Professor: Dansk humaniora er en skandale

Da jeg kom til Danmark i 2009, headhuntet til Aarhus Universitet som internationalt anerkendt professor i historisk musikvidenskab, var jeg først begejstret over den venlige atmosfære.

Efter nogle uger begyndte jeg alligevel at undre mig. Nu, efter 21 måneder på Aarhus Universitet, er jeg dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til. Krisen i det humanistiske uddannelsessystem kan sammenfattes i fem punkter.

1. Kreativiteten
Vi har studerende på Aarhus Universitet, som har de rigtige egenskaber til en fremragende professionel karriere: nysgerrighed, kreativitet, selvstændighed og evnen til at formulere tanker. Men de får alvorlige vanskeligheder.

Universitetets humanistiske studieordninger gør alt for at forhindre, at de kan blive selvstændige og kreative. Flere studerende beretter, hvordan de har fået urimelig hårde bedømmelser, fordi de har fundet deres egne veje til at løse problemstillinger. Deres velfunderede kreativitet kan ikke tåles på universitetet.

De har begået en forbrydelse mod to doktriner: Enhver opgave må have samme faste struktur, uden hensyn til om denne struktur overhovedet passer til problemstillingen. Og der må endelig ikke presses for megen viden ind i en opgave. Teorier skal der til – og så analyse af ét eksempel, som beviser teorien. Det er dumhedens cirkel.

Der findes megen snak om ’kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’ og ’tværfaglighed’ på Aarhus Universitet. Man glemmer kun, at der skal faglighed til, før de studerende kan begynde at blive kreative.

’Faglighed’ bliver alligevel mere og mere til et skældsord. Ligesom ’viden’, der bliver erstattet med ’kompetence’, der åbenbart kan måles nøjagtigt i ’taksonomier’, ’credit points’, kompendier og skridt for skridt-skemaer, som ødelægger al form for fri læring og udfoldelse. Nysgerrighed og begejstring dør på vejen.

2. Overfladiskhed
Hele tiden skal der udvikles nye studieordninger. Deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord. Det skal regnes som ’tidssvarende’ og ’rettet mod det moderne arbejdsmarked’. Alt skal handle om ’fleksibilitet’, ’entrepreneurship’, ’kreativ kommunikation’. På bekostning af den faglige uddannelse.

Fagene defineres efterhånden så bredt, at de mister deres mening. Bacheloruddannelsen i musik på Aarhus Universitet tager f.eks. to år, mens det tredje år læses på et andet fag. I disse to år får de studerende en cocktail af forskellige fagligheder på musikområdet, som ville være fem helt adskilte uddannelser i andre lande: musikpædagogik (samt musikpraksis), populærmusik, musikproduktion, systematisk musikvidenskab, historisk musikvidenskab.

Uddannelser, som man ellers læser separat i tre-fem år hver. Alt det presses ind i to år på Aarhus Universitet. Plus en hel del ’tværfaglighed’. Lidt af alt for alle – på kryds og tværs. Fordybelse er næsten umuligt. Både undervisere og studerende lider under denne påtvungne overfladiskhed.

»De mennesker, der sidder og sammenstykker studieordningerne, skal vide, at de bestemmer over andres liv og tid«, skrev en student til mig. Han ved, at han er blevet snydt for en fagligt værdifuld uddannelse.

3. Folkeskoleniveau
Ledelsen informerer os om, at vore studerende betragter universitetet som ’skole’ og forventer ’lektier’ hver uge. Vores universitetsavis citerer børnehavepædagoger og fortæller os, at vores studerende ikke adskiller sig meget fra folkeskolebørn.

Mange af de studerende reagerer på denne umyndiggørelse desværre netop som børn: »Når jeg (i forelæsningen) så mister koncentrationen, står den på Facebook, tankevandring eller kryds og bolle med sidemanden. Jeg forlader dog aldrig lokalet, for jeg kan jo lige så godt få det bedste ud af det, når jeg alligevel er mødt op«, fortæller en student i 9. semester i universitetsavisen.

Og ledelsen synes, det er helt i orden.

4. Teorier i stedet for viden
Der findes studerende, som ved, hvorfor de er på universitetet. De vil lære, og de vil have en ordentlig uddannelse.

Men de snydes. De får teorier i sted for viden, ’fordi så kan de håndtere hele verden’. Men chefer fra forskellige danske virksomheder konstaterer, at kandidaterne med deres overfladiske viden om en række kerneteorier er ubrugelige. Virksomhederne må så selv optræne de nyansatte i det, universitetet har haft fem år til at undervise dem i.

Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og når teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.

5. Kompetencer
Man taler hele tiden om ’kompetence’ på danske universiteter. Men en akademisk uddannelse handler i grunden alene om at skole de studerende i en afgørende kompetence: at kunne erkende og bedømme sagsforhold på en selvstændig og kritisk måde.

Den kompetence kan opbygges i fire enkle skridt: de studerende skal lære 1. hvordan man undersøger et givent emne gennem selvstændig informationssøgning og gennem litteratur- og kildestudium (kilden kan være en film, en antik vase eller en moderne novelle, hvad som helst); 2. at formulere en problemstilling inden i det emne; 3. at udarbejde en passende strategi for at løse problemet; 4. at præsentere resultatet i et klart og forståeligt sprog.

Det er alt. Hvis de studerende har lært dette, så kan de forstå og løse problemer i ethvert job. På det her fundament kan de være kreative. Det er, hvad danske virksomheder ønsker. Men er det, hvad humanisterne oplæres i? Paradoksalt nok får danske humanister ikke denne kompetence i de kurser, der ellers rask væk af ledelsen kaldes »erhvervsorienterede« og »tværfaglige«.

»Der findes altid nogle, som er så talentfulde, at universitetet ikke kan ødelægge dem«, lød det fra personalechefen i en af Danmarks førende koncerner. Skal det være dansk humanioras omdømme, at universitetet ødelægger de fleste studerende?

»Hvis vi altså bare fik lov til at give dem en ordentlig uddannelse!«, skrev en aarhusiansk lektor for nylig i Politiken. Kan det virkelig passe, at universitetsledelserne vil spilde både de studerendes og undervisernes potentiale? Det er de unge generationer, der bliver berøvet deres ret til en god uddannelse.

Mange i Danmark ser det tydeligt. Hvorfor diskuteres den skandale så ikke offentligt?