Er du nok sammen med dit barn?«, spurgte den mandlige interviewer, Jes Stein Pedersen, mens jeg sad i en tv-debat på DR 2 og diskuterede moderskab, ligestilling og kvinderoller.
Han smilede venligt, da han stillede spørgsmålet, men under den pæne facade mærkede jeg anklagen lure. Med 70’ernes feminister som forbillede har jeg nemlig insisteret på at træde ind i moderskabet iført høje hæle og en tro på, at jeg godt kan forene et arbejdsliv på fuldtid med, at jeg er en god mor. Det mente han så ikke, viste det sig. Kort tid efter skrev han nemlig en kommentar i denne avis med overskriften ’Deltidsforældre’: »I Danmark er det nu en integreret del af recepten på det gode liv, at langt de fleste babyer og småbørn bliver spist af med deltidsforældre. En times samvær om morgenen, to-tre timers aftenshow inden sengetid. Tak for kaffe«. Av. Det er noget, der giver akut dårlig samvittighed. At realisering af min egen ligestilling, hvor jeg både kan være mor og have et spændende job, betyder, at jeg ofrer det mest dyrebare i mit liv: nemlig mine børn.
