Kan det for praktisk talt alle kontanthjælpsmodtagere svare sig at komme i arbejde? Eller kan lavt lønnede danskere i virkeligheden sige jobbet op, hæve kontanthjælp og få flere penge mellem hænderne? Man kan blive godt og grundigt forvirret efter to vidt forskellige fremstillinger af sagen i danske medier for nylig.
Information kunne d. 11. marts berette, at 94 procent af kontanthjælpsmodtagerne i Danmark tjener mere end 2.000 kr. om måneden på at komme i arbejde (hele 98,1 procent har mere end 1.000 kr. ekstra om måneden). Flere medier refererede, at 'kontanthjælpsmyten' var blevet slået ihjel.



