For få uger siden udgav regeringen den nyeste ghettoliste, hvor 10 nye boligområder havde fået det sorte stempel. Jeg kommer selv fra Vejle, hvor en af de nye ’ghettoer’ er Finlandsparken, mens området, hvor jeg selv voksede op, Løget By, ifølge kriterierne betegnes, som ’næsten ghetto’. Ironisk nok vandt Finlandsparken 1. oktober 2012 Vejle Prisen for senere på formiddagen at blive optaget på regeringens ghettoliste. Paradoksalt? Helt bestemt. Jeg er tilhænger af, at vi kalder en spade for en spade, når det er nødvendigt, men det er mig en gåde, hvordan vi på den ene side ønsker at motivere indbyggerne til at bryde den negative sociale arv og deltage i det danske samfund, når vi samtidig viderefører 10 års forfejlet integrationspolitik gennem tåbelige ghettolister.
Det er et udtryk for en falliterklæring, når vi tror, at vi løser de sociale problemer ved at udarbejde lister, rive blokke ned eller flytte et par familier fra områderne. Min påstand er ganske enkelt, at der ikke findes noget så abstrakt som integrationsproblemer i det her land. Ja, man kan ganske vist altid finde enkelttilfældene, men de overordnede problematikker i de socialt udsatte boligområder bunder i langt højere grad i sociale snarere end kulturelle problemer.


