De nye tal er alvorlige sager - det ligner en stress-epidemi

Når jeg ser jeres nye tal for, hvor mange offentligt ansatte der føler sig stresset, må jeg sige, at situationen er værre, end jeg troede. De her tal bringer os klart ind i det røde felt – den viden, vi har, om de helbredsproblemer, stress medfører, peger på, at samfundet er på vej mod en sundhedskrise«.

Sådan lyder det fra lektor på Center for Klinisk Hverdagspsykologi ved Aalborg Universitet arbejdspsykolog Einar Baldursson, da han hører tallene fra en ny Megafon-måling, som Politiken netop har fået foretaget. Målingen viser, at 48 procent af de offentligt ansatte ofte føler sig stresset på jobbet, mens det samme gælder for 28 procent af de privatansatte. Samtidig mener 82 procent af de adspurgte, der arbejder i det offentlige, at de oplever et større arbejdspres i dag end for 5 år siden. Einar Baldursson, der forsker i – og har skrevet bøger om – stress, er ikke i tvivl om, at tallene peger på et problem med enorm betydning for både samfundet og den enkelte.

»Vi har set stressforekomsten stige siden 1987, og vi har samtidig set en lang række omkostninger forbundet med stress, for eksempel er forbruget af smertestillende medicin og psykofarmaka – primært antidepressiver – steget voldsomt. Men antallet af mennesker med stress er nu kommet op i et omfang, hvor vi må regne med, at der fremover vil være tale om meget betydelige samfundsmæssige, økonomiske og velfærdsmæssige tab forbundet med det«.

Hvordan det?

»Stress er ødelæggende, og stress gør præcis det modsatte af det, vi ønsker. Det underminerer læring væsentligt, og vores anvendelse af viden bliver langt mindre effektiv og hensigtsmæssig – og især den kollektive læring bliver mindre. Kort sagt: Hvis man vil have mere produktivitet i Danmark, vil det at begrænse stress være den mest åbenlyse vej at gå«.

STUDERENDE

Men hvorfor ser vi de her voldsomme stresstal netop nu?

»De nye tal her er meget høje – det er alvorlige sager – og det ligner en stress-epidemi. Men vi har vidst meget længe, at stressforekomsten er stigende på en måde, der ligner en epidemi. Og det tyder på, at de væsentligste grunde er strukturelle. Altså at det har at gøre med den måde, vi har organiseret arbejdet på. Der er tale om, at det arbejdsliv, vi har i dag, er væsentligt anderledes end det, vi havde for 20-30 år siden, og det udfordrer helt grundlæggende den måde, vores psyke er udformet på«.

Det må du uddybe ...

»En af de væsentlige årsager til stress er, at mange medarbejdere, særligt i det offentlige, konstant er underlagt forandringer i arbejdet, og de skal udvise enorm fleksibilitet konstant, men det kan vi mennesker simpelthen ikke tåle. De væsentligste forudsætninger for, at vi kan bevæge os i verden, er, at vi har en forestilling om, hvad der sker i morgen, og at vi har en eller anden form for kontrol over tingene – en stabilitet. Men stabilitet er blevet et fyord, særligt for politiske beslutningstagere, men også for almindelige mennesker. Det er, som om man ikke kan lære noget af fortiden eller lægge meningsfulde planer for sin fremtid. Tingene er konstant under forandring. Det betyder, at en af psykens vigtigste værnefunktioner delvis bliver sat ud af kraft«.

Hvad er det for forandringer, du taler om?

»Bare folkeskolen er jo blevet ændret væsentligt flere gange de seneste 15 år. Det har enorm betydning for lærernes arbejde og elevernes vilkår. Andre steder i det offentlige – du kan se det på f.eks. hospitalerne og på plejehjemmene og i daginstitutionerne – er der hele tiden nye dokumentationskrav, ændrede arbejdsmåder, effektiviseringer, nedskæringer, og så er der hele den der new public management-filosofi, som Moderniseringsstyrelsen fører sig frem med, og som har kørt de seneste årtier, med kontrol og evalueringer, nye ledelsesformer, målstyring og ændrede rammer. Alt sammen forandringer, som medarbejderne i det offentlige konstant udsættes for. Det er en del af problemet – en anden del er selve tempoet for forandringer«.

Tempoet?

»Det går alt for stærkt, og det største problem er, at forandringerne ofte kommer uden begrundelse, og at tidligere forandringer bliver opgivet uden evaluering. Vi befinder os dermed i en verden og på et arbejdsmarked, hvor forandringer er en selvfølgelighed, og hvor de ansatte ikke bliver taget særlig alvorligt. Man accepterer over en bred front, at forandringer kan foretages uden ansvarlige begrundelser – og når forandringerne så har katastrofale konsekvenser, er der ingen politisk diskussion af det. Skat er et ekstremt eksempel på den slags«.

