Et skub. Et bid. Eller måske et slag. Disse ting forekommer, når en autist reagerer udad. Han eller hun kan pludselig befinde sig i en situation, der virker uoverskuelig, og derfor komme til at lade det gå ud over omgivelserne.
Hidtil er sådanne episoder blevet klaret internt på den skole eller det bosted, hvor de er opstået. Sådan er det imidlertid ikke mere. Fra september i år kræver Erstatningsnævnet for Voldsofre således, at al vold imod eksempelvis personer, der arbejder med handikappede, skal meldes til politiet inden for 72 timer. Hvis ikke det anmeldes til politiet, kan vedkommende ikke få erstatning.

