At blive mødt med stilhed i et skænderi kan være noget så provokerende. Fornemmelsen af at stå efterladt uden svar, mens man råber og ter sig åndssvagt, kan de fleste med et vist temperament genkende.
Selvfølgelig kan det være på sin plads at gå ind i et skænderi. Når andre går over grænsen og rammer vores værdighed, er modstand nogle gange nødvendigt. Men skænderiet karakteriseres ved at være uden vinder. Begge parter kommer så langt væk fra den oprindelige diskussion, at de hellere havde været situationen foruden.




