Det er ikke, fordi jeg har brug for østers og champagne (ikke engang til nytår), og det er heller ikke, fordi jeg ikke har en seng at sove i om natten – og det er ikke, fordi jeg vil lyde utaknemmelig. Det er bare, fordi jeg er så træt af at måtte kæmpe for retten til at kalde mig fattig.
Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke kan kalde mig fattig – fordi jeg selv har valgt det liv, jeg lever.
Jeg er træt af at få at vide, at man er nødt til at have et studiejob, når man går på universitetet. Specielt når man samtidig får at vide, at man skal regne med at lægge 40 timer om ugen på studiet.
Jeg er også træt af at have arbejdet, siden jeg var 14 år, og nu ikke kan finde et studiejob med ordentlige vilkår, fordi jeg er psykisk nedkørt.
Jeg er træt af at få at vide, at vi som unge ikke kender vores rettigheder på arbejdsmarkedet, når det ikke er det, som er problemet. Vi unge har intet valg end at se igennem fingre med vores rettigheder, eftersom der ingen ordentlige job er at finde.
Jeg er træt af at føle mig fristet til at droppe ud af min videregående uddannelse, hvis jeg bare kunne finde mig et fuldtidsjob.
Jeg er træt af at føle mig ekskluderet, oven i købet mellem mine medstuderende, bare fordi jeg ikke har råd til at drikke øl i fredagsbaren, deltage i introdagenes sociale aktiviteter eller tage med på Rust i weekenden – hvorfor er der ikke mere sammenhold og forståelse de studerende imellem?
Jeg er træt af at lyve over for mig selv og bilde mig selv og alle andre ind, at jeg er syg eller ikke gider tage med. Når årsagen er, at jeg ikke har råd til at tage til juleafslutningsfest på mit studium.
Jeg er træt af at være 22 år og stadig være nødsaget til at plage mine forældre om at betale transporten hjem i ferien.
Sofie V. Jensen
Jeg er træt af at vågne med koldsved og hjertebanken om morgenen ved tanken om, at det er 1. januar, og at jeg allerede har et rådighedsbeløb på under 1.000 kr. til resten af måneden. Blandt andet fordi der i julen, ikke engang inden for familiens rammer, tages hensyn til, at studerende ingen penge har.
Jeg er træt af at være 22 år og stadig være nødsaget til at plage mine forældre om at betale transporten hjem i ferien.
Jeg er træt af at være træt og uoplagt, fordi jeg ikke får sund og nærende kost.
Jeg er træt af ikke at have råd til p-piller og vitamintilskud.
Jeg er træt af at have en dårlig dag hver dag, fordi jeg daglig er ved at få et sammenbrud over, om mit kort nu vil blive afvist i Netto.
Jeg er træt af, at det er et tabu at være fattig og en kliche at kæmpe for højere SU.
Jeg er træt af at sige, at ’det har jeg ikke råd til’, og blive svaret med ’jamen det er jo bare 100 kr.’.
Skriv kommentar