Jo, jo, godt nok var de nazister og myrdede nogle indvandrere i Tyskland. Og de myrdede vist også en betjent.

Men i virkeligheden var det synd for dem. De var nogle stakkels marginaliserede unge fra det tidligere Østtyskland, hvor man er ramt af arbejdsløshed og stigmatiseret af omgivelserne.

Man skal da tage afstand fra mord, men vi skal holde en ordentlig tone i debatten om højreekstremister og få gang i en dialog med nazisterne.

Sådan kunne reaktionen have lydt fra humanistiske intellektuelle, da en nazi-terrorcelle i 2011 blev afsløret i Tyskland. I hvert fald hvis den skal følge samme logik, som den der har præget en perlerække af forfattere, siden islamistiske terrorister gik amok i Paris og København. Og hvor – i egen selvforståelse – intellektuelle har haft travlt med at forklare og relativere forbrydelserne.

Men man hører ikke samme undskyldninger, når det drejer sig om den højreekstreme terror. Af den simple grund at den begås af hvide fascister. Så skal terroren ubetinget fordømmes.

Begås terroren derimod af farvede fascister, er der nok formildende omstændigheder. Så er det sikkert ’en reaktion’ på provokationer, stigmatisering og langvarig undertrykkelse fra det omgivende samfund.

Helt i stil med fårenes enfoldige omkvæd i Georg Orwells bog ’Animal Farm’: »Two legs bad, four legs good«. Aktuelt lyder mantraet bare: »Danskere undertrykkere, indvandrere ofre«.

Refleksreaktionerne fra mange forfattere og kunstnere har da også været helt efter bogen: Fra Kristian von Hornsleth, der efter massakren på Charlie Hebdo smagfuldt udtalte, at »ekstremisterne har gjort opmærksom på en ulykkelig desperation« over Carsten Jensens påstand om, at Danmark »har søgt konfrontationen i tyve år og nu har fået den« til Jacob Skyggebjerg, der mener, at ytringsfriheden er »noget opreklameret lort«. Udtalelser, der smukt illustrerer, hvilket niveau den danske kulturelite befinder sig på.

LÆS CARSTEN JENSENS DEBATINDLÆG

Der er begavede undtagelser som forfatterne Birgithe Kosovic og Henrik Dahl samt standupperen Lasse Rimmer. Men en pæn del af danske intellektuelle er tydeligvis kun i stand til at gentage de samme ureflekterede fraser.

Det er en skam, for der er en hel palet af væsentlige spørgsmål, man bør undersøge nærmere, hvis man vil forstå baggrunden for terroren. Som for eksempel:

Er det et rent tilfælde, at islamistisk terror i disse år står for langt de fleste terroranslag med dødelig udgang? Eller kunne det være, at Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted har en pointe, når han beskriver islamismen som den største fascistiske trussel globalt set?

Hvad er forklaringen på, at islamisterne ikke alene er i krig med Vesteuropa, USA og Israel, men også med Indien, Rusland, Kina, Australien og en hel stribe afrikanske lande? Skyldes det en ’verdensomspændende sammensværgelse mod islam’, som islamisternes konspirationsteori hævder.

Eller skyldes det snarere, at islamismen er en særlig aggressiv og morbid udgave af religiøs fanatisme?

Hvordan passer rutineforklaringen om, at problemerne bunder i det danske samfunds ’hetz mod muslimer’, med virkeligheden? Hvis det er den danske udlændingedebat, der fremprovokerer islamistisk vold, er det lidt svært at forklare, hvorfor terrorhandlinger også rammer politisk korrekte lande som Spanien og Storbritannien.

Ja, selv i Sverige, hvor den politiske korrekthed er drevet ud i parodien, har der været forsøg på islamistisk terror.

Hvorfor er der så stor forskel på, hvordan ikkevestlige indvandrere klarer sig i Danmark? Hvorfor klarer flygtningegrupper fra Vietnam og Sri Lanka sig gennemsnitlig langt bedre end indvandrergrupper fra Marokko og Tyrkiet? Hvorfor har mænd fra etniske grupper med muslimsk baggrund i gennemsnit en højere kriminalitetsrate, selv når man renser for alder og socioøkonomiske faktorer? Hvorfor klarer muslimske piger sig bedre end drengene?

Kan forklaringen være problemer med den muslimske drengeopdragelse, som socialdemokraten Yildiz Akdogan har antydet? At mange muslimske drenge opdrages til en feudal manderolle, som med dens fokus på ære og manglende evaluering af egne nederlag skaber vrede unge mænd, der giver andre skylden for deres modgang. Vrede unge mænd, der er i fare for at blive bandekriminelle eller islamister. Eller begge dele på én gang.

Og endelig: Hvordan kan man i ramme alvor tro, at problemet kan løses ved at undgå Muhammedtegninger, når konflikten startede med Khomeinis fatwa over en bog – uden en eneste karikaturtegning?

Det er elementer, man kan analysere ved at trække på facts fra Danmarks Statistik, studere kulturelle forskelle og ved at gennemgå den islamistiske fremfærd globalt set. Men det kræver et analyseniveau, der er en anelse mere avanceret end ’hvid mand ond – farvet mand offer’.

Det komiske er, at den kulturelite, der ikke evner en dybere politisk analyse, føler sig kaldet til at belære det politiske niveau og den danske befolkning om, hvad der er rigtigt og forkert.

Det minder om 30’erne og 40’erne, hvor en stor forfatter som Hans Scherfig var blind som en muldvarp, når det gjaldt stalinismens forbrydelser. Scherfig skosede hele sit liv politikere og befolkning, fordi de ikke fattede »Sovjetunionens storhed«.

Nu kunne man vælge at tage den på den høje klinge og sige, at mange intellektuelle endnu en gang forråder demokrati og ytringsfrihed. Men man skal ikke være for hård ved folk, der flasher deres politiske analfabetisme. Det er faktisk synd for dem.

Lad os i stedet glæde os til de næste ’two legs bad, four legs good’-indlæg. Der vil komme kaskader hver eneste dag, og med den rette indstilling er de endnu sjovere end At Tænke Sig.

Det er ufrivillig intellektuel satire på højt plan.