I Danmark skelner man mellem en abort og en dødfødsel ved 22. graviditetsuge. Det betyder, at når en kvinde aborterer inden 22. graviditetsuge, er fosteret en abort, medmindre det har vist livstegn. I så fald er det et barn. Grænsen mellem abort og dødfødsel har afgørende betydning for kvindens og mandens rettigheder, fosterets juridiske status, og hvad der sker med fosteret, efter at aborten er overstået. Og der er stor forskel. Ved et dødfødt barn foretager man ligsyn, skriver en dødsattest og begraver barnet inden 8 dage. Helt anderledes forholder det sig med fostre. Ingen krav om begravelse Aborterede fostre er ikke omfattet af den danske lovgivning om praksis for håndtering af døde mennesker, og der skal derfor ikke foretages ligsyn og udfyldes en dødsattest. Der er heller ikke noget krav om, at fostrene skal begraves. I en vejledning fra Miljøministeriet fra 1998 kan man læse, at de betragter aborterede fostre som vævsaffald, der skal destrueres sammen med amputerede lemmer, moderkager og vævsprøver. Men hvor Miljøministeriet betragter aborterede fostre som affald, har Kirkeministeriet siden 1950 givet mulighed for, at man kan nedgrave aborterede fostre på kirkegårde. En nedgravning er ikke det samme som en begravelse, da fosteret ikke juridisk anerkendes som en person. En nedgravning betyder blot, at ’et foster’ nedgraves på en kirkegård, men fosterets identitet registreres ikke, og det har ikke nogen officiel identitet. Hvem bestemmer over fosteret? Hvis kvinden og manden ønsker det, kan de aftale med en præst at afholde en velsignelse i forbindelse med nedgravningen, dvs. en slags begravelse. Den store forskel på Miljøministeriets og Kirkeministeriets vejledninger gjorde os imidlertid nysgerrige på den konkrete praksis med aborterede fostre på de danske hospitaler: Bliver fostrene håndteret som affald, eller bliver de nedgravet på en kirkegård? Og hvem bestemmer, hvad der skal ske med fostrene – kvinden eller hospitalet? Vi har derfor for nylig lavet en undersøgelse af, hvordan de 12 hospitaler på Sjælland og Lolland-Falster, der udfører aborter, har valgt at håndtere aborterede fostre. 10 af disse hospitaler udfører også aborter efter 12. graviditetsuge, som er grænsen for den fri abort. Før eller efter 12. uge I vores undersøgelse skelner vi mellem nedgravningsrutiner og -tilbud, hvor forskellen går på, hvem der bestemmer over fosteret. Ved en nedgravningsrutine er det som udgangspunkt hospitalet, der bestemmer, at fosteret skal nedgraves. Ved et nedgravningstilbud er det kvinden, der bestemmer. Den største betydning for praksis med aborterede fostre er, hvorvidt aborten er foretaget før eller efter 12. uge. Når det gælder aborterede fostre før 12. uge, har hospitalerne i Glostrup, Gentofte og Herlev en fast nedgravningsrutine; Nykøbing Falster og Hillerød Sygehuse har et nedgravningstilbud, mens de øvrige 7 hospitaler håndterer fostrene som affald. For aborter foretaget efter 12. uge bliver procedurerne straks mere komplekse. Disse fostre er både juridisk og for forældrene tæt på at være børn, og det afspejler sig i hospitalernes praksis. Væsentlig forskel på graden af oplysning De hospitaler, der udfører sene aborter, opererer alle med muligheden for at oplyse kvinden om retten til selv at sørge for, at fosteret bliver nedgravet eller begravet på en kirkegård. Der er dog væsentlig forskel på graden af oplysning. Den kan være: a) at fostrene destrueres som affald, medmindre personalet oplyser om andet (sygehusene i Roskilde og Slagelse); b) en nedgravningsrutine, medmindre personalet oplyser om andet (sygehusene i Herlev, Glostrup, Hillerød og Holbæk); c) at kvinden skal vælge, om fosteret skal destrueres som affald, nedgraves af hospitalet, eller om hun selv vil sørge for dets begravelse (Rigshospitalet og Hvidovre Hospital); d) eller samme muligheder som på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, men dog ikke med destruktionsmuligheden (sygehusene i Næstved og Nykøbing Falster). »Alt, der har været i livmoderen« Herlev hospital er et af de hospitaler med en nedgravningsrutine, der, som de forklarer, omfatter »alt, der har været i livmoderen«, dvs. også fostre under 12. uge. Kvinderne kan ikke selv vælge, hvad der skal ske med fosteret, da man på hospitalet mener, at det ikke er etisk forsvarligt på grund af deres situation. 3-4 gange årligt kan hospitalet fylde en kiste med aborterede fostre, som bliver kremeret og nedgravet på Gladsaxe Kirkegård, uden at der foretages et religiøst ritual. På Rigshospitalet bliver alle aborterede fostre under 12. uge håndteret som affald. Kvinder, der aborterer efter 12. uge, har derimod ret til at vælge, om de vil have deres foster destrueret som affald, få det nedgravet af hospitalet eller udleveret til begravelse. De fostre, Rigshospitalet nedgraver, håndterer de individuelt i hver deres lille kiste, og derfor kører hospitalet løbende til Bispebjerg Kirkegård med fostre. Der foretages heller ikke her noget religiøst ritual ved nedgravningen af fostrene. Fostrene er i en gråzone Forskellen på de to hospitalers procedurer betyder, at fostrene fra Herlev Hospital kategoriseres som mennesker, mens fostrene fra Rigshospitalet også kan være affald. Denne forskel hospitalerne imellem om fostrenes status, og hvem der skal definere deres status, har sit udspring i lovgivningen. Her er fostres status nemlig ikke ensartet defineret: Fostre er kort fortalt i en gråzone, hvor de både kan falde ind under Miljøministeriets vejledning om håndtering af klinisk risikoaffald og under Kirkeministeriets cirkulære om aborterede fostre, hvor der gives mulighed for, at de kan begraves – næsten som var de mennesker.