Når jeg ser jeres nye tal for, hvor mange offentligt ansatte der føler sig stresset, må jeg sige, at situationen er værre, end jeg troede. De her tal bringer os klart ind i det røde felt – den viden, vi har, om de helbredsproblemer, stress medfører, peger på, at samfundet er på vej mod en sundhedskrise«.
Sådan lyder det fra lektor på Center for Klinisk Hverdagspsykologi ved Aalborg Universitet arbejdspsykolog Einar Baldursson, da han hører tallene fra en ny Megafon-måling, som Politiken netop har fået foretaget. Målingen viser, at 48 procent af de offentligt ansatte ofte føler sig stresset på jobbet, mens det samme gælder for 28 procent af de privatansatte. Samtidig mener 82 procent af de adspurgte, der arbejder i det offentlige, at de oplever et større arbejdspres i dag end for 5 år siden. Einar Baldursson, der forsker i – og har skrevet bøger om – stress, er ikke i tvivl om, at tallene peger på et problem med enorm betydning for både samfundet og den enkelte.
»Vi har set stressforekomsten stige siden 1987, og vi har samtidig set en lang række omkostninger forbundet med stress, for eksempel er forbruget af smertestillende medicin og psykofarmaka – primært antidepressiver – steget voldsomt. Men antallet af mennesker med stress er nu kommet op i et omfang, hvor vi må regne med, at der fremover vil være tale om meget betydelige samfundsmæssige, økonomiske og velfærdsmæssige tab forbundet med det«.
Hvordan det?
»Stress er ødelæggende, og stress gør præcis det modsatte af det, vi ønsker. Det underminerer læring væsentligt, og vores anvendelse af viden bliver langt mindre effektiv og hensigtsmæssig – og især den kollektive læring bliver mindre. Kort sagt: Hvis man vil have mere produktivitet i Danmark, vil det at begrænse stress være den mest åbenlyse vej at gå«.
STUDERENDE
Men hvorfor ser vi de her voldsomme stresstal netop nu?
»De nye tal her er meget høje – det er alvorlige sager – og det ligner en stress-epidemi. Men vi har vidst meget længe, at stressforekomsten er stigende på en måde, der ligner en epidemi. Og det tyder på, at de væsentligste grunde er strukturelle. Altså at det har at gøre med den måde, vi har organiseret arbejdet på. Der er tale om, at det arbejdsliv, vi har i dag, er væsentligt anderledes end det, vi havde for 20-30 år siden, og det udfordrer helt grundlæggende den måde, vores psyke er udformet på«.
Det må du uddybe ...
»En af de væsentlige årsager til stress er, at mange medarbejdere, særligt i det offentlige, konstant er underlagt forandringer i arbejdet, og de skal udvise enorm fleksibilitet konstant, men det kan vi mennesker simpelthen ikke tåle. De væsentligste forudsætninger for, at vi kan bevæge os i verden, er, at vi har en forestilling om, hvad der sker i morgen, og at vi har en eller anden form for kontrol over tingene – en stabilitet. Men stabilitet er blevet et fyord, særligt for politiske beslutningstagere, men også for almindelige mennesker. Det er, som om man ikke kan lære noget af fortiden eller lægge meningsfulde planer for sin fremtid. Tingene er konstant under forandring. Det betyder, at en af psykens vigtigste værnefunktioner delvis bliver sat ud af kraft«.
Den danske arbejdskraft har nogle fantastiske ressourcer, den er enormt fleksibel - og vi ser en række samfundsmæssige forandringer, som betyder, at vi alle sammen kan noget, som ingen kunne før, nemlig leve i en verden med stadig fordring om tilegnelse af noget nyt
Einar Baldursson
Hvad er det for forandringer, du taler om?
»Bare folkeskolen er jo blevet ændret væsentligt flere gange de seneste 15 år. Det har enorm betydning for lærernes arbejde og elevernes vilkår. Andre steder i det offentlige – du kan se det på f.eks. hospitalerne og på plejehjemmene og i daginstitutionerne – er der hele tiden nye dokumentationskrav, ændrede arbejdsmåder, effektiviseringer, nedskæringer, og så er der hele den der new public management-filosofi, som Moderniseringsstyrelsen fører sig frem med, og som har kørt de seneste årtier, med kontrol og evalueringer, nye ledelsesformer, målstyring og ændrede rammer. Alt sammen forandringer, som medarbejderne i det offentlige konstant udsættes for. Det er en del af problemet – en anden del er selve tempoet for forandringer«.
Tempoet?
»Det går alt for stærkt, og det største problem er, at forandringerne ofte kommer uden begrundelse, og at tidligere forandringer bliver opgivet uden evaluering. Vi befinder os dermed i en verden og på et arbejdsmarked, hvor forandringer er en selvfølgelighed, og hvor de ansatte ikke bliver taget særlig alvorligt. Man accepterer over en bred front, at forandringer kan foretages uden ansvarlige begrundelser – og når forandringerne så har katastrofale konsekvenser, er der ingen politisk diskussion af det. Skat er et ekstremt eksempel på den slags«.
Hvordan mener du?
»Skat er langsomt blevet ødelagt. Og det er ikke en tilfældighed. Det er en forventelig konsekvens af politikken på skatteområdet gennem 20 år. Der har været konstante nedskæringer, og der er indført en ledelsesstil og resultataftaler, som har gjort, at medarbejderne konstant er blevet flyttet rundt, og at funktioner er bygget op for kort efter at blive brudt ned. Der har altså længe været kaos i skattevæsenet, og det har sat sit præg på sygemeldingerne. Men pointen er mere den, at skattevæsenet er et eksempel på, at det, der er forsvundet ud af vores fælles diskussion, er ansvaret for forandring. Og ansvaret for, at forandringer kan medføre negative resultater. Det burde være synligt. Man burde evaluere på, hvad der foregår, og hvis resultatet er skidt, bør nogen stilles til ansvar«.
Hvorfor er det så vigtigt, at nogen bliver stillet til ansvar – er det ikke ligegyldigt, når det først er gået galt?
»Inden for de seneste 10 år kan man ikke finde et eneste eksempel på, at vi offentligt har diskuteret de mange forandringer i det offentlige, endsige de negative konsekvenser af forandringerne. Det betyder, at vi hver for sig befinder os i en verden, hvor der ingen mening er i den måde, den ændrer sig på, og det betyder, at vi ikke kan gøre os nogen forestillinger om, hvordan det ser ud i morgen. Du kan ikke lægge nogen form for mening ind i det, der sker. Og netop denne meningsløshed stresser mennesket«.
Arbejdet bør give mening
Ifølge Einar Baldursson er der gode grunde til, at oplevelsen af stress er langt større i det offentlige end i det private.
»Forklaringen er meget simpel: Formålet med de opgaver, der bliver løst i det offentlige, er fundamentalt anderledes end med de opgaver, som bliver løst i det private. I det private er formålet alene at tjene penge, og det betyder, at du som ansat skal have en form for kynisk opfattelse af det, du foretager dig, og af den virksomhed, du arbejder i. Og den kynisme er beskyttende«.
Og den har man ikke i det offentlige?
»Nej, i det offentlige løfter man en opgave ud fra en forventning om, at den giver mening. Den offentlige sektor har altid rekrutteret mennesker, som grundlæggende sætter mening højere end rent økonomiske værdier. Og fordi meningen er så vigtig, er det virkelig stressende, når medarbejderne udsættes for en meningsløs forandringsfundamentalisme. De offentligt ansatte oplever, at de bliver betragtet, som om de er den samme form for pengekvæg som privatansatte. Når man fratager dem meningen – og det er jo ofte sosu’er, lærere og den slags – er det en yderligere undergravning af hele deres verden«.
Så det er en bestemt type offentligt ansatte, der rammes af stress?
Skriv kommentar