Vi ved det godt. Klimaforandringerne vil ramme verdens fattigste først. Men den klimakatastrofe, der truer planeten, vil givet gøre mere end det.
Når vi i januar i år kunne følge, hvordan jordskælvet i Haiti forvandlede store dele af hovedstaden Port-au-Prince til et limbo uden for lov og orden, er det givet kun et forvarsel om den sociale uro, der venter i en række af verdens største byer. Det er nemlig i disse byer, som samtidig er nogle af verdens fattigste, at konsekvenserne af den globale opvarmning vil melde sig i form af diverse naturkatastrofer.
