Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske forældre har mere travlt med at realisere sig selv end med at passe deres børn Kilde: politiken.tv/ Producer: Henrik Haupt

Freia Dam
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hellere have en slap røv end være en røvdårlig mor

Mange småbørnsforældre har mere travlt med at gå i træningscenter end at være sammen med deres børn.

Freia Dam
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min numse har klart set bedre dage, mine mave har været fladere, og mine lår ser sjove ud, når jeg hopper. Jeg er nemlig på barsel og har valgt at prioritere noget helt andet end mine muskler.

Jeg har endnu ikke formået at få baby og biceps til at gå op i en højere enhed, på trods af at jeg ser flere og flere forældre i min omgangskreds, der på nul komma fem smider de unødvendige barselskilo og får det til at virke ret nemt at forene spædbarn og træningsbænk.

Og nej, dette er ikke endnu et debatindlæg om, hvor travlt vi småbørnsforældre har, men om, hvor vi måske burde lægge vores kræfter, selv om nutidens kropsidealer hyldet af individualismen dikterer noget andet.

Misforstå mig nu ikke – jeg mener langtfra, at man skal kaste hele sit liv over bord, så snart der er bingo på graviditetstesten. Men det er utopi at tro, at man kan pleje sine interesser og pille sig selv lige så indædt i mig selv-navlen, som man gjorde, før man blev forælder

I Kristeligt Dagblad kunne man nemlig i sidste weekend læse om et forældrepar, der hver især trænede otte timer om ugen og derfor måtte lægge ugentlige skemaer for, hvem der skulle hente og spise sammen med deres 2-årige datter, når den anden var ude at krudte af.

De fik egentlig mest af alt deres datter til at lyde som en klods om benet, selv om det sikkert ikke var hensigten. Artiklens eksperter var da også delte om det ekstremsportsliderlige forældrepar, der så træning som et livsvilkår af de større og hellere ville have få, men kvalitetsrige timer i samværet med deres datter frem for lange dage i hendes selskab, hvor puls og energi forblev på et lavpunkt.

Som søndagen gik, og artiklen fik sociale mediefødder at gå på, haglede det ned med kritiske stemmer over parrets valg og livsstil. ’Forargeligt’, ’egoistisk’, ’klamt’ og ’selvoptaget’ var blot nogle af de ord, det veltrænede forældrepar fik sat på sig.

For hvor langt oppe i sin egen popo kan man egentlig tillade sig at have sit hoved og sine løbesko, når man også skal være mor og far? Og er det overhovedet resten af samfundets opgave at bestemme, hvordan vi småbørnsforældre fordeler vores tid?

Jeg kender som sagt flere forældrepar, der jagter maratoner og ironmen, mens børnene er små. Det giver dem energi og overskud til at være glade forældre. For en glad mor giver som bekendt en glad baby. Og hvis mor og far bliver glade af at løbe 20 kilometer i Gribskov hver lørdag formiddag, ja, så må junior jo også være ovenud lykkelig i den anden ende. Eller hvad?

I artiklen påpegede blandt andre parterapeut Morten Østergaard, at når børns samvær med deres forældre bliver sporadisk som følge af f.eks. træning, risikerer de at blive isoleret og kan få sværere ved at skabe relationer til andre, fordi de er vant til, at samvær er noget, som sker distanceret og overfladisk.

Fremtidsforsker Birthe Linddal undrede sig ligefrem over, hvorfor forældreparret overhovedet havde fået et barn, hvis de helst ville være fri for hende.

Jeg fristes til at give hende ret. Og misforstå mig nu ikke – jeg mener langtfra, at man skal kaste hele sit liv over bord, så snart der er bingo på graviditetstesten. Men det er utopi at tro, at man kan pleje sine interesser og pille sig selv lige så indædt i mig selv-navlen, som man gjorde, før man blev forælder, uden at det går bare en anelse ud over de børn, man var så opsat på at få.

Jeg vil faktisk mene, at når man vælger at få børn, må éns egne behov og drømme tilsidesættes og tilpasses den virkelighed, man har sat sig selv i. Vi skylder vores børn, at de sættes først, når vi nu var så egoistiske at sætte dem i verden i første omgang.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis vi kun er sammen med vores børn, når vi har fyldt overskudstanken, oplever barnet aldrig sine forældre som hele mennesker, der også kan være sure og nedtrykte. Og det vil jeg mene er et kæmpe brist i et barns opvækst.

Sandheden er jo – selv om den er noget så klichefyldt – at tiden med småbørn aldrig kommer igen. Så lev i den, lev med den, og glem for en stund, at du engang var en størrelse small. Den kommer igen, når ungerne bliver større.

Og nuvel, måske lyder jeg bare misundelig på alle de veltrænede mødre, jeg møder på min vej til babygymnastik, men jeg vil hellere have en slap røv og til gengæld være en røvgod og nærværende mor.

Røven skal nok komme igen, det gør de første skridt og ord ikke.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden