UNDER MIN vakkelvorne altan kommer en gammel mand gående med sin lille fede hund. Han har hundesnoren i den ene hånd og en plastikstol i den anden. Det er en praktisk foranstaltning, for så kan manden hvile sine ben, når hunden letter sine. Det er tidlig morgen i Jerusalem.
Jeg venter på min ven taxachaufføren, som skal tage mig til Betlehem. Chaufføren er en glad og udadvendt mand, han taler glimrende engelsk og forklarer enkelt og usentimentalt om den evige krig, som kun giver mening, når man ser den i et monetært perspektiv. I gamle dage sagde man ' no money, no honey', i dag siger man ' no war, no money'. Det er min erfaring, at uanset hvor man befinder sig på kloden, er det gennem taxachaufføren, man skal have den fulde sandhed, skønt i Jerusalem er sandheden lige så svær at finde som den mønt, man taber i basaren.
