Som danskamerikaner, der er opvokset på begge sider af Atlanten, giver tragedien 8.7. genlyd dybt i mig. Ikke kun på grund af den amerikanske racehistorie eller min opvækst i USA, men fordi den også siger noget om de problemer, jeg ser eksponeret i en dansk kontekst og tone, når det kommer til herboende mennesker med flerkulturel baggrund eller anden etnicitet end dansk.
Alton Sterling og Philando Castile mistede livet i deres møde med politiet i henholdsvis Louisiana og Minnesota. Og som om det ikke var nok, endte det med, at en fredelig demonstration, hvis sigte det var at rette fokus mod det tilbagevendende raceproblem i USA, mundede ud i planlagt drab på fem politibetjente og en række sårede civile og betjente.


