I 1950’erne, dengang Nato og andre vestlige institutioner stadig var nye og skrøbelige, er jeg sikker på, at mange frygtede, at den vestlige alliance aldrig ville blive til noget. Og måske var der endnu flere, der i 1970’erne – i tiden med De Røde Brigader og Vietnam – frygtede, at Vesten ikke ville overleve. Men jeg kan ikke komme i tanker om, at der i mit voksne liv har været en mere dramatisk situation end den, vi ser i øjeblikket: Lige nu er vi kun to eller tre uheldige folkeafstemninger fra enden på Nato, enden på Den Europæiske Union og måske enden på den liberale verdensorden, sådan som vi kender den.

I USA står vi over for den reelle mulighed, at Det Republikanske Parti udnævner Donald Trump til præsidentkandidat, hvilket betyder, at vi er nødt til at tage alvorligt, at der kan komme en præsident Trump. Hillary Clintons kampagne kan kollapse af en lang række grunde, der er så åbenbare, at det ikke er nødvendigt at repetere dem her. Folkeafstemninger er noget mærkeligt noget, og vælgere er uforudsigelige. Det betyder, at vi til januar kan have en mand i Det Hvide Hus, der er fuldkommen uinteresseret i det, som præsidenterne Obama, Bush, Clinton, Reagan – såvel som Johnson, Nixon og Truman – alle sammen ville kalde ’vores fælles værdier’.