Forældrenes interesse skal ikke varetages på bekostning af børnenes

På vej med stor hastighed på tasterne for at kommentere manglen på politisk indsigt i børns rettigheder dukker et par hajtænder op. Jeg bremser og læser, at en mand, der har dræbt sin kone, har fået tilkendt forældremyndigheden over deres fælles børn. Jeg finder ud af, at den er god nok.

For som der står i loven: »Det forhold, at den efterlevende frihedsberøves i forbindelse med drabet og i længere tid ikke vil være i stand til at varetage den daglige omsorg for barnet, er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til, at forældremyndigheden tillægges en anden. Udgangspunktet er således, at den efterlevende bevarer forældremyndigheden, så barnet ikke samtidig mister begge forældre«.

Lige nu er der kortere til 1. april, end hvis vi tæller dagene baglæns til kampdagen 8. marts. En sær iagttagelse, kan man tænke. Men den dukker op som et resultat af min fornemmelse af, at der på kvindernes internationale kampdag var mere narreværk end egentlige resultater at fejre.

Det er ellers nu, at en flok politikere puster sig op og puster i en prøveballon i et forsøg på at skabe mere ligestilling. Altså mellem mænd og kvinder ved skilsmisse. ’Vi skal tage et opgør med kvindernes dominans’, runger det på tværs af partiskel og med et brag af et ekko fra Foreningen Far (de taler ikke her om drabsmænds rettigheder. Det er bare en sidebemærkning, der kommer fra mit eget fortvivlede dyb).

Væk med begreberne ’bopælsforældre’ og ’samværsforældre’. »Det er jo fuldstændig urimeligt, at man giver den ene part lov til at træffe alle beslutninger for barnet«, understreger en politisk ordfører.

Her kan hun så for eksempel læne sig op ad den seneste populære infotainment-forvirrings-manipulations-journalistik: DR’s udsendelse ’Fædre under anklage’, hvor skingre mødre optræder som psykopater med hjælp fra skræmmende advokater, mens mænd er ofre.

Ensidigt, men ikke alenestående. Mange medier vil p.t. lokke os med på en lurer og en lytter til skilsmissedramaer. Perspektivet forsvinder i tragiske enkelthistorier, der sjældent får modspil.

Det mest urimelige i den sammenhæng er desværre, at barnets tarv bliver overset. Det er nemlig forældrenes interesse, der skal varetages på bekostning af børnenes. Egentlig havde jeg aldrig troet, at man kunne fare vild med ligestillingsinitiativer. Men Børns Vilkår bekræfter min uro.

LÆS DEBAT

Herfra lyder det, at mere ligestilling i skilsmissesager skaber grobund for flere konflikter. Det forekommer logisk. Jo flere beslutninger, der skal træffes i et fællesskab, der allerede er knækket, jo flere vanskelige situationer.

Eller som ph.d.-studerende og journalist Signe Løntoft har skrevet om ligestillingsminister Manu Sareen: »Han vil videreføre intentionerne fra forældreansvarsloven fra 2007, som stadfæstede den fælles forældremyndighed for at give flere rettigheder til fædrene. Det lykkedes, og der blev tilkendt mange 7-7-ordninger, men konfliktniveauet steg i Statsforvaltningen, og antallet af fogedretsudleveringer eksploderede«.

Jeg har naturligvis ikke adgang til Børnetelefonen. Det ville også være et tillidsbrud. Men jeg kan på et forholdsvis sikkert grundlag referere opkaldet fra den 7-årige, der står på stationen på vej til samværsugen uden penge, fordi forældrene ikke har kunnet enes om, hvem der skulle betale billetten.

Eller den 10-årige, der helst vil bo fast hos moderen, men ikke tør sige det til nogen, ’fordi de alle sammen er så kede af det.’

Sådan er det i dag. Hvordan bliver det mon så, hvis dagens prøveballon ender som lovgivning? Det er symbolpolitik og derfor uden sans og samling, fornuft, indsigt og eftertanke.

Der er så rigeligt at tage fat på i den lovgivning, der gælder i dag (jeg gentager lige, at faderen, der har taget moderens liv, har ret til at bestemme over børnenes liv).

Og så er det, jeg skal skrive, at der findes fremragende fædre. Det gør jeg så. Og det mener jeg. Men der kommer ikke et basta og et punktum.

For hvis vi vender tilbage til kampdagen, hvor statsministeren blev hyldet i fine læderbukser, tror jeg, at klapsalverne i anledning af den store fest overdøvede et par af politikernes skændselsgerninger.

Løftebruddet om øremærket barsel til mænd. Vi står altså helt stille dér, hvor fædrenes rettigheder til børnene efter skilsmissen bliver vigtigere end deres pligt til at tage sig af dem før skilsmissen.