I et debatindlæg i Politiken 24.4. kritiserer forfatter og folketingskandidat Kaare Dybvad og lollik Maria Kongstad TV 2-dokumentarserien ’På røven i Nakskov’ for at være uambitiøs, udstillende og pinlig for TV 2.
Den kritik kan vi ikke genkende. Vi mener tværtimod, at dokumentarserien giver stemme til mennesker, som ofte kun er tal i en statistik, og som har svært ved at få plads i den løbende debat om velfærdsydelser, fattigdom og ulighed. Der bliver talt meget om fattige, folk på offentlige ydelser og socialt udsatte – og både politikere, tænketanke og debattører har mange meninger om dem, deres økonomiske forhold og arbejdsvillighed.


