Den sidste uges tid har Danmark demonstreret et sammenhold uden sidestykke. Vi har mindet og æret de to helt uskyldige mennesker, der koldblodigt blev dræbt, alene fordi de deltog i noget så dansk som et debatmøde og en jødisk konfirmation. Vi har med lys, mindehøjtideligheder, blomster og hilsner vist vores medfølelse med de dræbtes familier og pårørende.
Det har vi gjort på tværs af politiske og religiøse skel. Jøder, muslimer, kristne. Politikere af enhver overbevisning. Ved at stå sammen har vi vist, at der er værdier, der er større end hverdagens diskussioner og konflikter. Vi har vist, at det er værdier, vi vil kæmpe for, og at demokrati, ytringsfrihed og vores danske måde at være på er noget, der er helt grundlæggende fælles for os, uanset hvem vi i øvrigt er.