Hvordan mener du?

»Skat er langsomt blevet ødelagt. Og det er ikke en tilfældighed. Det er en forventelig konsekvens af politikken på skatteområdet gennem 20 år. Der har været konstante nedskæringer, og der er indført en ledelsesstil og resultataftaler, som har gjort, at medarbejderne konstant er blevet flyttet rundt, og at funktioner er bygget op for kort efter at blive brudt ned. Der har altså længe været kaos i skattevæsenet, og det har sat sit præg på sygemeldingerne. Men pointen er mere den, at skattevæsenet er et eksempel på, at det, der er forsvundet ud af vores fælles diskussion, er ansvaret for forandring. Og ansvaret for, at forandringer kan medføre negative resultater. Det burde være synligt. Man burde evaluere på, hvad der foregår, og hvis resultatet er skidt, bør nogen stilles til ansvar«.

Hvorfor er det så vigtigt, at nogen bliver stillet til ansvar – er det ikke ligegyldigt, når det først er gået galt?

»Inden for de seneste 10 år kan man ikke finde et eneste eksempel på, at vi offentligt har diskuteret de mange forandringer i det offentlige, endsige de negative konsekvenser af forandringerne. Det betyder, at vi hver for sig befinder os i en verden, hvor der ingen mening er i den måde, den ændrer sig på, og det betyder, at vi ikke kan gøre os nogen forestillinger om, hvordan det ser ud i morgen. Du kan ikke lægge nogen form for mening ind i det, der sker. Og netop denne meningsløshed stresser mennesket«.

Arbejdet bør give mening

Ifølge Einar Baldursson er der gode grunde til, at oplevelsen af stress er langt større i det offentlige end i det private.

»Forklaringen er meget simpel: Formålet med de opgaver, der bliver løst i det offentlige, er fundamentalt anderledes end med de opgaver, som bliver løst i det private. I det private er formålet alene at tjene penge, og det betyder, at du som ansat skal have en form for kynisk opfattelse af det, du foretager dig, og af den virksomhed, du arbejder i. Og den kynisme er beskyttende«.

Og den har man ikke i det offentlige?

»Nej, i det offentlige løfter man en opgave ud fra en forventning om, at den giver mening. Den offentlige sektor har altid rekrutteret mennesker, som grundlæggende sætter mening højere end rent økonomiske værdier. Og fordi meningen er så vigtig, er det virkelig stressende, når medarbejderne udsættes for en meningsløs forandringsfundamentalisme. De offentligt ansatte oplever, at de bliver betragtet, som om de er den samme form for pengekvæg som privatansatte. Når man fratager dem meningen – og det er jo ofte sosu’er, lærere og den slags – er det en yderligere undergravning af hele deres verden«.

Så det er en bestemt type offentligt ansatte, der rammes af stress?

»Ja, og en vigtig del af forklaringen er, at det er meget meningstungt arbejde at være sygeplejerske, læge, skolelærer, socialrådgiver. Når meningsdannelsen bliver svækket, er det præcis, som når en muskel svækkes. Den samme byrde føles tungere, og man får flere skadelige følger, når man bærer og løfter. Vi skal dog ikke lukke øjnene for, at det også er blevet hårdt at være djøf’er. Engang var det godt at være djøf’er i staten, men ikke mere. Og det fortæller os, at den sygdom, som medfører, at offentligt ansatte trives dårligt, breder sig fra meningsfunktioner til de andre funktioner. Her er forandringsfundamentalismen meget vigtig. Samtidig er der ofte ingen respekt for de offentligt ansatte og for, at de yder noget særligt. De bliver ikke længere anerkendt. Det betyder, at man som offentligt ansat på mange måder befinder sig i en umulig verden, en verden fuld af hykleri«.

POLITIKEN MENER

Hvad i al verden mener du med hykleri?

»Jeg kan tage et eksempel som taxamestersystemet. Det belønner universiteterne for at producere eksamensresultater. Derfor er det klart, at alle rationelle aktører ser det som deres formål at lade studerende bestå. Man fremelsker altså en bestemt adfærd, men hver gang det bliver sagt højt, siger politikerne, at ’vi regner sandelig med, at de ansatte på universiteterne har som mening med deres arbejde at opnå det bedst mulige resultat, den højeste kvalitet’. De nægter altså at tage ansvar for den tilskyndelsesdynamik, de selv har indsat, men appellerer til en eller anden form for moral. Faktisk findes den moral, for der er masser af universitetsansatte, som tror på, at der findes et fænomen, der hedder kvalitet, som vi skal gøre alt for at sikre. Men den eneste sammenhængende dynamik i systemet er at producere beståede eksaminer. Og det beskriver det dilemma, utrolig mange offentligt ansatte er i: På den ene side lever man i en verden, hvor alt peger på, at man skal betragte opgaven som en rent økonomisk opgave – her handler det om simpel effektivitet, flere stopure, flere eksaminer, for det er effektivitet, man hylder – og på den anden side er forudsætningen for, at man lykkes med sit arbejde, at man gør det stik modsatte. Det styrker følelsen af meningsløshed«.

Danskerne er ekstremt fleksible

Ifølge Einar Baldursson er en del af årsagen til den høje stressforekomst, at moderne mennesker på nogle punkter er mere skrøbelige end tidligere – mens vi samtidig har fået en række nye færdigheder.

»Vi har indrettet et arbejdsmarked, som har brug for fleksibilitet og for, at folk tager enormt ansvar og i øvrigt bruger størstedelen af deres vigtigste personlige ressourcer ikke på familien, men på arbejdet. De problemer, vi kan se, skyldes, at de kompetencer og kvalifikationer, vi efterspørger og fremelsker på arbejdsmarkedet, også medfører sårbarheder. Hvis du er meget fleksibel og meget intellektuel, er du oftest mindre fysisk stærk og er dårlig til at håndtere rutine. Alting kommer med en pris«.

Siger du, at vi alle er blevet nogle mentale slapsvanse?

»Overhovedet ikke. Den danske arbejdskraft har nogle fantastiske ressourcer, den er enormt fleksibel – og vi ser en række samfundsmæssige forandringer, som betyder, at vi alle sammen kan noget, som ingen kunne før, nemlig leve i en verden med stadig fordring om tilegnelse af noget nyt og ændrede arbejdsrutiner. Det er faktisk vanskeligt, så i forhold til tidligere er vi blevet utrolig dygtige. Problemet er omfanget og måden, som forandringerne gennemføres på – det har udviklet sig langt ud over vores kapacitet. Men dansk arbejdskraft er stadigvæk en af de mest fleksible i verden. De seneste målinger af det her viser, at Danmark er nummer 1 i verden«.

MOR

Men helt ærligt, er vi ikke bare en flok klynkere?

»Nej, og det faktum, at mennesker kan leve med så megen usikkerhed og i et omfang, som vi aldrig har set før, viser, at så skrøbelige er vi heller ikke. Når man ser på forholdene på arbejdspladserne, klarer folk sig forbavsende godt. Vi må se i øjnene, at vi har udviklet – og trækker på – nye menneskelige ressourcer. Men disse ressourcer koster et andet sted. De skal forvaltes med rettidig omhu. Det er lige præcis problemet, at man misbruger og overbelaster vores vigtigste kompetencer: evner til at udvikle og anvende ny viden. Disse kompetencer er mere stressfølsomme end de kompetencer, der stod i centrum for industrisamfundet. Det betyder så også, at hvis det, vi ved om stress, holder – og det er ret omfattende forskning, jeg taler om – vil omkostningen ved den stressudvikling, som jeres undersøgelse peger på, være, at vi er på vej til en social og sundhedsmæssig krise. Det er alvorlige sager, det her«.

Hvad stiller vi op med al den stress?

»Der er jo nogle åbenlyse ting, vi kan ændre: holde op med alle de meningsløse forandringer af de offentligt ansattes arbejde. Forandringer skal begrundes, forankres i klare mål og evalueres løbende ved inddragelse af medarbejderne. Og så burde ledelserne rundtomkring lade folk passe deres arbejde og holde op med al den kontrol af medarbejderne. Der er jo også sket det mange steder, at man løbende overfører ledelsesopgaver til medarbejderne, hvorefter de ressourcer, der bliver frigivet, bliver brugt til at kontrollere, om medarbejderne gør arbejdet godt nok. Det bidrager til meningsløsheden«.

Hvorfor gør ingen noget, selv om tallene er så graverende?

»Ingen aner, hvad de skal stille op. Stressforskningen er blevet droslet ned til noget nær nulpunktet. Heldigvis er der efterhånden mange, der erkender problemet, og det er jo altid noget. Men vi har behov for opskrifter; noget enkelt og simpelt at rette ind efter. Sagen er bare, at opskrifterne er udeblevet, netop fordi tingene er så dynamiske og foranderlige hele tiden. Jeg må bare sige, at sådan som stressforekomsterne udvikler sig, er der behov for en revolution, for der er jo noget helt galt«.