En kønsforræders bekendelser

Jeg er feminist, og jeg er stolt af det. Også selv om jeg som mandlig feminist må lægge øre til lidt af hvert. For som mandlig feminist har man enorm indflydelse på den kønspolitiske dagsorden.

Debat

FLERE GANGE i den seneste tid er jeg vendt tilbage til en valgvideo for Feministiskt Initiativ, lavet i forbindelse med det svenske valg i september. Valgvideoen er en blandt mange, hvor kendte musikere, skuespillere og filmfolk fortæller, hvorfor vælgerne bør stemme på partiet.

I videoen er det ikke en hvilken som helst kendis, der taler; det er en verdensberømt en af slagsen, nemlig Abba's Benny Andersson. Han er i dag en ældre gråskægget mand, og hans runde sorte briller får ham til at tage sig måske lidt mere alvorlig ud end nødvendigt. Men øjnene er levende og stemmeføringen nærværende, når han siger: »Hej. Jeg hedder Benny Andersson, og jeg er feminist. Der synes at råde en vis usikkerhed og forvirring, når det gælder begrebet feminisme.

For mig betyder det, at hvis man er medvidende om de strukturelle uretfærdigheder, som råder mellem kønnene, og hvis man ikke accepterer dem, men faktisk forsøger at gøre noget ved situationen, så er man feminist«. Jeg er dybt inspireret af de ord. For som mandlig feminist er jeg altid på jagt efter udsagn, kommentarer og kloge ord fra andre mandlige feminister. Ikke fordi jeg ikke kan blive inspireret af kvindelige feminister, men fordi det er bekræftende for mig at høre mandlige synspunkter om emnet. Herhjemme er der ikke mange mandlige feminister sammenlignet med i Sverige, men det er langsomt ved at ændre sig. Og for nylig har eksempelvis politikere som Rasmus Brygger (LA) og Frank Jensen (S) begge meldt ud, at de er det.

ALLE feminister har hver sin unikke position at være det ud fra. I mit tilfælde gør især disse faktorer sig gældende: Jeg er hvid, jeg er mand, jeg er heteroseksuel, jeg er i 40' erne, jeg er født og opvokset i Danmark og har boet i København i hele mit voksne liv, og jeg har et kombineret kunstnerisk, akademisk og musikpolitisk arbejdsliv. Desuden har jeg gennem de senere år erhvervet mig en position som debattør og ekspertkilde inden for musikområdet, og netop den adgang til medierne, jeg dermed har haft, har givet mig mulighed for at være langt mere synlig i kønsdebatten, end det måske ellers ville have været tilfældet.

For mig er feminisme dels den opfattelse, at en patriarkalsk kønsmagtordning fortsat dominerer samfundet, og feminismen kritiserer dermed ikke nødvendigvis mandekønnet, men derimod snarere de strukturer, som har givet mandekønnet dets særlige privilegier. Og det er dels den opfattelse, at alle mennesker har krav på at blive behandlet ens og ligeværdigt uanset køn, etnicitet, seksuelle præferencer, status, alder og samfundsposition.

FEMINISME er for mig også noget andet: Det er at bidrage aktivt til, at mennesker taler mere empatisk, anerkendende og respektfuldt til og om hinanden, og at ironien, sarkasmen, nedladenheden, hadet og shamingen kommer på retur. Det er også at modarbejde sexisme, diskrimination, kvindehad og alle former for vold og dermed modarbejde egoistisk magtudøvelse mellem mennesker på et personligt plan. Og det er desuden at være normkritisk over for de måder, vi i samfundet forhandler køn på, ikke mindst den heteronormativitet, der gennemsyrer alt omkring os, ikke mindst i mange af de reklamer og film vi ser, popsange vi hører og romaner vi læser. Dermed er feminisme for mig også at udfordre den opfattelse, at kønsstereotyperne skulle være biologisk determinerede.

Det handler om at arbejde for, at køn på sigt skal mindske sin betydning som social kategori, sådan at det er mennesket, det kommer til at handle om, ikke dets divergerende kropstegn og ikke dets eventuelt objektiverende-seksualiserede eller racialiserede karakteristika. For mennesker er nu engang meget mere end deres køn, hvilket er særlig vigtigt at pointere i en tid, hvor børn lige fra fødslen bliver stemplet som kønsstereotyper, symboliseret ved de kønsindskrænkende blå og lyserøde standardfarver i hjemmet, i vuggestuen og i børnehaven. At være feminist er desuden at fokusere på manden.

For ikke sjældent lider også mænd under de heteronormative standarder, lider under forventningerne til, hvordan de skal være ' rigtig mænd', lider under machokulturens sanktionerende mobbemekanismer, lider under at blive mødt med negative forventninger i uddannelsessystemerne, lider under en manglende evne til at være netop empatiske, anerkendende og respektfulde i relationen til andre mennesker, kort sagt: lider ligesom alle andre under at være underlagt den patriarkalske verdensorden.

SELV OM mænds følelsesliv ikke længere er et entydigt tabu, er det for mange forbundet med statustab at udvise svaghed eller afmagt, mens problemer med fysisk sygdom, stress, misbrug, depression, lavere levetid, højere selvmordsrate samt øgede problemer med kærlighedssorger og manglen på nære relationer bliver fejet ind under gulvtæppet, ikke konfronteret.

Hidtil har feminismen herhjemme dog ikke fokuseret nok på disse forhold, ligesom den heller ikke har gjort det nok, hvad angår vold mod og voldtægt af mænd samt mænds barsel. Men jeg tror, at det vil ændre sig markant, i takt med at flere mænd indser, hvilken attraktionsværdi og hvilke fordele feminismen rummer også for dem.

Ironisk nok betyder det at være speci-fikt mandlig feminist, at mulighederne for at blive hørt umiddelbart er større i forhold til kvindelige feminister. For dels ved vi fra statistikkerne, at medierne foretrækker mandlige kilder frem for kvindelige, dels lytter de fleste vanemæssigt stadig bedre efter, når en mand taler, end når en kvinde gør det. Der er altså et paradoksalt magtaspekt involveret: Jeg får som mandlig feminist mere taletid og særlig opmærksomhed ved at benytte mig af et af mine medfødte patriarkalske privilegier -som jeg samtidigt kritiserer.

AT VÆRE feminist vil dog også sige at støde på sejlivet modstand mod begrebet. Det gælder ikke mindst i Danmark, som stadig døjer med efterveerne af 1970' ernes rødstrømpebevægelse, forstået på den måde, at bevægelsen skabte grobund for en forestilling om feminisme som noget sekterisk, elitært, hysterisk og hamrende usexet; måske fordi dens udfald mod patriarkatet dengang nødvendigvis måtte blive radikalt og uforsonligt. Den mest udbredte fordom om feminismen har utvivlsomt med denne forestilling at gøre, nemlig at en feminist altid er en kvinde. Men som det fremgår ovenfor, er det ikke forbeholdt et bestemt køn at være feminist, og det er derfor ikke en kønsmæssig særinteresse at være det.

En anden fordom er den ligeledes 1970' er-influerede forestilling, at feminismen vil ' tage magten fra mændene' og indføre et matriarkat, hvor mænd skal undertrykkes, på samme måde som kvinder er blevet det gennem patriarkatet.

Intet kunne være mere forkert: Det er en opfattelse, som feminismen generelt har taget skarpt afstand fra lige siden og på ingen måde betragter som et validt feministisk standpunkt. Præmissen falder desuden helt til jorden, når vi nu ved, at feminister arbejder for ligestilling på alle områder, og at ikke blot kvinder er feminister.

Endelig er der en udbredt modstand mod selve ordet feminisme, for hvis det handler om at fokusere på ligestilling, hvorfor så ikke blot kalde det det? Men feminismen er en tanketradition og en erfaringskraft, der går mere end 200 år tilbage til den franske revolution, og som derfor historisk set har opnået en særlig position som det område, hvor ikke blot ligestilling, men også kønsmagtordninger kan blive særlig italesat. Disse kampe angik i de første mange år primært kvinders rettigheder. Det var også tilfældet, da feminismen fra 1970' erne fik et egentligt teoretisk fundament og til dels antog karakter af at blive en magtanalyserende, politisk bevægelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

FEMINISME er det helt rigtige ord også af en anden årsag: Feminine egenskaber burde efter min opfattelse have langt mere plads i menneskesindet i forhold til den række af specifikt maskuline egenskaber, som erfaringsmæssigt nok har genereret både mod, handlekraft og ambition, men som også har fremmet had, mistænksomhed, lukkethed, aggression, vold, fordomsfuldhed, kompetitiv og herskende adfærd foruden endeløse rækker af krige og dermed endeløse rækker af krige og dermed endeløse menneskelige lidelser (uagtet at nogle af disse krige selvfølgelig har været nødvendige og uundgåelige af andre årsager).

Mine aktiviteter inden for området har betydet, at jeg er blevet mødt med stimulerende opbakning fra LGBTQ-personer (det vil blandt andet sige homoseksuelle og queers) og fra heteroseksuelle kvinder og mænd, der alle er opmuntret over at se en mandlig feminist gøre sine synspunkter gældende i det offentlige rum. Men det har også betydet, at andre heteroseksuelle personer - især mænd - har reageret ganske stærkt på mine synspunkter. Her er et parafraseret udvalg af de reaktioner, jeg jævnlig har mødt: 1) »Sig mig, er du ikke bare ude på at komme i bukserne på feministerne?«. (Underforstået præmis: Du fisker jo bare efter at få lidt letkøbt sex, og vi kan sagtens gennemskue hvor lusket du er).

2) »Er du i virkeligheden ikke homo, men blot ikke klar over det selv?«. (Underforstået præmis: ' Rigtige mænd' ' holder ikke med' kvinder og homoseksuelle i kønsdebatten, og derfor kan du ikke være heteroseksuel).

3) »Er du ikke i virkeligheden et dybt traumatiseret, ødipalt tilfælde, som straks burde tale med en psykolog, siden du hader dit eget køn så meget?«. (Underforstået præmis: Din dømmekraft er svækket af din problematiske psykiske tilstand).

4) »Du er jo ekstremfeminist, og intet medie burde lægge navn til dine dybt rabiate synspunkter«. (Underforstået præmis: Du er komplet bindegal, og det er en skandale, at offentligheden ikke kan se det).

DESUDEN ER jeg flere gange blevet truet med at blive anmeldt efter straffelovens racismeparagraf for at håne og nedværdige hvide heteroseksuelle mænd. At paragraffen ikke nævner ordet køn, er ifølge kommentatorerne årsagen til, at jeg hidtil er gået fri. Det ville ellers i øvrigt være en interessant juridisk problemstilling at blive politianmeldt for racisme mod netop den gruppe af personer, jeg som hvid, heteroseksuel mand selv tilhører. Så er der de talrige negative kommentarer, som jeg har modtaget i forbindelse med mine blogs eller debatter på de sociale medier. Her er et citeret udvalg: 1) »Mand dig op, Marstal, før du fuldstændig flyder ud i din misforståede solidaritet med de sexforskrækkede, frigide feminister.

(...) De regner dig jo ikke for noget, uanset hvor meget du lefler og smisker for dem«. 2) »Hvis man ser bort fra din (...) åbenlyse mangel på kontakt med virkeligheden, så undres man over hvad det er for vindmøller, du egentlig kæmper mod. (...) Den sexisme, du taler om, er stendød«. 3) »Man mistænker jo helt Henrik Marstal for blot at være pissed over ikke at være født som en gnaven kvinde. Tillige er han en af de dér ulidelige, politisk korrekte selvophøjede, selvretfærdige og selvproklamerende ' meningsdannere'«. 4) »Henrik Marstal er en offentligt kendt politisk aktivist. Han er i min bog en antidemokratisk ekstremist, og jeg er oprigtig talt bange for, at typer som ham får magt som de har agt«. SOM DET fremgår, er det ikke ligefrem argumentationstrang, der tynger disse kommentatorer. Og som det fremgår, benytter de sig af en konsekvent anvendelse af herskerteknikker, der skal tjene til at latterliggøre, negligere eller afspore emnet, sådan som mange debattører bliver udsat for, når de diskuterer køn. Jeg er næppe den eneste mand, der i sådanne debatter er blevet betegnet med et sexistisk udtryk som at blive kaldt kvindagtig - underforstået, at det er ringere at være kvinde end mand, og at mænd derfor kan nedgøres ved at blive kaldt for kvinder.

Ironien er tydelig: Med deres nedladende ord benægter disse mandlige kommentatorer det, som jeg kritiserer dele af mandekønnet for, men kommer netop derved til at bekræfte det yderligere. Hvorfor al denne frustration og aggression hos dem? Hvorfor denne grove og patroniserende debatkultur vedrørende mandlige feminister? Og hvorfor denne nærmest automatiske mistænksomhed over for et samfundssyn, der fokuserer på at sætte mennesket i centrum? En årsag kunne være, at mange mænd ser mandlige feminister som nogle, der svigter deres eget køn ved at problematisere dets adfærd.

Med andre ord er mandlige feminister at opfatte som kønsforrædere og dermed som nogle, der fortjener afrettelse og social sanktionering samt at blive skammet ud af det mandlige fællesskab. Men hvis det lige nu er os mandlige feminister, der bliver anset for kønsforrædere, vil det til gengæld være de frustrerede mænd, der bliver det, den dag feminismen har fået mere fat på tværs af kønnene. Jeg har taget mændene på ordet og er begyndt at kalde mig selv for kønsforræder. Det er også navnet på min weblog, hvor mine indlæg om køn kan læses (www.koensforraeder.org).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

MANGE MÆND føler sig ramt af, at jeg i mine indlæg har fokuseret meget på mandekønnet som en del af problemet snarere end af løsningen.Men desværre er det ubetinget nødvendigt at kritisere den gældende kønsmagtordning, hvis kønsdebatten skal flytte sig i retning af mere ligestilling, ikke blot mellem mænd og kvinder og mellem mere privilegerede og mindre privilegerede, men også mellem alle grupper af mennesker.

Derfor er det også nødvendigt at kritisere de måder, hvorpå mange mænd i kraft af de patriarkalske strukturer og vaner bevidst eller ubevidst forsøger at fastholde deres medmennesker i en underlegen position. Hvis alt dette ikke skete i samfundet på daglig basis, skulle jeg skam nok finde på noget andet at skrive om. Men at det sker, gør det kun endnu mere nødvendigt at fokusere på feminismens muligheder for - sagt med en bevidst naiv formulering - at skabe en bedre og mere kærlig verden.

Så jeg gentager, ligesom Benny Andersson har gjort det på min computer igen og igen: »Jeg er feminist«. Og ligesom han ønsker jeg at reclaime begrebet og med mine egne ord og handlinger vise hvor aktuelt det er i Danmark her i 2010' erne - ikke mindst for mænd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce