Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
MIK ESKESTAD  (arkiv)
Foto: MIK ESKESTAD (arkiv)

Rifbjerg efterlyser et kulturradikalt opgør med tidsånden - men kan ikke finde det. Og slet ikke i regeringen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rifbjerg: De stangreaktionære som de nye frisindede? Gu er de da ej!

Forfatteren svarer de borgerlige kritikere, der anklager kulturradikale for at have forrådt egne frisindsidealer.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er grotesk, at de mennesker, som heftigt har lagt kulturradikalismen for had, nu selv vil erobre den og siger: »Nu skal vi vise jer, hvordan man bliver frisindede som os«. Helt ærligt; Søren Espersen, Ole Hyltoft & Co. som frisindede og moderne kulturradikale? Den er sgu lidt underlig«.

Ordene kommer fra den 82-årige forfatter Klaus Rifbjerg som en reaktion på en række interview i nærværende sektion i serien: ’Hvem er de frisindede i dag?’.

Her har blandt andre DF’eren Ole Hyltoft og liberalisten Dennis Nørmark argumenteret for, at de kulturradikale, som engang var optaget af at rulle frisindet frem, nu er mere optaget af at rulle det tilbage.

Ifølge kritikerne er de kulturradikale blevet snerpede forbudsfundamentalister, der siger: Du må ikke kritisere religion. Du må ikke ødelægge tonen i debatten. Du må ikke se porno. Du må ikke ryge og drikke. Du må ikke gå hjemme med dine børn etc.

[tv]

Hånden på hjertet, Rifbjerg, har kritikerne ikke en pointe i, at de kulturradikale har svigtet frisindet? At andre er blevet de nye frisindede?

»Nej! Jeg fatter ikke, at DF’ere og liberalister nu kommer rendende og siger, at det er os, de kulturradikale, der er tyrannerne. Rend mig i Pedersen. De er jo ikke frisindede. De er stangreaktionære. Når DF’ere som Søren Espersen og Ole Hyltoft nu siger, at de savner PH, så er jeg ikke i tvivl om, at PH ville have følt sig meget underligt tilpas i deres selskab. Det er jo svært at diskutere med tidens frisindsfundamentalister. Hvis man f.eks. siger til dem, at man ikke mener, at det var smart med de der Muhammedtegninger, så ser de jo ytringsfriheden forsvinde ned i et kæmpemæssigt hul i jorden. Hysteriet går helt derud«.

Så du ser det slet ikke som et skulderklap, at så mange nu vil omfavne kulturradikalismen?

»Ha! Frisindet skriger jo imod kritikernes grundværdier. F.eks. forholdet til de fremmede. Hele Dansk Folkepartis forestilling om, at folk, som kommer udefra – læs: muslimer – skal være danskere, fra det øjeblik de træder over grænsen, giver jo ingen mening. Man ser det for sig: muslimer, der omskabes til Espersener, Messerschmidter, Krarupper; de rigtige danskere, der ved, hvad dansk nationalitet er. Frisind? Gud fri mig vel«.

Træt af Yahya-debat
Forfatterne Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen fremfører i deres bog ’De uanstændige’, at de kulturradikale altid stod på de uanstændiges side i opgøret med snærende normer, men nu er snerpet ’anstændighed’ og ’den gode tone’ blevet en dyd blandt kulturradikale?

»Jeg kommer fra et hjem med et opretstående Hornung & Møller-klaver, hvor jeg lærte at respektere andre. Jeg synes, jeg skylder mine medmennesker at opføre mig ordentligt. Her synes jeg, at Jyllands-Posten, som brugte 1920’erne og 1930’erne på at nærme sig Hitler og fascismen og gav udtryk for antisemitisme, skal være meget forsigtige med, hvad de kaster sig ud i. Når de laver Muhammed med bomben i turbanen, så gribes man af fornemmelsen af, at nu er vi tilbage – bare med nogle andre fortegn. Og så kommer de nu og siger: »Ha, ha, se, vi har vundet, og I har tabt. Vi er de frisindede«. Gu er de da ej!«.

Har kulturradikale af frygt for at dæmonisere muslimer holdt sig tilbage med at tage afstand fra det reaktionære i indvandrerkulturen: kvindeundertrykkelse, abortmodstand, religiøs fanatisme?

»Jeg har altid taget afstand fra det reaktionære. Også i indvandrerkulturen. Jeg har f.eks. skrevet om den afskyelige straf stening. Kritik er på sin plads. Men omvendt skal man ikke sige, at fordi nogle muslimer gør sådan, så er alle muslimer sådan. Det er der, den kammer over for de reaktionære. Vi skal være kritiske, men vi skal også være det på en balanceret måde, så vi ikke dæmoniserer en hel befolkningsgruppe. Det er ikke frisind at lægge en hel befolkningsgruppe for had«.

Er de kulturradikales nye darling, Yahya Hassan, så også reaktionær?

»Han er ikke reaktionær, men gør først og fremmest oprør mod faderen med poesien som våben, og det er jo et oprør, som vi ser overalt i verden og til alle tider. Vi gør alle oprør mod vores fædre. Bekæmper dem. Vil af med dem. Det er ofte en smertefuld proces – og den er han midt i. Det er mere et faderopgør end et opgør med en hel befolkningsgruppe«.

Er han ikke den moderne frisindede, som tager den kulturradikale arv – herunder kritikken af religionen – alvorligt?

»Medierne – også Politiken – har pustet en ballon op og er gået i selvsving over Yahya Hassan. Man bliver konstant afkrævet, om man er for eller imod ham. Er du reaktionær eller hvad? Progressiv eller ej? Nuancer er der ikke plads til. Faren er, at hans kritik bliver brugt af de sorte kræfter til at slå andre i hovedet med. De sorte har jo begejstret taget manden til sig, fordi han vover at sige noget negativt om islam«.

Fik kompliment af Krarup
Som forfatter har Klaus Rifbjerg siden romandebuten med ’Den kroniske uskyld’ i 1958 været med til at udstille bedsteborgerligheden, bornertheden og seksualforskrækkelsen.

I 1970 sad han med hashpiben på Kulturministeriets trappe ved siden af ikoner som Ebbe Kløvedal Reich, Niels Skousen, Charlotte Strandgaard og Jesper Jensen.

Og under kultur- og værdikampen i 00’erne, hvor ordet ’kulturradikal’ var et skældsord, tog Rifbjerg prædikatet på sig og kaldte det for en ’hædersbetegnelse’.

Er det ikke korrekt, at I – de kulturradikale – begyndte med at gøre op med magthaverne, men at I selv endte med at sætte jer på meningsmagten?

»Jeg kan huske, at jeg engang fik en meget stor kompliment af Søren Krarup, der skulle lave en liste på tre personer, der havde skadet dansk kultur mest. Det blev Brandes, PH og mig. Dér rejste jeg mig op og sang. Det var da et kompliment, der ville noget. Men nej, jeg har ikke haft magt. Jeg har oven i købet siddet syv år som direktør på Gyldendal; jeg oplevede ikke nogen fornemmelse af magt«.

Det er vel altid svært at se sin egen magt, når man sidder med den ...?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er klart, men min magt begrænsede sig til, at jeg kunne sige, at jeg ikke ville udgive et elendigt manuskript«.

Det synes de borgerlige kulturkæmpere ikke. De har talt om et undertrykkende kulturradikalt og venstreorienteret meningstyranni.

»Jeg kan huske, at daværende kulturminister Brian Mikkelsen gjorde op med meningstyranniet. Det var patetisk. At sidde der som kulturminister og pive og sige, at de andre er så onde og undertrykkende, og de har holdt mig udenfor i gymnasiet ... rend og hop. Tag Ole Hyltoft igen. Om ham er der engang én, der skrev revyvisen ’Et skridt frem og to tilbage’. Han har været fornærmet lige siden. Midt i følelsen af at være undertrykt har Hyltoft ført sig igennem karrieren og sidder nu som medlem af DR’s bestyrelse. Jeg synes ikke, Vorherre skylder ham noget. Eller mange andre kulturkæmpere for den sags skyld«.

Marxismen var ødelæggende
Men som kulturradikal forfatter og meningsdanner har du da raget op i årtier?

»Der er ingen tvivl om, at kulturradikalismen har sat nogle meget kraftige spor i kulturlivet og i det danske værdigrundlag. Leif Panduro, Jesper Jensen og jeg skabte f.eks. med Studenterforeningens nytårskomedie fra 1962 ’Gris på gaflen’ fundamentet for det oprør, som kom. Men i det øjeblik, det satte i gang, blev vi hægtet af«.

Hægtet af?

»Ja, jeg var for borgerlig, fik jeg at vide. De – marxisterne – kunne ikke bruge sådan én som mig. Jeg kan f.eks. huske, at der i 1968 var en anmeldelse i Kritik af bogen ’Og andre historier’, hvor anmelderen nåede til den konklusion, at bogen faldt på, at der ikke var nogen udvikling i personerne i retning af en forståelse af kapitalens logik. Kulturradikalismen blev delvist overtaget af munkemarxisterne. Jeg har altid ment, at noget af det gode ved kulturradikalismen og dens repræsentanter var, at de havde humor. De tog ikke tingene så alvorligt. Den der med at komme til et punkt, hvor man siger, at nu duer det ikke længere, fordi det ikke er fundamentalistisk nok, og hvis du ikke forandrer tro her, så er du færdig, den er jo gal. Helt gal. Marxismen forvandlede sig til en tro og åd sig selv op. Det gik ud over frisindet. Men det var altså ikke kulturradikalismens skyld«.

Men 68’ var da også et frisindet opgør med seksualforskrækkelsen?

»Ja, men meget af oprøret endte i dogmatik. Jeg skrev et sted til et billede af et bollerum, hvor folk lå og gik til den, at det var så kedeligt, at de så så melankolske ud. Det så ikke ud, som om de nød det. De var fortvivlede. Og så går det jo ikke. Det var et enormt pres, at hvis man ikke gik ind i det der bollerum, så var man yt. Og hvis man havde en naturlig menneskelig følelse som jalousi, så var man smålig. Meget af det blev så fattigt. Kulturradikalisme og 68’ er to meget forskellige ting. Det ene er frisind, det andet udartede ofte til tvang«.

Behov for ny kulturradikalisme
Ifølge Klaus Rifbjerg skriger tiden på et markant modspil. En ny version af kulturradikalismen, et moderne frisind.

»Tidsånden er underkastet nogle kapitalistiske regler, som er gorillaagtige og grove – selviskhed og ragen til sig. Hele tanken om, at man gør ting for at opnå egen personlig vinding og en karrieregevinst, får simpelthen ikke modspil nok i dag. Kulturradikalismen og hele frinsindstænkningen bør være meget modigere, end den er. Den skal gå ud og sige, hvad den mener. Offentligt og højt, så det kan høres. Jeg efterlyser flere debattører, fyrtårne, som med stor autoritet kan tage stilling til den politiske sammenhæng«.

Ser du dem ikke i dag?

»Nej, de står ikke i kø. Jeg har svært ved at se, hvem det skulle være. Der mangler nye stemmer, der har et alvorligt engagement, som ikke bare består i en halv forlystelsesrejse til et nødramt område i Afrika. Nogen, som tager ideologien op til afvaskning og siger: ’Nu må vi prøve noget andet’«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad med den røde regering?

»Den er meget anonym og buldrer ikke frem med markante profiler, der sætter dagsordener. Fogh-regeringerne var meget mere markante, nogle fidusmagere og Berlusconier – men markante. Modspillet til tidsånden er meget gråmleret, meget umarkant. Der bliver ikke slået meget til skaglerne. Når man som jeg har oplevet Hækkerup i fuldemandsdialog med Bodil Koch, så har man set noget; der var i hvert fald NOGEN til stede, som sked på konventionerne og gjorde, hvad de havde lyst til på godt og ondt. Det har vi brug for«.

Så du er pessimist på frisindets vegne?

»Nej, jeg er fortrøstningsfuld, fordi jeg ved, at der vil komme andre generationer, andre signaler og andre behov. Jeg håber, at når nu hele flimmershowet er overstået, så er der nogen, der kommer ind og siger: ’Nu er det nok, kammerater. Nu tager vi den fra en ende af og ser, hvad der sker’. Det er sket før og kan ske igen. Bare vent«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden