Jeg er misundelig på ’de gode mennesker’, som i disse dage støtter uden tanke. Jeg vil også være en følsom musiker i orkestret, mens ’Titanic’ går ned. Følge med strømmen og hengive mig til handling i et fællesskab af ensidigt korrekte holdninger. Men jeg kan ikke slukke for min logiske hjerne, som ser, at I bare gør det hele meget værre ... i den bedste mening, naturligvis, mens jeg ligner en klovn med min tvivl.
I har så åbenlyst ret, og jeg forstår alt hvad I siger, som i gårsdagens kronik ’Jeg tog min søn Sofus med til et asylcenter’. Jeg har selv foræret ting til asylcentre i årevis og støtter fuldt op om den inkluderende modtagelse.
Men I lytter ikke selv, mens I skælder ud på skeptikerne. I er de moderne børne-voksne, som ikke lytter til andet end umiddelbare behov og helst ikke tænker langsigtet over noget. Barnets stemme er altid grænseløst for at frelse det mindste væsen, mens voksnes sure ansvar er at være de fornuftige og realistiske, som gennemfører lektier, varmt tøj og sund mad.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar