Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anders Fogh forstår stadig ikke, at man både kan gå ind for tolerance og ytringsfrihed

Fogh er på banen igen med påstande om »den kulturradikale venstrefløj«.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Voltaires »Jeg er uenig med Dem, men jeg vil forsvare Deres ret til døden for at sige det«, synes at være langt borte for tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, når det drejer sig om det, han gennem årene tåget har kaldt »den kulturradikale venstrefløj«.

Således meldte han i slutningen af 2005 tilbage på gruppen af 12 forfatteres sigen fra i denne avis over for tonen i indvandrerdebatten og den etniske diskrimination på arbejdsmarkedet og i lovgivningen med et ildevarslende budskab om, at vi med vores udspil underminerede intet mindre end »det fri folkestyre«.

I kølvandet på Muhammedkrisen blev vi og andre af kritikerne af Muhammedtegningsaktionen i Jyllands-Posten igen skydeskive for Foghs stærkt farvede og nu gammeltestamentlige retorik, da vi blev udskilt som »bukke«, der angiveligt nedbrød ytringsfriheden.

Som initiativtager til de 12 forfattere og som oprindelig kritiker af Muhammedtegningsaktionen tager jeg fuldt ansvar for mine standpunkter dengang som nu

Og nu er Fogh på banen igen (Pol. 8.3.) med en påstand om, at »den kulturradikale venstrefløj«, der »altid gerne har villet stå for fremskridt, oplysning og modernitet, er kommet til at alliere sig med de mørke kræfter, som er imod vores samfunds liberal-demokratiske værdier«.

Som initiativtager til de 12 forfattere og som oprindelig kritiker af Muhammedtegningsaktionen tager jeg fuldt ansvar for mine standpunkter dengang som nu.

Hans udfald dengang som nu bygger først og fremmest på en forvrængning af den kritik, som tegningsaktionen oprindelig blev udsat for.

Problemet med Muhammedtegningsaktionen var naturligvis ikke i sig selv, at den blev publiceret. Ingen af de oprindelige kritikere har hævdet det på trods af mange beskyldninger om det modsatte, ja endskønt ikke mindst Fogh med sit diktum om kritikerne »Ytringsfrihed, men ...« forsøgte at gøre kritikken af tegningsaktionen til et spørgsmål om at ville anfægte ytringsfriheden.

Skulle man endelig indramme kritikken af denne tegningsaktion i et slogan, kunne man i stedet sige: ’Uklog tegningsaktion, men ytringsfrihed ...’. Og hvorfor var den så uklog? Det var den bl.a., fordi den var uklar, og at den på trods af senere påstande om, at den var vendt imod islamistisk tyranni, helt diffust (som det fremgik af teksten) med sin hån, spot og latterliggørelse var møntet på ’nogle muslimer’.

Og hvad var det så, der var møntet på en ubestemt gruppe af muslimer og ikke i klartekst på islamistiske magthavere eller en voldelig islamisme?

Det var en tegning af det religiøse symbol Muhammed, som sammenkædede islam og terrorisme. Det umisforståelige budskab for mennesker, der var knyttet til islam, kunne ikke undgå at være: Med en sådan baggrund er du en potentiel jihadist.

At den originale tegning af Muhammed med en bombe i turbanen og dens efterfølgende eftergjorte kopier de facto blev og bliver oplevet og tolket i netop dette lys af såkaldt ganske almindelige muslimer er ikke en frit i luften svævende påstand.

Det er bekræftet af ledere af muslimske organisationer i Europa, blandt andre direktøren for den franske sammenslutning af mere end hundrede islamiske organisationer Lekbir Kotbi, som i samme åndedrag har taget skarpt afstand fra islamistisk begrundet terror af enhver art.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilsvarende er det kun kraftige fordomme, der kan forbinde den oprindelige danske kritik af tegningsaktionen med en alliance med »mørke kræfter«, som Fogh gør.

Tværtimod var og er denne kritik udmærket forbundet med den tradition for fremskridt og oplysning, som en kulturradikal og tankeliberal position gennem årene har stået for.

Ligesom i New York Times’ eller Associated Press’ værdimålestok for publikation af disse tegninger, som man endnu ikke har hørt den USA-republikanertro Fogh anfægte, kan man udmærket med oplysningstraditionen som baggrund både sætte ytringsfriheden højt og samtidig også ideen om religiøs tolerance og vurdere, at det er en unødvendig forulempelse at fremstille mennesker af en bestemt tro som potentielle terrorister.

Det er naturligvis tilladt efter alle demokratiets skrevne og uskrevne regler, men det er også tilladt at forholde sig kritisk over for et sådant tegningsprojekt.

Den kritiske tanke er blandt andet født med René Descartes, for hvem der heller ikke var nogen modsætning imellem at tænke kritisk og at udvise religiøs tolerance, tværtimod.

Den kritiske tanke åbnede i hans samtid – med en 30-årig religionsbetonet krig som anfægtelse – netop dørene for en større religiøs tolerance og tankemæssig mangfoldighed.

Både Jyllands-Postens og Vilks Muhammedtegninger er i kølvandet på atmosfæren skabt af terrorangrebet på World Trade Center produceret ud af en overdreven frygt for et civilisationssammenstød og en i virkeligheden svækket tillid til robustheden af demokratiet og de demokratiske institutioner i Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Francis Fukuyama har ret i, at det i Europa meget mere er angsten, vi skal frygte for end både terrorismen og islamismen i sig selv (Pol. 4.3.).

En kultur, der bygger på frygt, bliver en mistillidens kultur, og det er kviksand. The only thing we have to fear is fear itself, som præsident Roosevelt sagde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden