Universitetet ka' bare mer'

Universitetet er kendt for at udbyde to ydelser – undervisning og forskning. Men universitetet har andet og mere end disse to på hylderne – uden udløbsdato. Universitetet står ligeledes for klassiske dyder som at gribe dagen – carpe diem, vov at vide – sapere aude, værdien af hårdt arbejde – semper ardens og at skynde sig langsomt – festina lente. Gode gammeldags latinske deviser.

Men universitetet går kun al for sjældent i byen med disse fortællinger. Hvorfor ikke? Blandt andet fordi de lyder så umådelig gammeldags. Det behøver de dog ikke at være, specielt ikke i den digitale tidspalder.

To unge herrer demonstrerede for nylig på ganske elegant vis, hvad altruisme – næstekærlighed – og normemergens er, det vil sige, hvordan normer bliver til. To egenskaber i menneskets gøren og laden, der måske ikke lyder så spændende og fikse i disse så moderne tider.

Altruisme lyder som noget teologi studerer og normemergens er for social- og adfærdsvidenskab at undersøge. Hvorledes kan man gøre disse menneskelige egenskaber interessante for en større offentlighed?

Her er hvad de to entrepenante herrer gjorde: De kørte igennem en DriveThrough-restaurant med deres mobiltelefoner som kameraer, bestilte en flaske vand og fortalte ekspedienten, at de ville betale for dem, der kom efter dem i køen – hvad end de måtte beslutte sig for at bestille fra menukortet. Både overraskelse og glædelige reaktioner kom til udtryk hos ekspedienten og dem, der modtog denne gestus.

I første omgang kom der ikke mere ud af det. Så de tog atter en tur igennem, købte en flaske vand og gav samme instruks til ekspedienten. Efter tredie forsøg lykkedes det at indstifte en norm om, at man altid betalte for dem, der kom bagefter. Således demonstreres altruisme og normemergens. De to unge iværksættere redigerede materialet og lagde det på YouTube. I dag er denne video blevet set mere end 2.5 millioner gange.

SE DOKUMENTATIONYOUTUBE: Paying For People's Drive Thru (eksternt link)

På samme måde ville Sjællands Symfoniorkester, nu omdøbt til Copenhagen Phil, sammen med deres musikdirektør, Uffe Savery fra Safri Duo, gerne ud med budskabet om, at klassisk musik er for alle. Ikke kun for eliten, de veluddannede og de velbjergede.

Det kan synes som et antikveret budskab, så hvordan får man et sådant overbragt? Her er hvad Copenhagen Phil besluttede sig for:

En flash mob. Hele symfoniorkestret iklædte sig civil påklædning. De samledes på en måde, der fremstod som ganske tilfældig, under uret på Københavns Hovedbanegård, et instrument stemte i ad gangen. Mens tre kameraer filmede passageres reaktioner alt spillede Copenhagen Phil Maurice Ravel’s Bolero for fuld udblæsning i ordets bogstaveligste forstand. De redigerede materialet, smed det i virtuel cirkulation på YouTube og har næsten 8 millioner visninger til dato.

SE DOKUMENTATIONYOUTUBE: Flash mob at Copenhagen Central Station (eksternt link)

Det er svært at begribe, hvordan online-kampagner, der reklamerer for altruisme, normemergens og vigtigheden af klassisk musik kan nå den slags udbredelse og popularitet – begreberne synes så udrangerede og oldnordiske som de latinske dyder universitetet abonnerer på.

Og ud over de latinske aktiver har universitetet andet og mere i dets DNA af samfundsmæssig interesse: Oplysning, dannelse, indsigt, nysgerrighed, innovationstrang, indsatsvilje, samfundssind, objektivitet, ansvarsbevidsthed, videnskabelighed, velvillighed, initiative, virkelyst, osv. Delvist afledte værdier af de to grundydelser universitetet udbyder, delvist fodaftryk af universitets rolle i samfundet og hertilhørende naturlige funktion.

Hvordan skal disse, ofte tavse, korrelarer, fodaftryk og varemærker formidles til potentielle studerende, offentligheden, meningsdannere, politikere på en dagsordenssættende måde i den digitale tidsalder? En tidsalder i hvilken man kun kan fastholde folks opmærksomhed i et par minutter?

LÆS DEBAT

Komponisten Johan Sebastian Bach (1685-1750) skulle engang have sagt: »Hvad jeg har opnået med ihærdighed og øvelse, kan enhver med et mindstemål af naturlig evne og foretagsomhed også opnå«.

Dette er ikke for at sige, at alle kan ende som Bach – uafhængigt af om man går på universitetet eller ej. Hvor end man stod i køen, da der blev uddelt, er man ikke selv herre over, men man er herre over, hvordan man administrerer det, der blev tildelt en.

Således er der også plads til os, der ikke ligger helt ude i halen af normalfordelingen, når det gælder brillians og begavelse, men blot ligger et sted på midten. Det kræver bare hårdt arbejde, de 10.000 timer som Malcolm Gladwell gladeligt taler om – semper ardens. Og universitetet indpoder og håndhæver denne dyd – blandt mange andre. Lad os reklamere med det – reelt, virtuelt, viralt.

Således skal man tage ejerskab på disse fodaftryk og varemærker. En lettere omskrivning af John F. Kennedys udødelige ord: »Ask not what science can do for you – ask what you can do for science«.

Med andre ord: »Have your say. Add to the pool of knowledge«.

I at sætte dagsorden og være offensiv er det ikke nok at give folk hvad de forventer, men også at give dem noget af det som de ikke forventer.