Vi var unge i 90’erne, og vi kunne alt. Vi kunne være lige, frie, vi kunne realisere os selv. Alle tog på trekking til Himalaya eller i det mindste et sabbatår et sted i Europa efter gymnasiet, der jo var en menneskeret. Vi lyttede til Nirvana eller funk og klædte os som hippierne i 70’erne, for det var bare åh, så cool i de år.

Vi havde noget til fælles med dem, der var unge i 70’erne. Ulig unge i dag var vi frie, det var sindssygt happy go lucky. SU i seks år, og alle skulle vælge deres uddannelse med hjertet. Det var faktisk ikke så afgørende, om man kunne finde et job bagefter, vi var årgangene, der mente, vi kunne alt.