Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Vi glemmer vores principper, når vi diskuterer flygtningepolitik

Når flygtningepolitikken udformes, glemmer vi vores liberaldemokratiske principper.

Debat

I Danmark hylder vi det liberale demokrati, herunder kerneværdier som frihed og naturligvis demokratiet selv. Og vi gør meget ud af at indskærpe overfor flygtninge og indvandrere, at det er disse værdier, der gælder i Danmark.

Men når flygtningepolitikken skal debatteres og udformes, er der en tendens til, at vi glemmer de selvsamme liberaldemokratiske principper, som vi ellers har travlt med at indskærpe. Og det på en måde, der systematisk favoriserer os selv og tilsidesætter flygtninges basale behov.

Lad mig starte med at sige, at jeg mener, at den eneste holdbare løsning på flygtningekrisen består i et internationalt samarbejde, hvor landene fordeler flygtningene i mellem sig, således at flygtningenes grundlæggende ret til beskyttelse respekteres og intet land pålægges uoverkommelige byrder.

Bevægelsesfrihed er en central komponent i kataloget over frihedsrettigheder

Denne model har desuden den fordel, at den fjerner det incitament, de enkelte lande har til at tilbyde flygtninge dårligere vilkår end landene omkring dem, med et deraf følgende race to the bottom.

LÆS DEBAT

Den danske regering modarbejder imidlertid systematisk et sådant forpligtende samarbejde, herunder i EU, og det gjorde den tidligere regering for den sags skyld også. Den politiske indsats handler stort set kun om, hvordan vi kan holde flygtninge ude.

Et eksempel herpå er den nye integrationsydelse, hvor ingen reelt ved, om den vil have en effekt på tilstrømningen, men hvor vi ved, at den vil skabe fattigdom blandt flygtninge med forudsigelige integrationsproblemer til følge.

En disposition, der synes langt fra idealet om fornuften som ledestjerne i det politiske liv, som vi i det liberale demokrati har nedarvet fra oplysningstiden.

Hvis vi kigger mere specifikt på kerneværdierne frihed og demokrati, hvad indebærer de så for vores forpligtelser overfor flygtninge?

Bevægelsesfrihed er en central komponent i kataloget over frihedsrettigheder, og de grunde, der understøtter denne værdi, er ikke mindre stærke end de grunde, der understøtter andre vigtige frihedsprincipper som f.eks. ytringsfrihed og religionsfrihed.

Bevægelsesfriheden beskytter således en række fundamentale interesser, vi har som mennesker, herunder interessen i at kunne undslippe krig, undertrykkelse, politisk og religiøs forfølgelse, at kunne opsøge arbejde, der hvor det er, samt mere generelt i at kunne søge lykken, hvor vi tror, vi kan finde den.

LÆS DEBAT

Nu er der ikke mange, der i realiteten ønsker åbne grænser, men det er værd at bemærke, at argumentet for bevægelsesfrihed er allerstærkest, når det lige præcis drejer sig om flygtninge.

Tænk f.eks. på flygtninge fra Syrien: Mennesker, der flygter fra Assads tøndebomber, kemiske våben og udbredte brug af tortur, såvel som fra ISIS’ voldsregime, der omfatter henrettelser af anderledes troende, voldtægt af børn og bortførsel af unge kvinder, der tvangsgiftes med krigere og sælges som sexslaver.

Flygtninge, der efterlader alt hvad de elsker og ejer, for at finde tryghed i et andet land.

Det er simpelthen ikke fair overfor lande som Tyrkiet, Libanon og Jordan, at de skal modtage så stor en andel af flygtningene

Naturligvis kan intet land påtage sig at modtage ubegrænset mange flygtninge, og der er, som jeg skriver ovenfor, ikke noget godt alternativ til et internationalt samarbejde, hvor de fordeles mellem landene.

Hvor denne model ikke giver flygtninge fuldstændig fri bevægelighed, så beskytter den de stærkeste interesser, de har heri, nemlig interessen i et anstændigt liv i tryghed og sikkerhed.

Hvad så med demokratiet, har vi i det mindste ikke en demokratisk ret til selv at bestemme, hvem og hvor mange flygtninge vi lukker ind i landet?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er faktisk ikke helt så oplagt, som man måske skulle tro. En standardteori om, hvorfor staten har ret til at anvende tvang overfor borgerne indebærer, at det har den kun, for så vidt borgerne har demokratisk indflydelse på staten. Problemet er så, at når staten anvender tvang overfor flygtninge (og for den sags skyld andre immigranter) ved at forhindre dem i at få adgang, så sker det netop uden, at flygtningene har demokratisk indflydelse herpå.

Dette er ikke et argument for åbne grænser, men det indebærer, at man ikke uden videre kan bruge demokratiet til at begrunde, at staten har suveræn magt til at bestemme, hvem og hvor mange der får adgang til den.

Men selv hvis vi antager, at vi har en demokratisk ret til selv at bestemme, hvem der får adgang, så kan der være moralske grunde til, at vi bør forvalte denne ret på en bestemt måde, og mere specifikt således, at vi i højere grad bidrager til, at flygtninges ret til et liv i sikkerhed respekteres.

Det er ikke anderledes end, at der kan være moralske grunde til, at vi bør retsforfølge voldtægtsforbrydere, selv om vi har en demokratisk ret til at beslutte ikke at gøre det.

Når vi tænker lidt nærmere over liberaldemokratiske kerneværdier som frihed og demokrati indser vi således, at de harmonerer ret dårligt både med debatterne og de restriktive flygtningepolitikker, vi for tiden ser realiseret i Danmark og det meste af resten af Europa.

LÆS DEBAT

Nu kan man selvfølgelig indvende, at selv hvis vi har en pligt til at være med til at sikre, at flygtninge får et nyt sted at bo, hvor de er i sikkerhed, så følger det ikke heraf, at Danmark skal modtage et substantielt antal flygtninge. Det synes netop at være essensen i en række partiers tanke om, at vi skal hjælpe i nærområderne snarere end at modtage flere flygtninge.

Der er ingen tvivl om, at det er en rigtig god ide at hjælpe i nærområderne, som også i fremtiden kommer til at huse de fleste flygtninge. Men der er flere grunde til, at det ikke bør ske på bekostning af modtagelse af flygtninge i andre dele af verden.

For det første er nærområderne allerede ved at bukke under for flygtningepresset, hvilket uundgåeligt kommer til at gå ud over flygtningene. Det giver selvfølgelig en grund til at hjælpe nærområderne økonomisk, men også til at aflaste dem ved selv at modtage flere flygtninge. Problemerne ved at modtage så mange i nærområderne handler ikke kun om økonomi, men også simpelthen om den enorme mængde, der kommer.

I den forbindelse er det unægtelig en interessant nyskabelse i den danske integrationspolitiske diskussion, at svaret på integrationsproblemerne skulle være at samle flygtningene i enorme lejre, eller ghettoer, om end i Tyrkiet, Libanon osv.

For det andet er livet i lejrene langt hen ad vejen et liv på stand by, hvor flygtningene ikke kan komme videre i deres liv, og det på ubestemt tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og for det tredje kan det simpelthen ikke siges at være fair overfor lande som Tyrkiet, Libanon og Jordan, at de skal modtage så stor en andel af flygtningene.

Hvor der kan være en vis rimelighed i, at landene i nærområderne tager en større andel per indbygger end andre lande, er den nuværende fordeling med 1.8 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet og 1.2 millioner i Libanon helt ude af proportioner.

Hvad angår Danmark, så viser tal fra FN, at vi er nummer 46 på listen over de lande, der tager flest flygtninge per indbygger. Når man opgør listen i forhold til økonomisk velstand, så falder vi til en plads som nummer 81. 9 ud af 10 flygtninge får i dag beskyttelse i et udviklingsland.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce