Debat

Man skal ikke være bums for at være alkoholiker

Jeg stoppede med at drikke i tide. Det kan ikke ses på mine levertal, og jeg kan drikke alkoholfri øl til julefrokosten, uden at det udløser alkoholtrang. Med denne Kronik ønsker jeg at gøre det lidt lettere for andre også at skære ned eller stoppe.

Debat

DER ER GANSKE få grunde til at holde sig fra øl og snaps til en julefrokost. At være gravid - tillykke! At være muslim - har du så aldrig været fuld? At være i bil - du kan jo godt tage et enkelt glas, det sker der ikke noget ved.

For mig ville der ske noget ved det; jeg er alkoholiker. Det er ligegyldigt for det meste af Kongeriget Danmark, men i de år, hvor jeg kæmpede med at få styr på alkoholen, savnede jeg en fortælling som den, jeg nu selv kan give videre. Jeg kan fortælle, - hvordan det er at være alkoholiker for mig, - hvorfor jeg synes, at jeg havde et problem, - hvorfor det var svært at stoppe med at drikke, - at det kan lade sig gøre for nogle af os at stoppe i tide, - og at vi kan gøre det meget lettere for andre at stoppe eller skære ned.

DET ER anderledes at være alkoholiker, end jeg havde regnet med. Tilværelsen er nemmere, ikke sværere. Da jeg ikke var alkoholiker, havde jeg tømmermænd et par gange om ugen og var stærkt bekymret og flov over mit forbrug. Nu kæmper jeg hverken med forbruget eller med bekymringen og skammen over det, fordi jeg ikke drikker. Jeg er afhængig, men det føles ikke sådan.

De hylder i Netto, der før var dragende, lægger jeg ikke mærke til længere. De er ikke relevante for mig. Det generer mig heller ikke, at andre ved bordet får vin. Alkohol har ikke magt over mig nu, og derfor føler jeg mig ikke afhængig. Men jeg er afhængig: Jeg ville ikke kunne drikke et glas vin i dag og stoppe dér. Jeg nåede hen over ti-femten år at drikke så meget og på sådan en måde, at jeg fik udløst afhængighed. Jeg udviklede trang, så jeg efter et par dage uden alkohol længtes efter at få noget, og endda så jeg følte, at der måtte mere i et glas, der allerede var fuldt. Jeg drak i flere år, efter at jeg var blevet klar over, at jeg havde et problem.

NOGLE SIGER, at mit forløb er usædvanligt, fordi jeg selv blev bevidst om, at der var noget galt. For mange er det omgivelserne, der siger fra. Det kunne de ikke i mit tilfælde, for jeg drak mest alene, og samtidig er mit arbejdsliv meget selvstændigt og fleksibelt. I første omgang giver det ikke så store problemer at drikke for meget, når man ikke skal møde på et bestemt sted og tidspunkt dagen efter.

Det betyder bare, at man skal arbejde på et andet tidspunkt, eller at man ikke får lavet sine egne projekter. Derfor var det mig selv, der så problemet og delte det med venner, med en dygtig psykolog og med en dygtig psykiater. Jeg har ikke følt brug for hverken antabus eller AA - men det skal understreges, at jeg har fået hjælp til at håndtere problemet.

Så hvad var problemet? En af de første advarselslamper, jeg husker, var, at jeg begyndte at være særligt glad for invitationer, der indeholdt ordene ' vin' eller ' øl'. Da jeg var studerende, var alle arrangementer med slik, mad eller øl fantastiske, men dette kom senere og var anderledes. Et foredrag blev pludselig mere interessant, hvis der var et glas vin bagefter. Jeg opdagede også, at jeg blev hængende længere, og at det ikke (udelukkende) var selskabets skyld. Jeg havde ikke lyst til at gå derfra og dermed forlade alkoholen.

Det ændrede sig. Med tiden begyndte jeg at føle en slags irritation over, at der var andre mennesker til stede til fester. Når andre var der, følte jeg, at jeg ikke kunne drikke så frit, som jeg havde lyst til. Det føltes helt barokt. Jeg opdagede, at jeg ikke længere kunne have et lager af vin og øl. Hvis jeg købte det, forsvandt det. Jeg tog ikke konsekvensen i form af at acceptere størrelsen af forbruget og købe ind til det. I stedet blev det lige til en flaske vin (eller to), når jeg trængte til at slappe af eller hygge mig, et par gange om ugen.

DER VAR en stor kontrast mellem, hvordan det føltes at drikke, og hvordan det virkelig virkede. Mens der var vin i glasset kunne jeg føle, at jeg slappede fantastisk af, eller at jeg fik geniale ideer. Dagen efter var jeg tømmermandsplaget i stedet for afslappet, og jeg kunne ikke bilde mig ind, at den geniale idé havde forvandlet sig fra kragetæer til en artikel. Alt i alt var der for mange beviser på, at jeg havde et problem: for mange tømmermænd, for meget trang og alt for mange gange, hvor jeg satte mig et mål og ikke holdt det.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger har været en stor hjælp for mig; de gjorde det tydeligt, at mit forbrug var for højt. De var en norm, som jeg holdt mit forbrug op imod, og som styrkede min oplevelse af, at noget var galt. Jeg brød mig absolut ikke om anbefalingerne og slet ikke om, at de i 2010 nedsatte grænserne for kvinder fra maks. 14 til maks. 7 genstande.

Det var jo ikke realistisk, følte jeg, på trods af at adskillige mænd og kvinder omkring mig ligger på mellem 0 og 7 genstande om ugen. Forfængelighed gjorde også en forskel. Det føltes ukvindeligt, usexet og meget lidt intelligent at drikke, så meget desto mere som jeg nærmede mig og passerede de fyrre år. At være fuld og fyrre - det ringede bare ikke. Jeg blev også mere bevidst om tegn på alkoholisme hos andre mennesker og var bange for at se dem hos mig selv. Kunne det ses på huden? Blev al alkohollugt vasket af i badet?

TRE TING VAR særligt svære for mig, da jeg kæmpede med min afhængighed: For det første det, jeg oplever som den offentlige fortælling om at stoppe. For det andet at erkende, at jeg ikke kan tåle alkohol. For det tredje at det indimellem er synligt, at jeg ikke kan tåle alkohol.

Det første problem handlede om, at jeg ikke kunne få øje på min personlige bund og dermed det, der ifølge den offentlige fortælling om alkohol skulle være mit vendepunkt. Fortællingen indeholder stort set altid en tur omkring rendestenen eller en anden form for fornedrelse. Fortællingen siger, at det ikke kan lade sig gøre at stoppe, før man har nået sin personlige bund, og jeg kunne slet ikke få øje på min. Der var langt derned, der var år og mange liter ren alkohol mellem mig og den virkelige fornedrelse. Hvis fortællingen var sand, skulle jeg gå hele den lange tur, før jeg kunne stoppe. Men det kunne bare ikke være sandt. Andet måtte være muligt.

FORTÆLLINGEN indeholder også ofte forældre, der er misbrugere, eller som ikke har sat grænser. Jeg selv er vokset op med forældre, der holdt sig til at dele én flaske vin fredag og én lørdag i de weekender, hvor min far havde fri. Min far ville måske tage to glas whisky, hvis han var forkølet. Efter konfirmationen i 7. klasse begyndte klassekammerater at gå til halbal og krobal. Det var udelukket for mig. Mine forældres normer har hjulpet mig her mange år senere. De har været ubehagelige, fordi jeg følte skam over det store forbrug, men de gjorde også, at jeg så problemet, og at jeg formåede at stoppe.

Problemet er kommet som en overraskelse for dem i mine omgivelser, der kender til det. Et vennepar (som selv drikker meget lidt) blev ved med at byde mig alkohol; da jeg for måske fjerde eller femte gang sagde, at jeg ikke kunne tåle alkohol, slog min veninde en latter op og sagde: »Du siger det, som om du var alkoholiker!?«. Den offentlige fortælling havde også haft effekt på hende. Jeg så ikke ud til at være på vej ned i rendestenen, så jeg kunne ikke være alkoholiker.

Det kan lyde som en kritik af vennerne, men det er det ikke ment som. Mit forbrug svarede til mange andre danskeres forbrug, også selv om det lå et stykke over de tidligere anbefalinger med maks. 14 genstande for kvinder. Mange danskere drikker så meget. For nogle er det et overforbrug, der er usundt, men som ikke (endnu?) har givet afhængighed. For andre af os giver det gradvis den forandring i hjernen, der giver trang til alkohol, og som fjerner evnen til at drikke et glas vin og tage vand for resten.

For en del alkoholikere er den offentlige fortælling præcis, men mit gæt er, at det må være muligt for flere at stoppe langt tidligere. I hvert fald hvis der er mere bredde i de offentlige fortællinger om at stoppe med eller skære ned på alkohol.

SELV FØLTE jeg i mange år, at alkohol var en bred, lige vej, og at der hele tiden var stikveje til siden, som jeg egentlig skulle kunne tage. Men drejningen var krap, og stikvejene virkede smalle og triste. Øl, vin og sprut tilbyder sig overalt og hele døgnet og lover med rusen glæde, afslapning, eller hvad man nu måtte have lyst til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mit andet problem var at lave den krappe drejning, det var helt at droppe alkohol. Jeg har mange gange købt en flaske vin for lige at ' øve mig' på at drikke kun ét glas. Måske to. Der var jo egentlig ingen grund til ikke at tage det tredje. Og så videre. Nogle dage senere tænkte jeg gerne, at det ikke kunne passe. Jeg måtte kunne styre det. Kun ét glas. Og så videre.

Det var nærmest en sorg at sige farvel til alkoholen, da jeg i foråret 2012 besluttede mig for ikke at drikke det næste lange stykke tid. På det tidspunkt vidste jeg egentlig ikke, om afskeden gjaldt et halvt eller to år, blot at det skulle være til jeg en dag kunne ' styre det' -hvis ellers den dag nogensinde kommer. I så fald er der lang tid til; En dag i foråret 2014 forsøgte jeg nemlig ar drikke et glas vin, og havde lige så stor succes som tidligere. Av, hvor var det nogle stygge tømmermænd! Det var svært at forstå, at jeg tidligere kunne holde ud at have bare en smule tømmermænd fra tid til anden.

Det tredje problem, jeg oplevede, var, hvad andre mon ville tænke om, at jeg ikke drak alkohol. Jeg har været helt overdrevet optaget af det. For mig var ændringen en revolution, for andre næppe bemærkelsesværdig. Kun par gange på to et halvt år har det givet spørgsmål, men det er formentlig også, fordi jeg har holdt mig væk fra mange arrangementer med alkohol.

DE REAKTIONER, jeg har fået, har været fine. Mestendels nysgerrige og interesserede uden at være snagende. Alligevel synes jeg stadig, det er svært ikke at kunne tåle alkohol. Jeg har det fint med andres vinglas og er glad for colaen i mit eget. Derimod har jeg svært ved at forstå, hvorfor en restaurant kan tage højde for ' veganer' eller ' ingen nødder', når de dækker op til en stor middag, men ikke for ' ingen alkohol'.

Jeg har også lidt svært ved at forstå, at de gravide, muslimerne og jeg selv under velkomstdrinks skal ud at lede efter et obskurt hjørne for at finde sodavanden. Hvilket minder mig om en sidste grund til ikke at drikke alkohol til julefrokosten: Flere af mine venner kan ikke lide smagen eller effekten af alkohol, men tager alligevel indimellem en øl.

Danske alkoholdrikkere kan nemlig få det helt skidt af at se en sodavand på det fælles bord. Og helt ærligt: Jeg har ikke selv været for god dér. Selv inden jeg blev afhængig, havde jeg svært ved at forstå, at andre ikke kunne lide alkohol. Og når jeg selv syntes, at jeg drak mere, end hvad godt var, var det behageligt at have selskab af andre. Når de drak, var mit forbrug o. k.

DER ER FLERE veje til et liv med mindre eller slet ingen alkohol. Det er forskelligt, hvad folk har brug for; for mange vil et formaliseret behandlingsforløb være det rette, mens andre, som jeg, foretrækker at finde deres egen vej. Det væsentlige må være, at man gør noget ved sit overforbrug eller en startende afhængighed. Dét løser ikke alle problemer, men man får ikke et nyt på halsen. Der må også være flere måder at fortælle om sin afhængighed på. Jeg har stor beundring for de mange, der har fortalt om deres besøg i rendestenen eller om smertelige ting, der har ført til misbrug.

Samtidig er der brug for flere typer af rollemodeller. Hvis man er afhængig, men ikke kan genkende sig i andres livshistorier, er det sværere at gøre sig fri af afhængigheden. Det kan også være sværere at vælge alkohol fra, hvis man automatisk forventes at oprulle en traurig forhistorie. Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at det bliver lettere at fortælle om sin afhængighed uden at invitere andre dybt ind i det private.

JEG STOPPEDE selv ' i tide': Misbruget kan ikke ses på mine levertal, og jeg kan drikke alkoholfri øl, uden at det udløser alkoholtrang og kontroltab. Min ambition med denne Kronik er at gøre det bare lidt lettere for andre også at skære ned eller stoppe. Der skal ikke meget til for at gøre det lettere: Til receptionen kan alkoholfrit og alkohol serveres på lige fod. En café kan sætte en god alkoholfri øl på menukortet, og måske kunne det også ske på værtshuset, festivalen, endda til julefrokosten? Folk, der beder om en sodavand, kan få den uden en ekstra opfordring til en øl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sidst, men ikke mindst, har jeg en besked til den, der holder af vin, øl med mere: Hvis du gerne vil blive ved at kunne nyde et godt glas eller to om ti og tyve år, så pas på. Hvis du drikker for meget, risikerer du at udløse afhængighed. Så hedder det sodavand for resten.

De sidste år har jeg skammet mig over at skille mig ud ved ikke at kunne drikke. Jeg har ikke fundet det flovt, hvis andre mennesker gjorde det samme, men mange ting er anderledes, når de gælder en selv.

Derfor har jeg også en mere personlig ambition med denne kronik. Nemlig, at tage den glæde og stolthed, jeg føler over at have droppet alkoholen, med hen til restauranten, værtshuset eller julefrokosten. Så længe jeg slipper for selv at drikke øl og snaps, skal det nok blive festligt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce