Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fortroligt. Forfatteren Leif Davidsen er stærkt foruroliget over at blive ringet op af en tilfældig studerende, der vidste, at han havde været patient på Hvidovre Hospital.
Foto: Lars Krabbe

Fortroligt. Forfatteren Leif Davidsen er stærkt foruroliget over at blive ringet op af en tilfældig studerende, der vidste, at han havde været patient på Hvidovre Hospital.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er rystet over, at det er slut med mit privatliv i sundhedssektoren

I dagens Danmark bliver fortrolige patientoplysninger videregivet til analysebureauer.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er heldigvis så heldig og privilegeret, at jeg trods mine 63 år er velsignet med et godt helbred og stort set hele mit liv kun har haft kontakt med det danske sundhedsvæsen et antal gange, der kan tælles på mindre end to hænder.

Men nytårsaften begyndte jeg at hoste, og det blev bare ved. Jeg holdt op med at ryge for over 10 år siden, men inden da havde jeg været en glad ryger i over 30 år. Jeg blev faktisk lidt bekymret for mine lunger, og støttet af min lægehustru sagde jeg et første goddag til min praktiserende læge, der henviste mig til lungeklinikken på Hvidovre Hospital.

Jeg var faktisk bekymret for, om jeg havde fået en tumor i lungen. Jeg så lungecancerens dræbende spredning foran mig. Min kone var overbevist om, at jeg havde en såkaldt kold lungebetændelse, som hun havde behandlet, men syntes, at det var en god idé, hvis det kunne berolige mig, at jeg blev undersøgt.

Det blev jeg. Jeg fik taget et røntgenbillede af mine lunger og lavet en lungefunktionsundersøgelse. Bagefter havde jeg en samtale med en kompetent og venlig overlæge, der undrede sig lidt over, hvad jeg lavede på hans klinik, da han mente, at jeg var klar til at deltage i de olympiske lege med de lunger, jeg rendte rundt med.

Som skrevet har jeg haft meget lidt med det danske sundhedsvæsen at gøre, men jeg følte virkelig, at jeg fik en fantastisk, empatisk og professionel behandling. Fra lokalernes venlige farver til sundhedspersonalets opførsel var det en fornøjelse at betale skat til det system.

Forleden ringede så Julie G. fra et analyseinstitut, der hedder Norstat. Hun ringede på vores fastnetnummer og fik min kone i røret. Hun ville gerne tale med Leif om hans oplevelse af at være patient på Hvidovre Hospital.

Min kone, der tager tavshedspligten i sit lægeløfte meget alvorligt, blev noget forbandet over, at den unge dame overhovedet vidste, at hendes mand havde været patient på Hvidovre, men Julie kunne kun tale med Leif om den sag. Leif var desværre ikke til at få fat på.

Julie ringede så igen et par dage efter og fik fat i mig. Jeg fik hendes efternavn, men der er ingen grund til at hænge et ungt menneske ud, der har et fritidsjob for Norstat. Vi havde følgende samtale:

»Hvor ved du fra, at jeg har været patient på Hvidovre Hospital?«.

»Det er en led i en undersøgelse om patienttilfredshed«.

»Det er forstået, men hvor ved du fra, at jeg har været i ambulant behandling?«.

»Fra Hvidovre Hospital. Det er et led i en tilfredshedsundersøgelse«.

»Det har jeg forstået, Julie. Jeg må godt kalde dig Julie? Siden vi er på fornavn, ikke?«.

»Jo. Det må du godt«.

»Det er jeg glad for, Julie. Hvad står der om mig på din seddel foran dig?«.

»Hvad mener du?«.

»Den seddel om mig, du har liggende foran dig. Eller det, der står på din skærm. Hvad står der? Har du min diagnose, mit cpr-nummer«.

»Nej. Jeg har ikke din diagnose eller dit cpr-nummer, men jeg har dit navn, dit telefonnummer, datoen for din henvendelse til Hvidovre Hospital og den afdeling, som du har været hos«.

»Hvor har du de oplysninger fra?«.

»Vil du tale med en overordnet?«.

»Meget gerne«.

Julies overordnede vil jeg gerne give navnet på. Hun hed Ida Nørgaard og gentog stort set, hvad Julie havde sagt. De havde ingen diagnose og intet cpr-nummer, og de studerende, som havde fritidsjobbet, skrev under på, at de havde tavshedspligt. Det var Region Hovedstaden, der havde bestilt og betalt for undersøgelsen, og de havde fået oplysningerne fra Hvidovre Hospital.

»Javel,« sagde jeg. »Så det, du siger, er, at ikkesundhedsfagligt personale har adgang til oplysninger om, at jeg har været til læge. Det er bare studenter, som I ansætter, ikke?«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De har tavshedspligt«.

»Ja selvfølgelig. Jeg vil ikke hænge Julie ud, men medmindre hun er overmenneskelig, så siger hun eller en anden måske engang imellem til en veninde, at hun ikke må sige det her videre, men den anden dag, så ...«.

»Det indskærper vi, at de ikke må. Det er jo anonymt«.

»Nu skal man vel næppe være Sherlock Holmes for at finde ud af, hvem jeg f.eks. er, hvis man har mit fulde navn, min adresse og mit fastnetnummer«.

»Det må de ikke«.

»Nej. Men det er korrekt forstået, at ikkesundhedsfagligt personale har fået adgang til, at jeg har været på hospitalet?«.

»Ja. Men de skriver under på, at oplysningerne er fortrolige«.

»Det er rart at vide, men jeg vil ikke deltage i jeres undersøgelse«.

»Det er din gode ret,« sagde Ida Nørgård.

Jeg undrer mig. Jeg vidste ikke, at man i dagens Danmark ikke kan søge læge eller blive henvist til en undersøgelse på et hospital uden at risikere, at den oplysning går til et analysebureau, hvor tilfældige ansatte får adgang til oplysningerne.

Jeg har et fuldt fortrolighedsforhold til min kone, der var med til undersøgelserne på Hvidovre Hospital, men det bør stadig være sådan, at man kan gå til læge, uden at ens ægtefælle bliver informeret. Og det var jo Ulla, der tog fastnettelefonen, da den ringede og fik at vide, at jeg havde været på hospitalet. Teoretisk set er det jo ikke sikkert, at jeg havde fortalt hende det.

Hvad nu, hvis jeg var kvinde, var gravid og havde fået en abort og troede, at det var foregået i al diskretion, og min mand havde taget telefonen? Hvad nu, hvis jeg havde besøgt en hospitalsafdeling, som havde med kønssygdomme at gøre? Hvad nu, hvis jeg var alvorligt syg, men selv ville vælge at informere min ægtefælle eller min børn om prognosen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg ville have en fortrolig samtale med en læge, inden jeg besluttede mig til, hvordan jeg skulle viderebringe måske alvorlige nyheder.

Jeg vidste ikke, at regionerne i den grad forbrød sig mod en fortrolighed, som jeg som patient forventer eksisterer, når man henvender sig til sin læge eller et hospital.

Jeg er faktisk mere rystet over, at det brud på læge-patient-fortroligheden kan finde sted end den nok så megen medieopmærksomhed omkring amerikanske NSA, og jeg vil gerne have en forklaring på, hvordan det er kommet så vidt, at politikerne har tilladt, at noget af det mest sårbare og fortrolige, der findes i denne verden, nemlig tillidsforholdet til ens læge i den grad er eroderet, så en fuldstændig tilfældig studine har viden om, at jeg har konsulteret en læge, og hvilken afdeling jeg har været på.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden