Uden at det har ført til nævneværdig omtale i medierne, intern debat eller offentlig selvransagelse har Radikale Venstre mistet hver tredje vælger. Langt hovedparten er forsvundet, i de 8 måneder Morten Østergaard har været formand.
Partiet fremstår samtidig i dag så gråt, usynligt og socialt kynisk, at det er svært at se, hvordan partiet kan vende udviklingen og f.eks. opsamle de mange socialt bevidste, midtsøgende borgerlige vælgere, der må føle sig hjemløse, efter at Konservative har besluttet at gå højre om Venstre.
