Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg fik 12-taller på stribe, men ikke lært at score damer

Mens jeg har scoret høje karakterer, har mine klassekammerater lært at score damer og fået sociale kompetencer.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Langsomt nærmer vi os den varme tid på året, hvor et nyt kuld studenter bliver udklækket, og hvor diverse medier begejstret vil kaste sig over de nye superstudenter, som storsmilende kan fremvise et karakterblad, der sprænger karakterskalaen.

Disse superstudenter fremstår i manges øjne som komplette mennesker, og som yngre kunne jeg godt tage mig selv i at misunde dem en smule. Det gør jeg ikke mere.

Forleden fik jeg mine sidste standpunktskarakterer før de endelige årskarakterer i 3. g, og stilfærdigt kan jeg konstatere, at også jeg kan se frem til et snit på over 12.

Sandheden er dog, at jeg de seneste par måneder har indset, hvor stort og grundlæggende jeg har fejlet i forhold til de af mine medstuderende med et lavere snit, som ikke høster nær den samme ros og anerkendelse, som jeg har gjort de seneste 2-3 år.

Jeg har aldrig været den i min klasse der festede mest, tværtimod har jeg til tider været den mindst aktive på den front. Det har jeg dog aldrig før betragtet som et problem, da både mine forældre, lærere og andre nærmest har stået i kø for at rose min ’modenhed’, mens de ivrigt har påpeget, at hårdt arbejde i længden altid vil betale sig.

Jeg har i en årrække naivt og pinagtigt gået rundt med mine flotte karakterer, mens jeg i mit stille, arrogante sind har følt mig bedre end mange andre. Lige indtil at jeg for et par måneder siden var i byen med en gruppe venner og indså, hvor helt igennem uintelligent jeg er i sociale sammenhænge.

Jeg er dårlig til at flirte med piger, jeg forstår mig ikke altid på smalltalk, og jeg ender ofte ubevidst med at fremstå kold og ligeglad på trods af, at jeg faktisk synes, jeg er en meget udadvendt og hjertevarm dreng. Man bliver bedre til det, man træner, og hårdt arbejde betaler sig som sagt altid, men først nu ved jeg, at jeg har brugt for meget tid på at træne det forkerte.

Mens jeg har lært hvordan man bøjer spanske verber, beskriver samfundsøkonomiske sammenhænge og scorer lækre karakterer, har mange af mine jævnaldrende været ude og lære, hvordan man agerer i sociale sammenhænge, håndterer følelser og scorer lækre piger/drenge.

I løbet af de seneste to uger har jeg både været i byen på en helt almindelig torsdag for første gang, røget mine første to joints samt haft mit første egentlige onenightstand, og når jeg tænker tilbage på det, har de oplevelser gjort mig mere lykkelig end det 12-tal, jeg fik i min SRP ugen forinden

Forskellen er blot, at jeg i dag har et fint stykke papir, som viser mine faglige kvaliteter, mens ingen kan sætte et tal på deres sociale kvaliteter. Jeg føler mig ikke længere bedre end dem, tværtimod. Måske er det netop min manglende sociale erfaring, der gør, at jeg i næsten tre år har gået op og ned ad den pige, som jeg inderst inde hele tiden har været vild med, men først rigtigt har indset det nu.

Hvorfor er jeg så endt sådan? Muligvis fordi jeg er opvokset i en tid, hvor lærere, forældre og såkaldte eksperter har talt alvorligt om vigtigheden af at stræbe efter de høje karakterer, hvilket har haft en selvbekræftende effekt, eftersom karakterkravene på de videregående uddannelser er steget – sandsynligvis som følge af dette.

Muligvis fordi jeg naivt har troet på fortællingen om, at gode karakterer ville gøre mig lykkeligere. Der kan være mange årsager.

Jeg prøver ikke at gøre mig selv til et offer og give andre skylden for de fejl, som jeg synes, jeg har begået. Ansvaret er mit. Der har dog uden tvivl været personer og autoriteter gennem årene, der har gjort min vej dertil lettere, og jeg har manglet den naturlige skepsis til nogensinde at sætte spørgsmålstegn ved det, de sagde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sådan har det dog ikke altid været.

I de første otte år af min folkeskoletid var jeg langt fra den skolemoral, som de fleste kender mig for i dag. Jeg larmede i timerne, blev altid smidt uden for døren og lavede ikke mine lektier, for jeg ville hellere lege med mine venner og spille computer.

SE OGSÅ:

I dag tror jeg, at det er denne uopdragne opførsel som yngre, der har gjort mig klog nok til at indse, at jeg har fejlet gennem store dele af min gymnasietid.

I løbet af de seneste to uger har jeg både været i byen på en helt almindelig torsdag for første gang, røget mine første to joints samt haft mit første egentlige onenightstand, og når jeg tænker tilbage på det, har de oplevelser gjort mig mere lykkelig end det 12-tal, jeg fik i min SRP ugen forinden.

Jeg siger ikke, at man ikke kan kombinere gode karakterer og socialt liv, eller at man skal tage i byen hver weekend og gerne torsdag og mandag med, men jeg må blot konstatere, at jeg ikke har formået at få den balance til at gå op.

Jeg har finpudset mine afleveringer, mens andre har været ude og leve livet, og jeg tror ikke, jeg er den eneste. Derfor synes jeg, det er på tide, at vi ikke ubekymret roser de elever, der kan citere lærebøgerne ordret, mens vi intuitivt ryster på hovedet ad de elever, der skipper fredagens morgenmodul, fordi de har været i byen aftenen forinden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Virkeligheden er ikke så sort-hvid, og jo mere jeg tænker over det, desto mere føler jeg, at min politisk korrekte og ’fornuftige’ indstilling til studierne har gjort mig til en taber af gymnasietiden.

Når alt kommer til alt, er en karakter bare et tal, også selv om nogle tal naturligvis er sjovere end andre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden