SLAVESKIBE, TORTUR og massegrave er glemt for en stund. Velkommen til et danskklingende paradis. På de tidligere Dansk-vestindiske Øer sælges historien om Danmarks koloniale fortid. Huse, veje, brosten, is, bygninger og dyr. Alt, hvad der kan knyttes til Danmark, bliver profileret af rejsebranchen som dansk. For det er tydeligt, at danskerne er vilde med kombinationen af genkendelighed og eksotisme. Med udsigt til azurblåt hav kan man gå under palmerne i byer med navne som Charlotte Amalie og Christiansted. Langt fra kolde og grå Danmark og langt væk fra den debat, der i øjeblikket rusker op i danskernes forhold til vores koloniale fortid.
HANS KORTKLIPPEDE lyse hår bærer præg af mange timer under den caribiske sol. Smilet er professionelt. I højre side munder det ud i et charmerende smilehul, som især får de kvindelige turister til at grine, når han fyrer en af sine velafprøvede jokes af. Han peger på en af de mange fritgående høns og fortæller: »Hønsene her på øen stammer fra Danmark. Som I nok har bemærket, galer de kl. 2 om morgenen. Det er fordi, de ikke har vænnet sig til tidsforskellen«. Turisterne fotograferer straks hønsene med en fornyet interesse og griner af guidens kommentar.
