Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Vi må løfte dem, vi har svigtet

Vi har behandlet socialområdet stedmoderligt. Det vil vi ændre på nu: Udsatte børn skal hjælpes bedre.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Velfærdsdanmarks største udfordring er meget enkel: Børns baggrund skal ikke bestemme deres fremtid.

Et 2-årigt barn kommer i vuggestue trist, beskidt og måske endda med en ble fuld af tis og lort fra den forudgående nat. Et 5-årigt børnehavebarn kan kun de allermest almindelige ord og ville hellere slås end lege og lære.

Selv om vi i Danmark med rette praler af at have et velfærdssamfund, er disse eksempler ikke et skræmmebillede. Det er hverdag for de udsatte. De sårbare. Risikobørnene. Sådan skal det ikke være.

Det er et udtryk for menneskelige tragedier og for et svigt. Og derfor er det på høje tid, at vi sætter en ny kurs og handler. Og at vi griber i egen barm og erkender, at vi politikere hidtil har behandlet socialområdet som en slags stedbarn. Ikke med samme handlekraft og viljestyrke som f.eks. den økonomiske politik eller den grønne omstilling.

Som nogle af velfærdssamfundets arkitekter må vi radikale påtage os et medansvar for, at vi er endt her.

Vi har somsamfund hidtil været meget tilbageholdende med at 'blande os' i den enkelte families liv

Vores økonomiske politik skaber et råderum til at gøre mere for at støtte de mest udsatte. Hvis man vil. Når vi siger, at dem, der kan selv, skal selv, så er det netop, fordi vi vil prioritere dem, som har brug for at mærke fællesskabets varme hånd i ryggen. Det er en sammenhæng, som vi måske ikke har været gode nok til at forklare.

Vejen frem er, at vi skal stille langt højere krav til hinanden. Krav til os politikere om at prioritere udsatte grupper i stedet for lidt ekstra til alle os, der har rigeligt. Krav til kommunerne om at være mere systematiske og målrettede. Krav om, at pædagoger, socialrådgivere, lærere har ressourcerne til det.

Snart vil vi i regeringen lægge et ambitiøst udspil om bedre dagtilbud frem.

Vores pædagogiske personale er generelt i topklasse. De fleste danske børn har gode dage i enten dagplejen eller i institutioner, og de kommer glade hjem til mor og far. Men fordi vi i Danmark har en gruppe udsatte familier med massive problemer, er kravene vokset.

Regeringens sats på bedre daginstitutioner er et udtryk for, at vi ønsker at løfte dem, som har det sværest. Det må da være i hjertekulen af velfærdssamfundet at fremme den sociale mobilitet hos den gruppe af udsatte familier, som i dag sidder fast i problemerne, og hvor især børnene bliver svigtet.

Men det er jo abstrakte ord, som meget dårligt beskriver den virkelighed, udsatte lever i. Bare to fakta beskriver det nok bedre:

Kun godt en tredjedel af anbragte børn får en ungdomsuddannelse. 30 procent af anbragte børns mødre var selv anbragte.

Og når vi i regeringen i dag præsenterer vores anden såkaldte fattigdomsredegørelse, fortæller den ikke alene den positive historie om, at der under denne regering er kommet færre fattige danskere og i særdeleshed færre fattige børn.

Den fortæller desværre også historien om, at mange af de omstændigheder, som de fattige voksne selv er vokset op under som børn, gentager sig hos deres egne børn. Hvis vi fortsætter, som vi plejer, kan vi derfor også allerede nu forudsige, at en stor del af disse børn vil dukke op i fattigdomsstatistikkerne, når de selv er blevet voksne.

Det er den udvikling, vi vil ændre.

Vi har som samfund hidtil været meget tilbageholdende med at ’blande os’ i den enkelte families liv. Nu er det tid til at tænke anderledes. Som fællesskab skal vi turde blande os med en hjælpende hånd – over dørtærsklen og ind i hjertet af familien. Med støtte og råd baseret på viden om, hvad der virker bedst.

Vores økonomiske politik skaber et råderum til at gøre mere for at støtte de mest udsatte

Vi kan ikke tillade os at være overraskede over hverken pjæk, specialundervisning, frafald, kriminalitet og misbrug hos børn og unge, som vi uden større anstrengelse kunne have identificeret allerede fra deres første leveår.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kan ikke være bekendt at tage som udgangspunkt, at alle nok har samme forudsætninger for at udfylde forældrerollen, indtil skaden er sket, og det modsatte er bevist, når vi med en indsats allerede under graviditeten kunne have ændret det billede af nedarvede problemer, som i deprimerende grad dominerer.

Vi har som samfund hidtil stillet os tilfreds med at strø penge ud til en lang række grupper og reparere på skaderne. Det skal være slut nu.

Og vi kan ikke bilde os ind, at løsninger som kontanthjælpslofter og lavere kriminel lavalder kan bidrage den mindste smule til en løsning på de her børns udfordringer.

Vi er ikke prædikatet ’velfærdssamfund’ værdigt, før vi bruger den viden, vi har – og de ressourcer, der skal til – for at sætte ind der, hvor behovet er størst.

Ganske enkelt fordi børns baggrund ikke må bestemme deres fremtid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden