Nye håbefulde unge fik i lørdags at vide, hvilken uddannelse de er blevet optaget på. 7.312 af dem starter på Københavns Universitet. Vi forestiller os, at de har kriller i maven, er spændte, nervøse og glæder sig. For hvad betyder det at gå på universitetet? Der er meget at glæde sig til. At gå på universitetet er som at træde ind i en ny verden. En verden, der dybest set drejer sig om at få lov til at fordybe sig i det, man synes er allermest spændende, sammen med andre, som brænder for det samme.
Starten på universitetet er forhåbentlig mødet med et fag, man har lyst til at fordybe sig i for evigt, og med stedet, der giver mulighederne for det.


