Hvorfor er omskæringsfortalerne så stille?

For snart fire år siden, da omskæringsdebatten sidst rasede, tegnede der sig ligesom i dag et politisk flertal for et forbud mod drengeomskæring.

Dengang argumenterede folketingsmedlem Özlem Cekic (SF) i Politiken sammen med journalist Martin Krasnik, advokat Bjørn Elmquist, kunstner Marco Evaristti, foredragsholder Jacob Holdt, sognepræst Kathrine Lilleør, forhenværende overrabbiner Bent Melchior, biskop Karsten Nissen, kunstner Tal R og nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden i kraftige vendinger imod et forbud mod omskæring.

Fraset Tøger Seidenfaden, som desværre er lovligt undskyldt, kan det undre, at disse prominente debattører er fuldstændig tavse i den aktuelle omskæringsdebat. I 2008 skrev de blandt andet:

»Hvis drengene fik varige men, eller hvis det havde konsekvenser for deres seksualitet, ja, så skulle indgrebet naturligvis forbydes. Modstanderne af omskæring henviser altid til anekdoter og meget upræcise undersøgelser, men aldrig til ordentlige, lægefaglige beviser på disse negative konsekvenser. Det skyldes, at de ikke findes«.
Özlem Cekic, Martin Krasnik, m.fl. (2008)

Nu er det svært at tilfredsstille krav om deciderede beviser i lægevidenskab, for det vil jo altid være rart med én undersøgelse mere for at være helt sikker. Men der foreligger faktisk nye, robuste danske forskningsresultater, som ikke blot kan fejes til side som anekdoter.

I et af verdens førende videnskabelige tidsskrifter inden for folkesundhed og epidemiologi offentliggjorde jeg og to kolleger i 2011 resultaterne af en stor dansk befolkningsundersøgelse. Artiklen havde gennemgået såkaldt peer review, hvor andre, oftest anonyme, forskerkolleger kritiserer og tjekker den videnskabelige kvalitet, inden den bliver offentliggjort.

Undersøgelsen viste, at mandlig omskæring er forbundet med markant øget risiko for alvorlige orgasmeproblemer, både hos manden selv og hos hans kvindelige partner. Desuden viste den, at kvinder med omskårne partnere i langt højere grad end andre kvinder oplever smerter ved samleje og manglende seksuel behovsdækning.

En enkelt debattør har sat spørgsmålstegn ved min videnskabelige redelighed og kritiseret undersøgelsen for at have for små tal i nogle af grupperne. Til det er blot at sige, at undersøgelsens stærke og statistisk signifikante sammenhænge blev fundet på trods af (ikke på grund af) små tal i nogle tilfælde.

Faktisk var der hyppigere forekomst af samtlige undersøgte seksuelle problemer blandt kvinder med omskårne partnere, men vi hæftede os kun ved de sammenhænge, som var statistisk signifikante, og hvor man derfor kan se bort fra tilfældighedernes spil.

Der er altså god videnskabelig grund til at fastholde, at omskårne mænd i Danmark har flere orgasmeproblemer, og at deres kvinder i højere grad end kvinder med uomskårne partnere døjer med en række forskellige seksuelle problemer.

Uanset seksuelle langtidskonsekvenser: Tiden er moden til at sikre danske drenges basale menneskerettigheder, herunder retten til kropslig integritet. På samme måde som vi naturligvis værner om pigebørns rettigheder ved lovgivning mod pigeomskæring.

Der må snarest påbegyndes en sober og konstruktiv politisk debat om, hvordan vi får reduceret drengeomskæring til et absolut minimum i Danmark. Progressive jøder og muslimer opfordres hermed til at tage bladet fra munden og bidrage med forslag til, hvordan en overgangsordning kan se ud, så alle får tilstrækkelig tid til at omstille sig til nye tider.

Oldgammel, blodig omskæring må erstattes med nænsom, symbolsk indvielse uden tab af værdifuldt væv. Nogle jøder har vist vejen i form af det forhudsbevarende navngivelsesritual brit shalom, et initiativ, som efter min mening bør kunne tjene til inspiration.

Det er ikke kun jøder og muslimer, som har noget i klemme her.

Det forekommer mig krænkende for retsfølelsen, at vi lever i et land, som på grund af angst for beskyldninger om antisemitisme, racisme, holocaust samt fantasifulde trusler om jødisk og muslimsk masseudvandring mangler politisk mod til at ændre lovgivningen. At vi i 2012 fortsat accepterer, at danske drengebørn skal ofre en seksuelt dyrebar kropsdel, for at forældre kan leve op til deres religiøse forpligtelser.

Disse indgreb med irreversibel kropsmærkning, risiko for operationskomplikationer og i værste fald død (som det ulykkeligvis skete for en 14 dage gammel dreng med muslimske forældre i Norge for nogle uger siden) samt øget risiko for senere seksuelle problemer for både mænd og deres partnere må bringes til ophør inden for en overskuelig årrække.

Danske drengebørn må ligesom deres søstre ved lov sikres retten til at bestemme over egen krop.