Sommeren over har der været masser af historier i medierne om boligmarkedet i København. De kan alle opsummeres med én sætning: Priserne stiger og stiger, og vi er på vej mod en hovedstad, som bliver mere elitær, mere opdelt og mere ulige. Studerende, ældre, førtidspensionister, ja, selv mennesker med middelindkomst har fået svært ved at betale, hvad det koster at bo i København.
Fakta taler sit tydelige sprog: Boligpriserne er højere end nogensinde før. Også dyrere end under 00’ernes boligboble. Og siden boligpriserne i hovedstaden ramte bunden efter finanskrisen, er de steget med cirka 50 procent. En gennemsnitlig ejerlejlighed i København på 85 kvadratmeter koster nu tæt på 3 millioner kroner. Lejepriserne følger også med: Ifølge lejebolig.dk rundede den gennemsnitlige husleje for en toværelses lejelejlighed på Nørrebro allerede sidste år 12.000 kr. om måneden.

