Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi svigter underklassens børn

Det er en katastrofe, at en ny generation af børn aldrig lærer værdien af at arbejde.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I moderne skildringer af underklassen er dens medlemmer altid ofre for forældrenes svigt og overgreb. Se bare Lisbeth Zornig Andersen eller Yahya Hassan. Eller de børn i tv-dramaer med familier plaget af vold, druk, indavl og sort arbejde. Lisbeth og Yahya lyver ikke. Men deres historie er undtagelsen – ikke reglen – i underklassen.

Jeg anerkender, at det kan være lettest at forstå familier som min egen, hvis de er voldelige, dovne og fordrukne. Så kan folk sætte kaffe over, trække Ikea-tæppet helt op under hagen og svælge i den stigende sociale tv-pornografi, hvor tilværelsen i Bistandsdanmark klippes sammen til underholdning i primetime.

Og så kan nogle fra venstrefløjen ynke de fattige. Og så kan nogle fra højrefløjen forlange, at pisken svinges med endnu større styrke. Og så kan de samme fra venstrefløjen forsvare et system med hundredtusinder på overførselsindkomst. Og så kan de samme fra højrefløjen forlange, at satserne for understøttelse sænkes yderligere. Det er alt sammen lige dumt. Lad mig forklare hvorfor.

Hvert femte barn vokser op i underklassen. De fleste af os uden svigt og overgreb. Vi har intelligente, kærlige og lovlydige forældre. Min bror og jeg blev ikke slået. Vores mor drak aldrig. Hovedparten af familierne i underklassen har et helt andet problem: De er blevet tilskuere til arbejdslivet.

Ingen voksne i hjemmet har et job. Få andre i familien arbejder. Naboerne går hjemme. Børnene har ikke fritidsjob. Ingen smører madpakker. Ingen taler om uretfærdige chefer og nye kolleger. Der er aldrig rigtig travlt og derfor aldrig rigtig ferie. Ingen skal til julefrokost.

Penge kommer fra sagsbehandleren. En ung fyr fortalte mig engang, at der kun var lys i to vinduer i hele hans boligblok, når han stod på den anden side af vejen og ventede på bussen klokken 7.

På et billede fra min egen barndom er vi 11 juleaften. I dag er de 2 døde. 3 er i arbejde. Og 6 er på overførselsindkomst, flest på kontanthjælp. Vi er børn af oliekrisen, 80’erne og kartoffelkuren. Vi er den første generation, der er blevet anden generation i tilskuerrollen til arbejdslivet. Mange har simpelthen arvet sæsonkortet til den passive tribune.

Da Socialforskningsinstituttet i 60’erne opdelte befolkningen i sociale kategorier, var den nederste af de fem socialgrupper de ufaglærte, der udgjorde 23 pct. af befolkningen. De havde lave lønninger, dårlige boliger og svære sundhedsproblemer, men var trods alt en gruppe mennesker, der gik på arbejde med rank ryg hver eneste dag og kunne forsørge sig selv.

De nye samfundsforskere har ændret kategorierne. I dag er underklassen de 21 pct. af befolkningen, der er kendetegnet ved langvarig arbejdsløshed eller permanent sygdom. Selvforsørgelse er på et halvt århundrede afløst af overførsler i underklassen. Stolthed er afløst af manglende selvværd og hårdt arbejde af mindst lige så hård arbejdsløshed. Underklassen er permanent forandret. Det samfundslag, hvor jeg selv er vokset op, er simpelthen nyt.

Da jeg blev politisk aktiv som 14-årig, lærte jeg at synge ’Når jeg ser et rødt flag smælde’. Men jeg følte mig altid falsk, når vi nåede til strofen »Jeg har set min fader ranke/ ryggen op i flagets brus«. Gu’ har jeg ej!

Hvis jeg deltog i 1. maj-arrangementer, var det for at samle flasker. Vi er de første, der er vokset op i vor tids almue. Underklassen står ude foran med svovlstikkerne og kigger ind på arbejdsmarkedet, og det er den mest markante forandring af velfærdsstaten siden socialreformerne i 1930’erne.

LÆS DEBAT

Da præsten Niels Blicher i 1795 – og senere sønnen St. St. Blicher – beskrev almuen i Viborg Amt, forklarede de omhyggeligt, hvordan de fattige sognebørn klædte sig i løst siddende almueklæder, talte drevent almuemål og gik på en særlig doven, vuggende måde, hvor de stødte hårdt i knæene. Sådan er det stadig. Vor tids sociologer kan skrive lignende rapporter om en lad tøjstil, dialekt og kropssprog i underklassen.

Men i beskrivelsen af datidens underklasse kendte almuen kun til hårdt arbejde. Alle i deres familie arbejdede. Alle andre, de kendte, arbejdede. Fra morgen til aften. Den gamle almues problem var, at de havde gået alt for lidt i skole.

Derfor ville både Kold, Grundtvig og resten af dannelsesbevægelsen sætte dem på skolebænken, præsentere dem for bøger, skolelærere og fordybelse. Sådan voksede der et selvbevidst uddannet folk ud af almuen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag er selvbevidstheden forduftet. For i dag kender børnene af underklassen intet til arbejde, men alt til skole og lærere. Alligevel kaster vi stadig bøger efter dem, hver gang vi ser et socialt problem.

Men tro mig, de har efterhånden lært at undvige. De udsatte børns evne til at begå sig snedigt over for lærere, pædagoger, socialrådgivere og sagsbehandlere er forfinet til perfektion. Jeg lærte selv at udfylde et dagpengekort korrekt som 10-årig.

Måske skulle vi i stedet præsentere børn og unge fra underklassen noget mere for arbejdslivet og noget mindre for skolen?

Når børn fra underklassen klarer sig markant dårligere i skolen, skyldes det ikke, at de er dummere end andre folks børn og derfor bare skal læse flere bøger. Det skyldes, at det kræver hårdt arbejde at blive dygtig, at kunne færdiggøre opgaver, at kunne fastholde koncentrationen og at kunne udsætte øjeblikkelige behov. Kort sagt: at kunne arbejde.

For de fleste forældre er det naturligt, at man nogle gange skal gøre åndssvage ting på en arbejdsplads, fordi chefen nu engang siger det. Det er naturligt, at penge er en modydelse for arbejde. At man møder til tiden. At tandlægebesøg helst skal ske uden for arbejdstiden. At man ikke sidder og glor i sin mobiltelefon hele middagspausen. At man ikke kan blive hjemme, fordi kæresten er syg. At man også kommer ud af dynerne på en mørk, kold, fugtig decembermandag. Derfor videreleverer forældrene helt ubevidst de samme værdier til deres børn.

Det er ekstremt værdifulde karakteregenskaber, børn ikke kan læse sig til. De skal enten læres gennem opdragelse eller arbejde.

Jeg vil derfor påstå, at en tidlig introduktion til arbejdslivet er det absolut vigtigste socialpolitiske tiltag. Ikke gennem en tekst om arbejdsmarkedet, der fastholder arbejdet som en abstraktion, eller et velment skolebesøg på en virksomhed. Men som et regulært job, hvor børn og unge udfører nødvendige funktioner i deres lokalsamfund. Hvor de indgår i forpligtende fællesskaber og modtager en rigtig løn. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg ville være i dag uden mine avisruter.

Derfor er jeg tilhænger af, at unge får et fritidsjob så tidligt som overhovedet muligt. Derfor bør vi overveje at genindføre en moderne udgave af mesterlæren for unge, der bliver skoletrætte sidst i den undervisningspligtige alder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor er de nye nyttejobs et godt initiativ, derfor bør virksomhedernes incitament til at oprette praktikpladser øges, derfor er produktionsskolerne geniale, og derfor skal praktikken i de mellemlange videregående uddannelser bevares og udvikles.

Den slags virker faktisk i modsætning til de tidligere beskrevne synspunkter, der fastlåser debatten i enten ynk eller pisk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden