Foråret er kommet, og om få måneder bliver jeg og alle mine kammerater studenter. 13 års skolegang er oprunden, og selvom flasken aldrig har været min bedste ven, skal også jeg da fejre det dermed overståede kapitel af livet.
Men når glassene hæves, og musikken ekkoer gennem de danske sommeraftener, skal det for mit vedkommende ikke ses som en fejring af 13 lærerige og spændende skoleår. For selvom jeg har været fint tilfreds med min egen indsats gennem de forgangne år, har skolernes indsats skuffet mig på det groveste, og det gælder både folkeskolen og gymnasiet.
