Den litterære selfie, som har præget Kroniken det sidste halve år, er et opgør med modernismen og dens insisteren på at adskille fortæller og forfatter. I den nye epoke er individet forudsætningen for kunsten på en helt anden måde end før.

Vi er alle ens, fordi vi er forskellige

Lyt til artiklen

I EFTERÅRET var det, at Politiken opfordrede alle til at indsende ’ litterær selfies’. Det skulle være autofiktive tekster, der handlede om mig selv. Resultatet blev en række litterære essays. De minder lidt om de små fortællinger, som man kan ’ lægge ud’, som det hedder, på Facebook. Avisen efterligner i forvejen selv Facebook ved at invitere til kommentarer.

Mange har allerede set, at der findes en eller anden forbindelse mellem de sociale medier og autofiktionens nedbrydelse af grænsen mellem offentlig og privat eller mellem at vise og at skjule. Ganske som der ikke er gardiner for vinduerne i moderne byggeri, har fiktionen fjernet fiktionens gardisetter og viser virkeligheden, som den er. Mange forfattere har smidt sløret. Louise Zeuthen har taget det af Suzanne Brøgger i biografien ’ Krukke’. Men forfatteren, der engang hed Claus Beck-Nielsen, får man ikke til at tage tørklædet af - han er stadig i forklædning, senest som Karen Blixen-lignende diva og som transseksuel folk-sanger i Ukraine.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her