Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Dårlige relationer på jobbet kan give depressioner

439.000 danskere fik sidste år depressionsmedicin. ´Sygdommen’ skyldes primært, at de ikke føler sig forstået af folk, der står dem nær, eller på arbejdspladsen.

Debat

Hvis du går rundt og føler dig trist, tungsindig og lidt ved siden af dig selv, og hvis din praktiserende læge siger, at du er deprimeret, bør du lige stoppe op en gang og overveje dette: Har du et nært forhold til mennesker, som du føler dig forstået af? Eller føler du dig kritiseret, bebrejdet, angrebet, ignoreret eller overset? Føler du, at du ikke lever op til kulturens idealer om at være glad, have succes, venner og gode karakterer.

Arbejder du et sted, hvor du mærker fællesskab og opbakning fra ledelsen og fra kollegerne?

Eller går du og føler dig overladt til dig selv og din egen selvledelse og måske mobbet og kritiseret?

Vores mentale tilstand afhænger af kvaliteten af de relationer, vi indgår i med andre mennesker. Vores psykiske velbefindende afhænger af de kulturelle normer, vi lever under, og som vi praktiserer i forhold til os selv og vores nærmeste. Normerne fortæller os, hvad vi bør gøre – uden at sige det direkte. Normerne afgør, om vi er ’normale’ eller ’gale’.

Samtale frem for medicin

Det er hverken umuligt, mystisk eller svært at behandle og kurere endog svær depression psykoterapeutisk. Det er afgørende, at ægtefællen eller familien er med til samtalerne. Det viser den engelske professor og psykiater Julian Leffs forskning. Man kan læse om dette i bogen ’Systemisk parterapi og depression’.

Terapi, hvor man har sin ægtefælle eller partner med til samtalerne om ’depressionen’, er langt mere effektiv end både traditionel behandling hos en psykiater med medicin og individuel kognitiv terapi.

Problemer skal forstås i lyset af deres historie og i relation til det liv, mennesker ønsker at leve. Hvis man vil føle anderledes, må man leve anderledes.

Den biologisk orienterede lægevidenskab kan ikke se den moderne psykoterapis muligheder. Den er styret af det naturvidenskabelige verdensbillede – og af lægernes afhængighed af medicinalindustrien. Professor Peter Gøtzsche har påvist denne afhængighed både i bogen ’Dødelig medicin og organiseret kriminalitet’ og i Politikens Kronik fra 6.januar i år. Derfor bliver patienterne tilbudt medicin – ikke samtaler. Man kan blive både afhængig og syg af årelang medicinering. Det er medicinen, der i værste fald kan ændre hjernen – ikke sygdommen. Dette er påvist af videnskabsjournalisten Robert Whitaker i bogen ’Den psykiatriske epidemi’.

Mennesker, der er blevet ramt af et psykisk nedbrud – depression, angst, anoreksi eller en psykose – er ’ude af sig selv’. Lammet af destruktive følelser – eller tom. Det er jo deri ’sygdommen’ består: Man er ikke længere sig selv. Man har været ude for noget forfærdeligt, enten noget pludseligt eller noget, som langsomt har hobet sig op og er blevet for meget.

Man kan ikke mere. Man skammer sig over ikke at kunne være glad,være stærk og se fremad. Der er skam, i forhold til at man ikke lever op til visse kulturelle normer i enhver psykisk lidelse. Det møder jeg hver dag i min klinik. Det, der hjælper, er patientens fortællinger om handlekraft og overlevelse – på trods af skammen og utilstrækkelighedsfølelsen – så patienterne finder deres egen stemme. Men det tager tid.

Traumer opdages ikke

Alle har større eller mindre traumehuller, man plumper i uden at vide det. Tegnet er, at man bliver irriteret og vred, føler sig såret, nedtrykt, jokket på eller misforstået.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man opdager ikke, at man hører sin mors bebrejdende stemme eller sin fars opfarenhed. Men følelsen er der. Traumer fra fortiden ødelægger nutiden. Derfor går det galt i så mange relationer – både hjemme og på jobbet. Man giver sig ikke tid til at lytte til hinandens fortællinger.

For at komme ud af den depressive tilstand er det afgørende, at man ikke går alene med sine problemer, og at man ikke tror, at man skal klare det hele selv. Man skal finde nogen at tale med – selv om man skammer sig og føler det pinligt.

Mindst halvdelen af alle kvinder på psykiatriske afdelinger har været udsat for seksuelle overgreb. Det ved personalet. De ved bare ikke, hvad de skal gøre, fordi de psykiatriske afdelinger ikke er sat op til at gennemføre lange forløb med psykoterapeutisk behandling. Er patienterne syge? Skal de have medicin? Tidligere og nuværende patienter fortæller mig, at de hellere vil spørges: Hvad er der sket med dig? – i stedet for som nu: Hvad er der galt med dig?

Måske bør det ikke kun være psykiatere, der har beslutningsmagten på de psykiatriske afdelinger. Den bør gives til personer med reel forstand på moderne psykoterapi, som kan håndtere relationer og intentioner.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce