Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

skribent. Jonas Thomsen Sekyere, der læser jura på Københavns Universitet, har i dag et rigt liv, mener han. Men tilværelsen begyndte ikke så let.
Foto: Martin Slottemo Lyngstad

skribent. Jonas Thomsen Sekyere, der læser jura på Københavns Universitet, har i dag et rigt liv, mener han. Men tilværelsen begyndte ikke så let.

Debat

»Jeg skylder den danske velfærdsmodel alt«

Jeg vil med glæde bidrage til systemet i fremtiden, skriver 20-årige Jonas Thomsen Sekyere.

Debat

Mit liv begyndte på den psykiatriske afdeling på Hillerød Hospital.

Min danske mor var psykisk syg, og min relativt nytilkomne ghanesiske far havde ikke ressourcerne til at tage sig af et nyfødt barn. Det skulle blive den første gang, den danske velfærdsmodel gav sig til kende over for mig.

I stedet for at skille et spædt barn fra sin syge mor valgte afdelingslederen at rydde lokalet ved siden af min mors på den psykiatriske afdeling og sætte tre sygeplejersker til at passe mig i alle døgnets timer.

På den måde behøvede en mor ikke miste sit barn ved fødslen, og barnet kunne, når omstændighederne tillod det, gradvist blive knyttet til sine biologiske forældre. Hele familien blev senere udskrevet, og den nu stabile mor og barnet flyttede til Valby nogle år senere.

Her skulle den danske model vise sig for anden gang. Den 7-årige folkeskoledreng, letpåvirkelig i en lidt barsk klasse, blev spottet af sin musiklærer. Hun mente, at han skulle søge optagelse på Sankt Annæs sangskole. Han blev optaget, sang i Københavns drengekor og fik hovedrollen i klassens version af ’Svinedrengen’.

Gadedrengen fik matrostøj på, og han fandt en ting, han var god til. Måske vigtigst af alt: en ting, han var stolt af. Skolen var opmærksom på hans situation og gav ham, mildt sagt, lidt længere snor, end den gennemsnitlige elev fik.



I 5. klasse fik drengen en bittersød gave; en smuk lillesøster og igen en syg mor. Her skulle den danske model vise sig for tredje gang. Kommunen handlede hurtigt og installerede efter aftale med moderen barnet hos en underbo med en jævnaldrende søn.

Efter et halvt år der, og en kort hjemgivelse, kom han i en plejefamilie i Brøndby Strand. Den fantastiske plejefamilie boede han hos fra sit 10. til sit 18. år og flyttede endda med den til Vordingborg.

Her gik han ud af folkeskolen med næsten udelukkende 13-taller, tog en flot studentereksamen og læser nu jura på Københavns Universitet. Uddannelsen kører på skinner, og sidste år blev han udvalgt til at repræsentere Københavns Universitet i dets landsdækkende kampagne om livet som universitetsstuderende.

Hvorfor er denne historie vigtig? Fordi den er unik? Nej. Fordi den er en selvfølge og et krav. Et krav i et system, der er indrettet til at tage sig af de svage. Selv om det kunne være nok så romantisk at titulere historien med ’mønsterbryder’ eller ’mælkebøttebarn’ eller fokusere på, hvordan jeg selv har ydet en indsats for min egen lykke, ville det være misvisende.

Jeg er et produkt af de sygeplejersker, der ud over deres arbejdstimer gav mig deres kærlighed. Jeg er resultatet af hver eneste folkeskolelærer, frivillige fodboldtræner og pædagog, der hver dag gør noget ekstra.

Og hver gang jeg har trådt ved siden af, er jeg med blid og nærmest usynlig hånd blevet ledt på vej af et fællesskab med overskud til den, der af forskellige grunde har brug for et lille skub. Dét er i mine øjne den unikke danske model, den er jeg stolt af, og den skal vi passe på.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Så mens vi med stolthed er uenige om de magiske 47 milliarder, taler semantik i ordene ’assimilering’ og ’integration’, trods det at der ikke kan sættes flueben ud for nogen af dem, og mens vi truer den danske befolkning med historier om udvandrende entreprenører og indvandrende hjemmerøvere, siger jeg tak.

Tak for hver eneste hårdt tjente krone, du har smidt i den pengebøsse, foruden hvilken jeg ikke ville være, hvor jeg er i dag. Selv om jeg blev født fattig, lever jeg i dag et rigt liv.

Jeg er blevet hjulpet og støttet af et system, jeg ikke ville have haft råd til. Ja, jeg vil sikkert få mindre brug for systemet i fremtiden, og for fremtiden bliver det sikkert en underskudsforretning for mig at kaste penge efter det. Men det er jo det, der er meningen. Bare fordi man ikke skal bruge en ’nanny’ hele livet, betyder det ikke, at hun er overvægtig.

Derfor vil jeg med glæde også bidrage til systemet i fremtiden. Det er min danske velfærdsmodel.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce