Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Joachim Adrian
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi er alle ens, fordi vi er forskellige

Den litterære selfie, som har præget Kroniken det sidste halve år, er et opgør med modernismen og dens insisteren på at adskille fortæller og forfatter. I den nye epoke er individet forudsætningen for kunsten på en helt anden måde end før.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I EFTERÅRET var det, at Politiken opfordrede alle til at indsende ' litterær selfies'. Det skulle være autofiktive tekster, der handlede om mig selv. Resultatet blev en række litterære essays. De minder lidt om de små fortællinger, som man kan ' lægge ud', som det hedder, på Facebook. Avisen efterligner i forvejen selv Facebook ved at invitere til kommentarer.

Mange har allerede set, at der findes en eller anden forbindelse mellem de sociale medier og autofiktionens nedbrydelse af grænsen mellem offentlig og privat eller mellem at vise og at skjule. Ganske som der ikke er gardiner for vinduerne i moderne byggeri, har fiktionen fjernet fiktionens gardisetter og viser virkeligheden, som den er. Mange forfattere har smidt sløret. Louise Zeuthen har taget det af Suzanne Brøgger i biografien ' Krukke'. Men forfatteren, der engang hed Claus Beck-Nielsen, får man ikke til at tage tørklædet af - han er stadig i forklædning, senest som Karen Blixen-lignende diva og som transseksuel folk-sanger i Ukraine.

»ÆRLIG KUNST er altid et selvportræt«, og »Vi har brug for det private«. Citaterne ser meget nutidige ud. De stammer fra Svend Wiig Hansen, og de kan læses i forbindelse med udstillingen af hans selvportrætter på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Kunstmuseum i Herning. Elmgreen & Dragsets udstilling på Statens Museum for Kunst hedder ' Biography'. På ARoS i Aarhus strømmer folk til for at se Mikael Kviums selvportrætter. I forbindelse med udstillingen har det interaktivistiske museum fået en idé, der minder om Politikens, idet de besøgende opfordres til at lave en Kvium-lignende selfie med en mobiltelefon. Og det er jo fra dette stykke teknologi, at selfien stammer.

Den er et selvportræt, der skal deles med andre på Facebook. Deraf det sociale. Fotografiapparatets øje var før i tiden altid vendt mod den anden. Man kunne næsten ikke fotografere sig selv. Dernæst tog det tid, før man så billedet. I min generation har mange det sådan, at vi hader at se et billede af os selv. Nu ser børn sig selv på film og fotografidagligt. Og de elsker disse spejlbilleder. Alle er omgivet af selfier, dvs. at selvet er blevet selvets omgivelse. Instant feedback.

TO KRONIKKER indrammede de omtalte litterære selfies. ' Her er min version' var skrevet af Kim Leines far, Kjeld Munch Rasmussen. Den handlede om ham selv, men dermed også om sønnen. Faren var ufrivilligt blevet en romanperson i sønnens roman ' Kalak', men kan man sådan uden videre gøre andre personer til romanpersoner? Det var spørgsmålet.

Kim Leine brød igennem med erindringsromanen ' Kalak', der handlede om Kim selv; om den homoseksuelle fars misbrug af drengen, om Kims eget misbrug af stoffer og grønlandske kvinder, mens han virkede som sygeplejerske på Grønland. Bogen var en slags bekendelse af alskens moderne synder. ' Kalak' ender lykkeligt som en virkeliggjort version af H. C. Andersens ' Den grimme ælling'. Leine måtte gå så grueligt meget ondt igennem, men endte som en af Nordens betydeligste forfattere. ' Kalak' var, hvad mange i dag kalder autofiktion eller fiktionsfri fiktion. Leines far antyder med sin titel, at ' Kalak' dog kun var én version af sandheden. Ikke sådan, at hvad faren siger er sandhed, mens hvad sønnen skriver er digtning, men sådan forstået, at ' Kalak' er subjektiv.

DEN ANDEN indrammende kronik havde også med Grønland at gøre. Den var skrevet af Iben Mondrup i forbindelse med udgivelsen af romanen ' Godhavn'. Hun skriver ikke autofiktion, siger hun, men dog fiktion, der bygger på virkelige begivenheder. Disse har hun beskrevet på sin blog, så vi på den måde både har materialet (blogs) og omformningen (romanen) af det. Bogen ville have været autofiktion, hvis hun havde udgivet blogteksterne. Mondrup identificerer fiktion med subjektivitet, og hendes roman handler om tre børns versioner af samme virkelighed.

Vi kan ikke undgå at tænke på, at et af børnene er Iben, eller også at de alle tre er et sammensat portræt af forfatteren som ung. Mondrup overvejer dog også, hvordan hendes mor har det med at være blevet en romanperson. Moren bærer ganske vist den maske, som hedder fiktion, men masken er delvis gennemsigtig. Både Leine, Erling Jepsen og Mondrup gør således virkelige personer til romanpersoner uden at spørge dem, går jeg ud fra. Leines far har på en måde protesteret, ganske som Hans Kirks kusine Maren Kirk i sin tid kritiserede Kirk for i ' Fiskerne' at forvride den sande historie.

POLITIKEN opfordrede som sagt alle til at indsende en autofiktion eller en litterær selfie. Her ser vi, at ordet ' autofiktion' allerede er optaget i sproget. Det er et ord, der siden omkring 2000 har bredt sig over hele verden. Oprindelig betød det, at selvet (auto) er en fiktion. Autofiktioner handler ofte om uafklarede fadersøn-forhold. Der er tale om en slags Ødipus-fortælling. Autoanalyse i stedet for psykoanalyse. Ordet autofiktion bruges nu på mange andre måder, men i denne sammenhæng blev det knyttet til Karl Ove Knausgårds ' Min kamp'. I en autofiktion er hovedperson og fortæller den samme; og man skriver om sig selv i litterær form, hvilket ikke er det samme som fiktion.

Man fornemmer, at autofiktion er noget tredje eller noget nyt: hverken roman eller selvbiografi. I de litterære selfies, der blev offentliggjort, nævner forfatterne dog ikke navne på virkelige personer. Alt tyder på, at de fortæller om egne oplevelser. De går altså ikke så langt som Knausgård, og karakteristisk nok handler de fleste om forholdet til en mor, der enten er syg eller fraværende. Skellet mellem privat og offentligt er ophævet. Vi må åbenbart have brug for det private.

SOFIA RASMUSSEN vil være en god stedmor og ikke som hende i eventyret. Hun fortæller om sit forhold til sin kærestes lille søn, Tobias, og om hvordan det er at forlade et papbarn. Vi går ud fra, at det er hendes egen historie, men hun bruger dog fiktion til at sløre de virkelige forhold. Morten Pape benytter rejsemetaforen, og han beretter om sig selv som lille dreng, der som i ' Rødhætte' af den fordrukne mor sendes ud i den farlige verden for at hente cigaretter. Han blev ved et arrangement om autofiktion i Politikens Hus spurgt om, hvad moren ville sige til at blive repræsenteret, som hun blev. Det havde hun ikke noget imod, fortalte han. Anna Arendse Thorsen skriver om sin psykiske tilstand, der langsomt forværres. Også her er en mor i periferien.

Igen findes der autofiktive forbilleder, bl. a. den norske blogger Linnéa Myhre, der skrev romanen ' Evig søndag', der beskriver hendes samtaler med en psykiater. Her er intet fiktionaliseret. Gerda Hyldrup skriver om sine syge mor. Moren fulgte ikke Finn Wilkens i skole første skoledag. Lulu Jacobsen skriver om et problematisk forhold til sin mor. Igen: Er der noget nyt eller autofiktivt over det? Vi konstaterer først, at de alle skriver om familien. De har opgivet den postmoderne illusion om selvskabelse eller selvfremstilling. De er produkter af en umulig familie.

MAN KAN JO godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er noget nyt at skrive om sig selv, sådan som en del har gjort, lige siden selvet blev opfundet. Den amerikanske digter Walt Whitman (1819-1892) skabte en slags model med sin ' Song of Myself', der havde stor gennemslagskraft. I 1960' erne dukkede den såkaldte bekendelseslitteratur op; dens bedste udøvere var Robert Lowell med sine ' Life Studies' (1967) og Sylvia Plath med ' The Bell Jar'. Dog ville man ikke kalde disse værker autofiktive.

Traditionen fra Whitman og fremefter blev i amerikansk litteratur mobiliseret for at knuse T. S. Eliots og formalismens hegemoni. I denne formalistisk-modernistiske tradition handler et digt ikke om mig selv. Det er ikke ekspressivt; jeget i digtet er en fiktion. Det er fra denne tradition, der har domineret litteraturundervisningen, at vi har lært at skelne mellem forfatter og fortæller. Det er næsten blevet en lov, der ikke må brydes. Det beskytter værket mod at blive læst biografisk. Det modernistiske værk var en anti-selfie.

K. E. Løgstrup mente, at det digteriske sprog siede det private fra. Formalismen har litteraturundervisning lagt bag sig. Vi lever i en biografisk kultur, og den biografiske læsemåde er vendt tilbage. Det er selfier og autofiktioner symptomer på.Se blot på Zeuthens 'Krukke: En biografiom Suzanne Brøgger' eller Hanne-Vibeke Holsts ' Knud den store'. Forfattere er synlige, og forfattere går fra at være kendte til at blive finkulturelle celebriteter, hvilket sker, når fokus flyttes fra deres offentlige liv til deres privatliv. I 'Krukke' gengives en liste med navne på mænd og lidt om deres egenskaber (i sengen). Om Svend Wiig Hansen skriver Suzanne Brøgger: »fatal naturkatastrofe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke mennske (sic)«. Vi har altså brug for det private. Vi får det at se i de fiktionsfri fiktioner. Hvori består de ny? Før i tiden var der en konflikt mellem eneren og massen, mellem individ og fællesskab. Men kunne skille sig ud og blive sig selv. I dag er det individuelle det sociale. Alle skal leve deres song of myself. Det er skæbne.

VI HAR MINDST tre danske forsøg på at skrive lige så fiktionsfrit som Knausgård. Alle kunne betegnes som litterære selfies. Litteratur er en hård kamp. Kamp mod forgængerne og kamp mod indflydelsen. Kampen om at komme først og kampen for at være original og selv indflyde på andre, så de ikke kan komme til. Ingen af de danske forfattere har brugt romanformen; den havde Knausgård besat. Først kom Pablo Llambías med sonettrilogien, hvis tre bøger har navne fra bjerge. Tre bøger, hvori han selv er hovedperson. Rituelt siger han dog, at tekstens ' Pablo Llambías' ikke er virkelighedens Pablo Llambías, men ingen tror ham. Her er forfatter og fortæller identiske. Han forsøger at fastholde formalismens upersonlighedsteori, men det virker ikke. Digtene handler kun om virkelige personer.

De er renset for fiktionens filter. Dernæst er der naturligvis Yahya Hassans prototypiske litterære selfie med titlen ' Yahya Hassan', der ifølge digtet selv ikke kunne være skrevet uden Knausgård som udvirkende årsag. Hassan nævner ikke navne og slet ikke fadernavnet. Det samme er tilfældet hos Knausgård og Llambías.

Endelig er der Naja Marie Aidts, Line Knutzons og Mette Moestrups generøse og monstrøse fællesbog ' Frit flet'. Hører den med eller ej? Det er svært at afgøre, om de hører til på Knausgård-eller Renée Toft Simonsen-fløjen. De tre forfattere forsøger en anonymisering og kalder sig A, B og C. Det er formalisme light. I en logbog fortæller de om den første Litteraturfestival på Louisiana, hvor stjernen var Karl Ove Knausgård, men de nævner ham ikke, skønt de naturligvis må have set ham. Bogen præsenterer et stort udsnit af selvbiografisk materiale: billeder, dagbøger, samtaler, børnetegninger, interviews, logbøger, dvs. en masse stof, der kunne blive til en fiktiv roman.

Bogen som helhed beretter også om de tre forfatteres kamp for og imod forskellige ting. Pudsigt nok falder udgivelsen næsten sammen med Laura M. Arnesen og Marie Wivels succesbog ' Fletninger - en step by step guide'. Dog slår det én, at meget af det private er fjernet fra ' Frit flet'. Vi hører meget lidt om forfatternes børn og mænd. På det punkt har de ikke vovet så meget som Renée Toft Simonsen. 'Frit flet' er dog en nyskabelse i nordisk litteratur; der er tale om en ny slags litteratur eller en ny genre.

I POLITIKENS indbydelse blev det antydet, at alle eller de fleste kan skrive en litterær selfie, ganske som ARoS også antager, at alle kan lave en Kvium-selfie. Der er et eller andet demokratiserende over det. På Jorn-museet i Silkeborg bruges der næsten lige så megen plads på Jorn-imiterende børnetegninger som på Jorns egne malerier. Den franske forfatter Serge Doubrovsky, der i 1977 opfandt ordet 'autofiktion', sagde, at kun berømte mennesker kan skrive selvbiografier, men alle kan skrive autofiktion. Alle har en historie at fortælle. Vi kan selv.

Vi sætter 'selv' foran utallige ord for tiden: selvfremstilling, selviscenesættelse, selvbruner, selvrealisering, selvbetjening, selvintegration - og så selfies i alle former. Vi har ikke at gøre med endnu en 'me-generation' (som i 1950' erne), ej heller har vi at gøre med stigende individualisme eller en egoisme-epidemi, der skal behandles med sociale etikdråber. Tværtimod. Denne fejldiagnose stilles dog konstant, og den er reaktionær og antimoderne.

Renée Toft Simonsen har netop givet udtryk for denne totale misforståelse af samtiden. Hun udtaler: »I vores moderne verden er egoet virkelig i centrum. Det er mig, mig, mig: Se mig på Instagram, hør mig på Twitter og følg med i mit liv på Facebook. Hvorimod det med fællesskaberne er rykket i baggrunden«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DE NYE kunstformer passer som fod i handske til ' det andet modernes individualisering', sådan som det er beskrevet af den tyske sociolog Ulrich Beck. På spørgsmålet: ' Hvem er du?' er svaret 'Jeg er mig' - ich bin ich. Vi får ikke identitet ved at tilhøre en gruppe, et folk, et parti, et køn, en klasse, et fællesskab, en kultur, en religion.

Vi skal lave vores egen biografi; det som Beck kalder en ' Bastelbiographie', dvs. en biografi, der er sat sammen af mange fragmenter, som vi henter her og der. Livet er blevet et ' Gesamtkunstwerk Ich'. Det er f. eks. Jacob Skyggebjergs roman ' Vor tids helt' et autentisk udtryk for.

Individualiseringen er ikke valg, men skæbne, og derfor er modsætningen mellem individ og fællesskab ophævet. Vi er alle ens, fordi vi er forskellige. Jeg ville derfor ikke tøve med at kalde Knausgårds ' Min kamp' for det andet modernes og individualiseringens epos. Vi vil alle leve vort eget radikalt ikke-identiske liv, og det er det, han beskriver, og det er det, vi identificerer os med.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden