Forleden kunne vi i Politikens kultursektion læse, at de københavnske biblioteker barsler med en tanke om at udlåne værktøj. Målet er at få flere til at gå på biblioteket, for vil borgerne ikke låne bøger, så vil bibliotekerne give dem, hvad de vil have. Værktøj blandt andet.
Det er en mekanisme, som vi kender til i erhvervslivet. Vi skifter varerne på hylderne ud, hvad enten det er tomater eller konsulentbistand, så de matcher kundernes ønsker. Og vi gør det i konkurrence med hinanden, så det er dem, der satser rigtigt, der vinder kampen om kunderne. Det er en præmis, vi alle kender. Den store forskel er, at bibliotekerne er offentligt finansieret.

