Else Smith. Du er direktør for Sundhedsstyrelsen. Hvad siger du til, at medierne svømmer over med temaer om sundhed. Har det taget overhånd? »Sundhed er ikke et mål i sig selv. Sundhed er et middel til at få lige præcis det liv, som du gerne vil have. De fleste af os fødes sunde, og vi har alle nogle muligheder for at passe på den sundhed. Det er det interessante for mig. Derfor synes jeg, at det gerne må være sjovt at være sund. Det handler ikke kun om forbud og hård fysisk træning, men om at finde ud af, hvordan vi hver især på den sjoveste måde kan passe på vores sundhed«. Er der opstået et krav om, at vi alle sammen skal se utroligt sunde og veltrænede ud på vore arbejdspladser for at signalere, at vi er gode medarbejdere
»Der ligger i tidsånden en forventning om, at vore kroppe skal fungere som effektive maskiner. Hvis bare jeg render rundt, smiler og ser energifyldt ud, så er alt godt. Den negative side af den ’tidsånd’ er, at vi mobber eksempelvis rygerne så meget, at det er legitimt sige: Nå, har du ikke evnet at komme ud af nikotintyranniet? Det samme gælder vores syn på overvægt. Dem, der har lidt ekstra på sidebenene, bliver der stillet spørgsmålstegn ved. Er de nu lige så gode som andre? Det er helt misforstået. Det er stadig usundt at være ekstremt overvægtig, men ikke at være lidt rund. Vi skal passe på med at dømme hinanden ude på den måde«.
