Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Drop nu hetzen mod mødrene

Hvorfor har debattøren Freia Dam så travlt med at fortælle os andre, at hun er en bedre mor end os?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er meget oppe i tiden at diskutere forældreskab. Får vores børn sund nok kost, tager de skade af at være i institution, af ikke at have en far, have to mødre, tre unikke navne, af at blive mæslingevaccineret, af selfies og bestikker vi dem med slik, curler vi dem for meget, bliver de narcissister, sidder de for meget med deres iPad og seneste skud på stammen: Overser forældre, der træner meget, børnenes behov?

Det at være forælder og særligt mor er blevet en elitesport og konstant genstand for offentlig debat. Senest har debattør Freia Dam fortalt her i avisen, at 'vi skylder vores børn, at de sættes først, når vi nu var så egoistiske at sætte dem i verden i første omgang'.

I det hele taget kan vi diskutere forældreskab herfra og til verdens ende og gøre os til dommere over hinandens måder at være det på. Men i sidste ende er det op til vores børn.

Og hun understreger overfor forældre, der afsætter - for meget, ifølge hende - tid til at træne, at 'det er utopi at tro, at man kan pleje sine interesser og pille sig selv lige så indædt i mig selv-navlen, som man gjorde, før man blev forælder'.

Freia Dam afslutter sin svada med at erklære, at nok har hun en 'slap røv', men hun er til gengæld en 'røvgod mor'. Underforstået: Modsat jer røvdårlige egomødre.

Jeg vil placere hendes indlæg i kategorien mødrebashing. En kategori, der desværre er populær og indeholder så meget selvforherligelse og udskamning, at jeg ikke vil tøve med at beskrive den som et forsøg på undertrykkelse. Af kvinder og ofte fra kvinder. Fænomenet er langt fra nyt.

Tænk f.eks. på, hvad der skete, da Malene Neis for et par år siden skrev, at '90% af tiden er det bare ikke fedt at være mor'.

Politikens kommentarspor kogte over af forargelse, og flere advokerede for, at Neis’ slet ikke burde være mor, selv om hun overbevisende beskrev sin hengivenhed for datteren; det var bare den forløjede rosenrøde fortælling om moderskabet, hun anså for hyklerisk og ødelæggende.

Eller tænk på debatten om børns institutionsliv - 'Vuggestuer er gold og kold opbevaring', hed det. Her kunne vi lære, at når mænd har et job, er det for at tjene penge, mens kvinder afleverer deres børn i institution af helt andre grunde.

Som debattør Eva Selsing formulerede det i Politiken: 'Ungernes behov må vige til fordel for mors ret til at realisere sig selv i karrierejobbet med at opdatere hjemmesider i Slagelse Kommune'.

Aha. Kvinders regninger betaler med andre ord sig selv, arbejde er bare et selvrealiseringsprojekt, og disse egoistiske kvinder forsømmer, hvad det i virkeligheden handler om, nemlig at være En God Mor. Så fingrene ud af mig selv-navlen, d’damer, klap i og pas jeres unger.

Debatten om det moderne forældreskab har to interessante karaktertræk: For det første foregår den udelukkende i middelklassen og for det andet overvejende mellem mødre. Mænd har af en eller anden grund ikke behov for at fortælle andre mænd, at de er bedre fædre, måske fordi mænd først og fremmest definerer sig selv som mennesker, mens mange kvinder betragter sig selv som mor først, dernæst menneske.

Det er i al fald en af pointerne i den franske filosof Elisabeth Badinters essay om “Konflikten, kvinden og Moderen”. Et essay, der beskriver moderskabet som en subtil form for kvindeundertrykkelse og som en sur askese baseret på den opfattelse, at kvinden er et pattedyr, der lystfuldt fusionerer med sit barn.

Badinter forudser, at flere kvinder vil miste lysten til at blive mødre i takt med at moderskabet omgærdes med stadig flere tossede myter om selvopofrelse og krav om perfektion, total hengivelse, tilsidesættelse af egne behov og stadfæstelse af, at kvinden er moralsk underordnet barnet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Debatten om det moderne forældreskab har to interessante karaktertræk: For det første foregår den udelukkende i middelklassen og for det andet overvejende mellem mødre.

Hun vil nok se med interesse på den danske debat, som understreger flere af hendes pointer. At vi 'skylder' vores børn at sætte dem først, at mors arbejde er selvrealisering og suspekt, at det SKAL være lykken at få børn, og at kvinder med det store kørekort i moralsk moderskab føler sig kaldet til at belære alle de 'røvdårlige' mødre om, at de piller sig for meget i karriere- og trænings-navlen.

Hvad med at slappe lidt af i stedet? Indstille bashingen af mødre?

Freia Dam og co. er sikkert ganske udmærkede mødre ligesom forældre, der træner otte timer ugentligt, formentlig godt kan finde ud af at være forældre, selv om de måske ikke kigger på deres børn hele tiden. Men om det er sundt for børn at være prestige- og identitetsprojekter og centrum for al opmærksomhed, skal jeg ikke gøre mig klog på.

I det hele taget kan vi diskutere forældreskab herfra og til verdens ende og gøre os til dommere over hinandens måder at være det på. Men i sidste ende er det op til vores børn. Og hvis de gider se os, når de bliver voksne, er der nok et par ting, vi har gjort rigtigt, selv om vi tog os et par løbeture undervejs, gav dem mad, der ikke var økologisk eller passede vores arbejde, så regningerne kunne blive betalt. Jeg tror, de bærer over med os.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden