Kroniken 25.11. havde den foruroligende overskrift ’Fremtidens dagtilbud er ikke for børn’. Her hævder to erfarne pædagoger og ledere, Jytte Hare og Jytte Mølgaard, at det stærke politiske fokus og fremkomsten af strukturerede pædagogiske metoder ødelægger både børns leg og fantasi og en suveræn pædagogisk tradition. De kommer i Kroniken med flere fine eksempler på god pædagogisk praksis, hvor den voksne med udgangspunkt i børnenes nysgerrighed formår at skabe en god og lærende oplevelse for børnene.
Men samtidig hævder de, at de nye målfokuserede metoder risikerer at skabe børn uden empati, uden evnen til nysgerrighed og fantasi og uden evnen til at glæde sig over livet. Vi er helt enige med Hare og Mølgård i, at målet er at praktisere legende og situationsbestemt læring, men midlet er ikke at vende tilbage til de gode gamle dage, for så gode var de simpelthen ikke.
