Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nogle unge vil bare gerne arbejde i stedet for at studere

Unge, der er endt som zombier i uddannelsessystemet, kan sagtens blive meningsfuld arbejdskraft.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mattias Tesfaye foreslår (Pol. 20.12) tidlig introduktion til arbejdsmarkedet som det absolut vigtigste socialpolitiske tiltag. Om det er det absolut vigtigste, skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg er enig i, at det kan være et meget vigtigt tiltag for nogle unge fra det, han kalder underklassen.

I vores forskning omkring unge uden for uddannelse og arbejde på Center for Ungdomsforskning er det tydeligt, at mange unge, for hvem uddannelse altid har været og stadig er svært, til gengæld er supermotiverede for at arbejde.

Lad mig illustrere det med en ung mand, jeg har mødt i forbindelse med et forskningsprojekt. Vi kalder ham Peter. De første par gange, vi mødte Peter, var vi noget pessimistiske ved tanken om hans fremtid. Han er vokset op under svære vilkår med en psykisk syg mor, har været i pleje en stor del af sin opvækst og har taget det ene grundforløb efter det andet på erhvervsskolen.

Han opfyldte et noget stereotypt billede på en ung mand, som med kasket og hængerøv tog let på det hele og trissede lidt rundt i sin egen verden. Det var svært at interviewe ham. Han gled af på de fleste spørgsmål, og mange ting svarede han meget kortfattet på. Vi fik et billede af en ung fyr, der ville få det rigtig svært i verden.

Peter havde som rigtig mange andre unge mænd kastet sin faglige kærlighed på motorfag. Han elskede at rode med biler og ville gerne arbejde med det. Han havde derfor taget alle de grundforløb, man kan, som har noget med motor og mekanik at gøre, men havde ikke haft held med at få nogle lærepladser. Det tilskrev vi den hårde konkurrence og hans meget tilbageholdende, ordknappe og lidt lade måde at være på.

Der gik et år, så skulle jeg interviewe ham igen. »Jeg er ude og køre, så jeg kan først mødes efter kl. 18«, skrev han på en sms. Vi aftalte at mødes kl. 18.30 på byens lokale café, hvor han mødte op præcis, men i en helt ny udgave. Hættetrøjen var skiftet ud med en pullover, kasketten med en velklippet frisure, hængerøvsbukserne med en mere voksen jeans-udgave. Jeg kunne dårligt kende ham.

Hele Peters fremtoning var en anden. Hans ryg var rank, hans tale var tydelig, hans øjne smilte. Han havde fået en ny mesterlæreplads. Han stod op klokken fem og elskede det. Elskede at komme hjem efter 12 timers arbejde og være helt færdig, men alligevel tage et bad og mødes med vennerne. Elskede at være ude og køre, få kollegaer, udføre et stykke arbejde.

Vi havde nu et halvanden times interview, hvor vi i modsætning til de andre tyve minutters interview, faktisk havde en dialog omkring hans situation. Peter åbenbarede sig selv som en reflekteret, velformuleret ung mand med holdninger og meninger, som uden tvivl er tættere på den udgave af sig selv, han er, end den ordknappe unge mand, der sev rundt på en erhvervsskole uden mål og med. Peter rettede en kritik mod skolen.

Han sagde: »Hvorfor var der ikke nogen, der stoppede mig før efter fire grundforløb? Hvorfor var der ikke nogen, der noget før tog fat i mig og sagde: ’Peter, nu skal vi finde ud af, hvad du skal med dit liv’?«.

Da det skete, tog hans liv en ny retning. Han var heldig, at han via en vens fars netværk fandt en virksomhed, der gerne ville tage ham på prøve, og som altså så potentialet i ham og tilbød ham en ny mesterlære. Hvor uddannelse før var en pinsel for ham, er det nu noget, som er koblet til hans arbejde og derfor ikke noget, han frygter. Det giver mening.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Peters eksempel er vigtigt, fordi det viser, hvor vigtigt arbejde er for det liv, vi gerne vil leve med værdighed. Det er ikke tilfældigt eller blot et spørgsmål om, at han bliver mere moden, at han pludselig fremstår som en bedre udgave af sig selv.

Det er et spørgsmål om, at han indgår i en sammenhæng, hvor han har betydning, hvor han fra at være en uddannelseszombie er en arbejdskraft, der gør en forskel. Han bliver samfundet værdig, og med det kan han få taget de formelle kvalifikationer, som er vigtige for hans fremtid.

Vi har fået indrettet et samfund, hvor hele det politiske system og arbejdsmarked skriger: uddannelse, uddannelse, uddannelse. Måske skal der flettes et arbejde ind eller to, for de unge, som hverken er lade eller umotiverede, men som har brug for at tage fat for at kunne se mening med uddannelse.

En logik, der for nogle kan hedde: arbejde, uddannelse, arbejde, ville flette uddannelsessystem og arbejdsmarked sammen på en måde, som ikke bare giver mening for de unge, men som også giver bedre arbejdskraft til arbejdsmarkedet. Man lærer nu engang at arbejde ved at gøre det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden