Da jeg kom til Danmark i 2009, headhuntet til Aarhus Universitet som internationalt anerkendt professor i historisk musikvidenskab, var jeg først begejstret over den venlige atmosfære.
Efter nogle uger begyndte jeg alligevel at undre mig. Nu, efter 21 måneder på Aarhus Universitet, er jeg dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til. Krisen i det humanistiske uddannelsessystem kan sammenfattes i fem punkter.
1. Kreativiteten
Vi har studerende på Aarhus Universitet, som har de rigtige egenskaber til en fremragende professionel karriere: nysgerrighed, kreativitet, selvstændighed og evnen til at formulere tanker. Men de får alvorlige vanskeligheder.
Universitetets humanistiske studieordninger gør alt for at forhindre, at de kan blive selvstændige og kreative. Flere studerende beretter, hvordan de har fået urimelig hårde bedømmelser, fordi de har fundet deres egne veje til at løse problemstillinger. Deres velfunderede kreativitet kan ikke tåles på universitetet.
De har begået en forbrydelse mod to doktriner: Enhver opgave må have samme faste struktur, uden hensyn til om denne struktur overhovedet passer til problemstillingen. Og der må endelig ikke presses for megen viden ind i en opgave. Teorier skal der til – og så analyse af ét eksempel, som beviser teorien. Det er dumhedens cirkel.
Der findes megen snak om ’kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’ og ’tværfaglighed’ på Aarhus Universitet. Man glemmer kun, at der skal faglighed til, før de studerende kan begynde at blive kreative.
’Faglighed’ bliver alligevel mere og mere til et skældsord. Ligesom ’viden’, der bliver erstattet med ’kompetence’, der åbenbart kan måles nøjagtigt i ’taksonomier’, ’credit points’, kompendier og skridt for skridt-skemaer, som ødelægger al form for fri læring og udfoldelse. Nysgerrighed og begejstring dør på vejen.
’Faglighed’ bliver alligevel mere og mere til et skældsord. Ligesom ’viden’.
Linda Maria Koldau
2. Overfladiskhed
Hele tiden skal der udvikles nye studieordninger. Deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord. Det skal regnes som ’tidssvarende’ og ’rettet mod det moderne arbejdsmarked’. Alt skal handle om ’fleksibilitet’, ’entrepreneurship’, ’kreativ kommunikation’. På bekostning af den faglige uddannelse.
Fagene defineres efterhånden så bredt, at de mister deres mening. Bacheloruddannelsen i musik på Aarhus Universitet tager f.eks. to år, mens det tredje år læses på et andet fag. I disse to år får de studerende en cocktail af forskellige fagligheder på musikområdet, som ville være fem helt adskilte uddannelser i andre lande: musikpædagogik (samt musikpraksis), populærmusik, musikproduktion, systematisk musikvidenskab, historisk musikvidenskab.
Uddannelser, som man ellers læser separat i tre-fem år hver. Alt det presses ind i to år på Aarhus Universitet. Plus en hel del ’tværfaglighed’. Lidt af alt for alle – på kryds og tværs. Fordybelse er næsten umuligt. Både undervisere og studerende lider under denne påtvungne overfladiskhed.
»De mennesker, der sidder og sammenstykker studieordningerne, skal vide, at de bestemmer over andres liv og tid«, skrev en student til mig. Han ved, at han er blevet snydt for en fagligt værdifuld uddannelse.
Fordybelse er næsten umuligt. Både undervisere og studerende lider under denne påtvungne overfladiskhed
Linda Maria Koldau
Skriv kommentar