Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Politiken-institution får ny redaktør

Lyt til artiklen

Politiken har fået en ny kronikredaktør, og han begynder i dag.

Opmærksomme læsere vil måske genkende Christoffer Emil Bruuns ansigtstræk fra Bagsiden, hvor han sidste år huserede i en artikelserie, der havde til hensigt at finde ’Månedens ord’. Den første artikel ’April = askesky’ blev præsenteret sammen med et foto af en grøn eng fuld af græssende får.

På billedet har en mystisk mandlig skikkelse iklædt rød kappe, knickers og solbriller med røgfarvede glas grebet fat i pelsen på et får, som han måske, måske ikke, forsøger at vælte omkuld.

DAGENS KRONIK

Billedteksten giver ingen forklaring, men identificerer ham blot som ’Laborant C’ – et alter ego, som Christoffer Emil Bruun, 39, af og til benyttede i sin egenskab af vært på ’Sproglaboratoriet’. Det er den P1-udsendelse, som han grundlagde og forvaltede 2008-10.

Den nye kronikredaktør er i det hele taget en alsidig mand. Han begyndte sin mediekarriere, da han som 21-årig responderede på en avisannonce fra DR, som søgte radiotalenter. Ansættelsesudvalget, der blandt andre talte Mikael Bertelsen, ansatte ham som vært på det, der hed ’P4 i P1’ – altså det hedengangne ungdoms-P4.

Efter en tur forbi P3 blev Bruun omkring årtusindskiftet vært på ungdoms-tv-udsendelsen ’Uland undersøger’ og var siden involveret i historieprogrammer i radioen og på tv. Uden at slippe kontakten med DR blev han et sted undervejs cand.mag. i historie.

Danskere: Lykkelige og ligeglade



I 2009 debuterede han som dokumentarist med filmen ’Affæren i Prag’ om journalisten og forfatteren Niels Barfoeds mildt sagt kafkaske oplevelser, da han i 1986 rejste til Tjekkoslovakiet for at overrække Politiken og Dagens Nyheters Frihedspris til de førende systemkritikere Charta 77 og Vaclav Havel.

Samme år skrev Christoffer Emil Bruun i anledning af 20-året for Murens fald sin første og hidtil eneste Kronik med titlen: ’Var vi nyttige idioter?’.

Men nu har han så sagt farvel til DR efter 17 år. Hvad er det så, han vil med Kroniken?

»Som historiker er jeg selvfølgelig interesseret i at tage de bedste ting fra Kronikens historie og genopfriske dem«, siger han. »Det kunne være at give den litterære verden en større resonans på pladsen. Den person, der har skrevet flest Kroniker, er jo Johs. V. Jensen«.

Som en ledestjerne for, hvordan han gerne vil have det, nævner han Frankrig i 1960’erne, »hvor forfattere og kunstnere havde enormt store armbevægelser. Kroniken har længden, historien, prestigen og tyngden til at facilitere det«.

FACEBOOK

Oliver Stilling

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her