Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: AP
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Migranternes livsfarlige vej mod Europa

Sydeuropæiske myndigheder forsøger forgæves at råbe resten af Europa op for at få støtte til at håndtere presset fra de mange mennesker, der forsøger at komme forbi EU’s fælles grænseagentur, FRONTEX.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

ALLE TAL omkring mennesker, der flygter, er omgærdet af usikkerhed.

Vi antager at 42.000 mennesker indtil videre har forsøgt at krydse Middelhavet til Italien i 2014. Men uanset om det 1.000 eller 10.000, er disse menneskers liv ikke noget, Europa kan tillade sig at lukke øjnene for.

Gennem vores forskning har vi mødt flere hundrede migranter, der gang på gang har forsøgt at komme til Europa, men uden held og ofte med store omkostninger.

De har mistet venner og familiemedlemmer på havet. Nogle er blevet fysisk såret, og mange er blevet psykisk traumatiseret af møder med banditter, myndigheder eller naturens elementer.

De har alle betalt store summer for at komme med på en båd eller krydse en grænse undervejs, vel vidende at deres udlæg ikke sikrer dem en billet til Europa.

Da Europa i efteråret 2013 var vidne til de katastrofale konsekvenser af den illegale migration på Lampedusa, var svaret at øge patruljeringen i Middelhavet og ligeledes øge indsatsen mod menneskesmugleri.

De penge, der på det tidspunkt blev allokeret til indsatsen, er primært blevet brugt til at forbedre vilkårene for migranterne, når de er kommet til Europa.

Det er vigtigt. Men det er tydeligvis ikke nok. Denne type migration er ikke ny, og ' problemet' er hverken blevet løst eller afhjulpet. Det stigende antal flygtninge og migranter, der tager den farefulde vej, er udtryk for, at flere og flere befinder sig i situationer i deres hjemlande, der på den ene eller anden måde er så uholdbare, at valget om at tage den farefulde rute ikke længere føles som et valg, men som den eneste udvej.

FOR SOMALISKE migranter i transit i Tyrkiet og Grækenland er livet præget af konstant uvished om, hvad morgendagen bringer. I Grækenland lever de under en konstant frygt for det græske politi eller radikale højreorienterede grupper som Gyldent Daggry. Konsekvenserne af et møde med sådanne elementer kan være fatale. Verbale angreb, brutale fysiske overfald og udsigten til flere års fængsel er en del af hverdagen. Migranterne i Grækenland bor i slumområderne, hvor der handles med narkotika, sex og våben.

Grækenland er ikke det Europa, de drømte om; det Europa, de satte livet på spil for, og mange vælger derfor at fortsætte deres rejse videre ind i Europa.

Deres eneste mulighed for at bevæge sig videre i deres jagt mod et bedre liv er via små gummi-eller fi-skerbåde, der er fyldt til bristepunktet med mennesker eller gennem Østeuropa, hvor de ofte udsættes for voldelige overfald af bander.

5. maj, fandt en frygtelig bådulykke sted i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet, hvor mindst 22 personer druknede efter at være fastklemt under dæk på en lille fiskerbåd, hvis kapacitet var overskredet med mere end det dobbelte antal passagerer. Nu og på det tidspunkt var Anja i gang med et antropologisk feltarbejde blandt somaliere i Grækenland.

Fra Anjas feltdagbog: Ubax, en somalisk kvinde sidst i 30' erne, som selv migrerede mod Europa, græder højlydt. Hun har sorte rander under sine øjne og kigger med et tomt blik ud i luften.

Hendes søster var om bord på båden. Ubax' søster var en af de mange kvinder, som sad under dæk på båden, da vandet begyndte at fosse ind. Hun overlevede ikke turen fra Tyrkiet mod Grækenland. Ubax fortæller, at hendes søsters mand blev skudt af Al Shabab i Somalia. De havde fem børn sammen.

Nu har børnene ingen mor og far, siger Ubax grædende til mig. Efter en uge får Ubax udleveret sin søsters lig, som hun tager med i moskeen. Her har de en traditionel muslimsk begravelse, og Ubax' søsters lig bliver derefter kørt til et sted mellem Grækenland og Tyrkiets grænseland, hvor muslimer begraves. Dette er Ubax' sidste minde om hendes søster.

MANGE AF de somaliske migranter har bevæget sig igennem adskillige afrikanske lande i håb om at få en tilværelse, der gør det muligt for dem at forsørge sig selv eller blot tjene nok penge til at kunne rejse videre mod Europa. De er parate til at dø for at nå frem. Det er liv eller død, siger mange af dem til os. Kun Gud kender vores skæbne, forklarer de.

Hver gang Europa 'lukker' en rute - f. eks. ved at øge patruljeringen i bestemte dele af Middelhavet eller bygge flere eller højere hegn - øges indsatsen for migranterne også. Det bliver i langt højere grad med livet som indsats, at de begiver sig ud på disse rejser.

Men som vi kan se af de seneste måneders begivenheder, standser det ikke forsøgene. Vi ser en stadig stigning i illegale grænsekrydsninger.

I EN TELTLEJR på grænsen til Algeriet bor migranter i hjemmelavede telte, hvor de bare venter på at komme videre. Livet her er ikke nemt. Inden de er kommet hertil, har mange brugt flere år på at arbejde sig op igennem Vest-og Nordafrika. I Marokko forsøger de at komme til Europa ved hjælp af de penge, de har tjent undervejs. Hvis pengene slipper op, lever de på andres nåde og ofte må de bede familien derhjemme om at sende flere penge.

Herefter forsøger de sig igen, og som tiden går, bliver forsøgene mere og mere desperate.

De kan umuligt vende tilbage til deres land uden penge på lommen til at hjælpe familien ud af den fattigdom, de fleste er flygtet fra. I Mali for eksempel menes over 50 procent af befolkningen at leve for under 1,25 dollar om dagen.

Migranterne i Marokko lever under miserable forhold i disse teltlejre uden vand og el. De er kommet hertil fra det meste af Afrika, men særligt de vestafrikanske lande er overrepræsenterede. Det er primært unge mænd, der forsøger at komme denne vej, bl. a. for at komme nærmere drømmen om at få ressourcer nok til at stifte egen familie.

Under et igangværende antropologisk feltarbejde blandt maliske migranter i Nordafrika har Line mødt unge mænd, der har forsøgt at komme ind i Europa op mod 25 gange. Når vi så let som ingenting kan valse gennem grænseovergangen mellem den spanske enklave Melilla og det omkringliggende Marokko med et rødbedefarvet pas, er det vel vidende, at tusindvis af migranter bor i de omkringliggende skove. De venter på en mulighed for at klatre over det tredobbelte hegn eller borde en gummibåd for at nå det lille stykke af Europa, der ligger placeret i Afrika. De har ingen muligheder for at krydse grænsen lovligt.

Fra Lines feltdagbog: Inde i et af teltene sidder Ousman på en udslidt madras i et hjørne. Hans tøj er beskidt og laset, og hans ene øje er hævet op.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han fortæller, at han er kommet hertil fra hegnet ved Melilla. Han var ikke heldig, som han selv siger det, da over 500 migranter stormede hegnet d. 18 maj. I stedet for at nå europæisk jord blev han hevet ned fra hegnet af de marokkanske myndigheder, der derefter sendte ham til Rabat, hvorfra han fandt vejen tilbage til grænseområdet. Han ved ikke, hvad der er galt med øjet, men det skete under mødet med myndighederne.

Han vil bare være her nogle dage for at pleje sin skade, og så vil han forsøge sig igen. De migranter, der har været her længe, søger for det meste andre veje end hegnet - »Hegnet er for de nye - dem, der ikke har set noget endnu«, siger Ablo, der har været her i flere år. Han har selv prøvet at klatre over hegnet, men har nu mistet modet. Det er alt for svært. I stedet vil han forsøge at komme ind i Europa på en lille oppustelig gummibåd.

»Det er Guds beslutning, om jeg kommer ind«, siger han.

I MALI, et overvejende muslimsk land, sender man folk af sted på rejser med en bøn om, at Gud må beskytte dem. Det er meget passende, for på denne rejse beskytter ingen andre dem.

Om du er vokset op i Somaliland eller Mali, er du vokset op i kolonitidens skygge og højst sandsynligt under meget svære omstændigheder. I mange landsbyer i Mali er der hverken elektricitet eller rindende vand, og børn dør af sygdomme, som vi ser som forholdsvis harmløse herhjemme, f. eks. infektioner eller diarrésygdomme.

Sæbe, te, sukker og det meste andet købes i små pakker, der lige rækker til det forhåndenværende behov - her er der ikke råd til at tænke frem i tiden. Arbejdsløsheden er tårnhøj, og selv med et arbejde kan det være svært at få pengene til at række. I de fleste familier er der mange munde at mætte. Oven i dette er der p. t. krigshandlinger i den nordlige del af landet, som har bevirket, at mange måtte flygte til andre lande eller til sikrere steder i syd. Dette øger presset på de i forvejen udsatte familier, som hver dag kæmper for at få et liv, hvor de ikke skal bekymre sig om morgendagen.

SOMALIA FORBINDES i dag af den brede europæiske befolkning med krig, sult, pirateri og terrorister. 43 procent af somalierne i Somalia lever for mindre end 1 dollar om dagen. Mere end 770.000 somaliere bor uden for deres hjemland grundet borgerkrigen, som brød ud i 1991. Uroligheder foregår stadigvæk den dag i dag.

Samme år som borgerkrigen startede, erklærede Somaliland (tidligere kendt som Nordvestsomalia) sig som et selvstændigt land med egen konstitution og politisk styre. Landet, som i dag fungerer selvstændigt, er dog ikke anerkendt af det internationale samfund, der kæmper for et samlet Somalia - et Somalia, som Europa selv var med til at splitte ad under kolonitiden.

En tur igennem hovedstaden, Hargeisa, skildrer den rå hverdag. I de fattigste områder i byen bor familierne i traditionelle hytter eller hytter lavet af blik plader, der ikke giver megen ly, når det regner.

Nogle af dem forsøger at få mad på bordet ved at tage ned på det lokale marked og udføre små gøremål for de lokale sælgere. Dette er sjældent nok til at mætte hele familien. Somaliland består i dag af en overvægt af unge mennesker, hvis liv er præget af fattigdom, arbejdsløshed og mangel på uddannelse. Manglen på muligheder for at kunne brødføde sine forældre og sine søskende, til at kunne gifte sig, til at kunne tage sig en uddannelse eller finde et job gør livet uholdbart for mange unge somaliere i Somaliland.

Når folk i dag flygter fra et stadigvæk uroligt Somalia, et fattigt Somaliland eller et fattigt og krigshærget Mali, der har meget få muligheder for dets unge befolkning og er præget af fattigdom, vælger Europa at investere i grænsekontrol, så konsekvenserne af blandt andet kolonitidens gøren ikke kommer for tæt på.

ET AF EUROPAS standardsvar på flygtninge-/migrantstrømmene er at skærpe indsatsen mod menneskesmugleri. Det er lettere sagt end gjort, og måske er det ikke det bedste sted at lægge energien. Ofte er de såkaldte smuglere ikke lette at identificere.

De er selv på vej mod Europa, og der findes ikke altid en hovedbagmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rejserne bliver foretaget ad hoc ved hjælp af netværk, og sjældent omtales dem, der fixer rejserne, som skurke. Faktisk kan det være svært at identificere de virkelige skurke i den her historie om illegal migration.

Hvis vi et øjeblik kigger bag om historierne om bagmænd, der tjener store summer på at transportere mennesker illegalt, hvilket vi tager afstand fra og fordømmer på det kraftigste, finder vi en anden slags skurk.

Nedenunder alle disse historier ligger der en fortælling om global ulighed, krigshærgede lande og en europæisk politik, der ikke lever op til sit ansvar som tidligere kolonisatorer af Afrika og nuværende bannerførere for menneskerettigheder.

Det er på tide, at hele Europa tager ansvar, både inden og uden for sine grænser!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden