Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alt for mange jagter et urealistisk skønhedsideal

En ny generation skal have selvværd og selvtillid som drivkraft.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvem kan svare, at de er 100 procent sig selv?

Hvem kan svare, at de føler sig tilfredse med sig selv? Foruroligende få er min påstand. Den anden dag læste jeg, at 25 procent af alle piger mellem 19 og 25 år har haft en psykisk lidelse som f.eks. spiseforstyrrelser.

Jeg har oplevet, og oplever stadig, en markant skønhedsfiksering på et urealistisk skønhedsideal, som jeg som ung kvinde har svært ved at se nogen realitet i. Drenge og piger, kvinder og mænd, støder daglig på idealiserende billeder i tv, i magasiner og på internettet.

I de seneste år er der kommet mere fokus på emnet, men det gør det desværre ikke mindre relevant og problematisk. Det handler om normer. Det handler om vaner. Det handler om frygt.

Jeg husker en time i 4. klasse, hvor vi sad en pigegruppe, og en pige blev ved med at tale om tykkelsen af vores underarme.

Derefter gik nogle af pigerne rundt og sammenlignede deres underarme med hinanden. Der var også den årlige tid hos sundhedsplejersken, som f.eks. placerede ens vægt og højde på en kurve, så det kunne ses, hvor man lå i forhold til medianen. Derefter fik man en hvid seddel med en, ironisk nok, gul smilende sol på. Herefter var der hvisken i krogene fra lærerne og pegende fingre ad klassens tykke dreng.

Jeg synes, det er langt ude. Det er ineffektivt. Det er ineffektivt over for en ny generation, der gerne skal have et selvværd og selvtillid, der kan bruges som drivkraft.

Børn skal ikke bruge deres vægt som en popularitetsfaktor. Jeg er stor fortaler for, at børn er børn, og gerne så længe som muligt. Det vil aldrig blive et problem at blive voksen. Ud med makeup i 4. klasse, og drop Barbiedukkerne sammen med idealerne.

Da jeg i sommer arbejdede på en sommerlejr for børn i 0.-3. klasse, var der flere episoder, hvor pigerne sammenlignede bl.a. deres vægt med hinanden. Derudover måtte jeg tage længere samtaler med en 8-årig pige, som følte sig grim og tyk. Jeg er vred og frustreret over al den smerte og bekymring, som jeg også selv har mærket, at skønhedsidealer påfører piger og drenge.

Som man blev ældre i folkeskolen, blev disse skønhedsidealer kun mere præsente. Det var som sådan meget enkelt. Det drejede sig om at være tynd. Jo tyndere jo bedre. Og det blev mit indtryk hos de 6-9-årige piger i sommer, at dette stadig er en eksisterende tanke.

Nu har bl.a. DR 3 sat fokus på skønhedsidealer igennem programmerne ’Gennemsnitlig krop’, hvoraf det f.eks. fremkommer, at gennemsnitsvægten for kvinder er 70 kg. Det at få fakta på, at mennesker er forskellige, er en utrolig lettelse i et samfund, hvor modemagasiner fylder meget.

Selv følte jeg mig virkelig underlig, fordi jeg spiste morgenmad i 8.-9. klasse. Jeg endte med at veje havregryn af og prøve at spise så lidt som muligt. Men hvorfor sammenligner man sig konsekvent med sine omgivelser? Jeg købte ’Kvinde kend din krop’ fra 1975, og her fandt jeg et tiltrængt pusterum fra mediebilledets skønhedsidealer.

Da jeg blev student, oplevede jeg endelig at kunne være 100 procent mig selv. Ligesom jeg i sommer læste ’Er der spor?’ (Frydenlund, 2012) for at hente et kritisk blik fra et idealiseret skønhedsbillede.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det store er ikke at være det ene eller det andet, men at være sig selv, og det formår hvert eneste menneske, hvis det vil« (Søren Kierkegaard).

Jeg er enig med Kierkegaard, men det er desværre lettere sagt end gjort. Det har taget undertegnede og mange af mine venner og veninder utrolig mange år at acceptere os selv. Dagligdagen er en agilitybane af alt for høje forhindringer, der svirper én i ansigtet som grene på cykelstien.

Jeg har foruroligende mange veninder, der nikker genkendende til mine oplevelser. Som efter en god barndom alligevel blev usikre på sig selv i mødet med skønhedsidealerne. Veninder, der har haft spiseforstyrrelser, eller som konsekvent køber str. XS, fordi det er det eneste rigtige.

Jeg tog i 3. g det aktive valg, efter i mange år at være fast læser af diverse modemagasiner, simpelthen at trække det totalt ud af mit liv. Det, sammen med tiden, har fået mig til at slappe mere af. Du møder skønhedsidealerne overalt, prøv f.eks. en dag at tælle, hvor mange modelbilleder du går forbi på din gade? Frisører, shampooreklamer, tøjbutikker mv., og det er alt sammen med til at præge vores syn på os selv.

Jeg taler meget med mine venner om mediernes skønhedsidealer. Vi er kommet frem til, at man er smuk, fordi man er den, man er.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden