Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg lærte mere af en måned på højskole end af to år på universitetet

Til sommer bliver jeg bacheloruddannet fra humaniora på Københavns Universitet. Det er med stor glæde og begejstring, men også med en smule forundring: For hvad fanden har jeg egentlig lært?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad er det, du læser? Kommunikation og IT? Hvad kan I så – kommunikere og så lidt med it?’ Det er det første spørgsmål, jeg får, når jeg taler med fremmede om min uddannelse på Københavns Universitet.

Og ja. Vi kan vel kommunikere lidt, og vi kan også lidt med it. Men dybest set bliver jeg frustreret over, at jeg ikke direkte kan oversætte, hvad jeg har lært. Det irriterer mig grænseløst. Og det gør mig endnu mere i tvivl om min uddannelse og mit uddannelsesvalg.

Sidste forår fik jeg en lang snak med min gode ven, Christian, der er jurastuderende. Han kunne tale om alle mulige paragraffer, som jeg aldrig havde hørt om. Han kunne direkte oversætte viden, han havde fået fra universitetet til praktisk information.

Det var under den samtale, at det hele sortnede for mig: Var det mig, der ikke hørte ordentligt efter i timerne? Sad jeg for meget på Facebook, når underviseren talte? Det mente jeg nu ikke. Men jeg mærkede et voldsomt behov for at kunne fortælle Christian og mine andre venner, hvad fanden jeg egentlig kan. Derfor valgte jeg at tage på højskole. En måneds ophold på en skole i Jylland, sideløbende med at jeg var indskrevet på Københavns Universitet.

LEKTOR PÅ KU

»Er det dig, der er Jonas Madsen? Du skal sove over i ‘Pigegangen’ med din nye roomie, Kristoffer«, siger Ole.

Det er marts 2015. Ole er højskolelærer, og han skal undervise mig og en masse andre unge i en måned. Vi skal lære at skrive, idéudvikle og møde mennesker i den lille jyske by.

Der er 50 nye navne, jeg skal lære, og der er intensiv undervisning hver dag fra kl. 8.00 til 15.00.

Jeg glæder mig allerede. Jeg er kommet væk fra et akademisk univers, hvor jeg mere og mere mistede gejsten, fordi jeg ikke følte, at jeg lærte noget.

Allerede første dag på højskolen er vi produktive. Ole, der er underviser, giver os et bolsje. Så siger han: »Spis det og beskriv bagefter, hvordan det smager«. Pludselig sidder 50 unge og gnasker i et bolsje, og skriver gnaskeriet ned på et papir. Det er meget mærkeligt. Ole stopper os i skrivningen. I hånden har han nu et nyt bolsje: »Dette bolsje skal I tygge og beskrive på samme tid«. Vi går igen i gang med at gnaske og skrive. Pludselig går det op for os, at vi har meget lettere ved at skrive, når vi er i momentet, fordi at følelserne opleves direkte.

Hvis folk spørger mig, om jeg er selvstændig, vil jeg svare 'ja'. Hvis folk spørger, om jeg er selvstændig på universitetet, vil jeg svare benhårdt 'nej'.

Ole kommer ned og sætter sig ved siden af mig med kaffepausens ånde og fortæller, at jeg skal skrive det hele om. Jeg spørger ham hvorfor – og modtager prompte et svar. Det er her, det går op for mig, at feedback er et af de vigtigste redskaber overhovedet. Et redskab, der kun bruges yderst sparsomt på universiteterne. Et redskab, der betyder, at mine faglige kompetencer er meget stærkere efter en måned på højskole end på en bacheloruddannelse på Københavns Universitet.

»Du kan gøre det bedre. Prøv at bruge nogle andre ord«, siger Ole. Jeg skriver videre i ti minutter, hvorefter han kommer ned til mig igen. »Bedre! Prøv at slette halvdelen og skriv det om«.

Jeg bliver hurtigt bevidst om, at det produkt, jeg leverer, bliver bedre og bedre. Og det endda inden for ganske kort tid. Min underviser hjælper ikke kun mig, men os alle sammen. Og vi præsterer alle sammen bedre, end vi gjorde tidligere.

Efterfølgende kan jeg se, at jeg i løbet af den ene måned på højskole har afleveret mere forskelligt skriftligt arbejde end på de små to år, jeg har været indskrevet på bacheloruddannelsen på Københavns Universitet. Jeg har ikke nødvendigvis skrevet flere tegn eller flere ord, men jeg har udviklet min kreativitet gennem flere forskellige opgaver. Jeg lærer, at den samme opgave kan besvares på flere hundrede forskellige måder. Den kan være kort. Den kan være lang. Den kan have en anden form.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På universitetet fokuserer man på, at der skal være 1.200-siders pensum. På universitetet skal de akademiske opgaver være mellem 20-25 sider lange. På universitetet sidder vi og oversætter tunge engelske teoretiske tekster til dansk, som vi skriver ned i vores opgaver. Hvor helvede bliver kreativiteten af?

DEBAT

Højskolen i Jylland lakkede mod enden. Og da jeg efter en måneds ophold var færdig, var jeg pludselig markant stærkere på det skriftlige. Markant stærkere til at finde nye vinkler. Markant skarpere til at konstruere sætninger, som jeg før havde svært ved. Det finder jeg ud af, da jeg møder min studiegruppe tilbage på Københavns Universitet og skal i gang med en opgave i faget ‘Design Projekt’. Det går op for mig, at jeg har rykket mig helt vildt på den måned. Den studiegruppe, jeg forlod, er helt den samme.

Men er det fordi, vi ikke er selvstændige på humaniorauddannelserne? Hvis folk spørger mig, om jeg er selvstændig, vil jeg svare ‘ja’. Hvis folk spørger, om jeg er selvstændig på universitetet, vil jeg svare benhårdt ‘nej’.

På universitetet har jeg i samtlige skriftlige eksamener arbejdet i grupper, hvor niveauforskellen har været vanvittig forskellig. Vi arbejder og udvikler os helt forskelligt. Jeg har i den ene måned på højskole afleveret ganske, ganske få opgaver i grupper. De resterende opgaver, vi afleverede på højskolen, var individuelle. Det betyder, at den enkelte udvikler sig dagligt. Og det gør man, fordi man modtager feedback individuelt efter hver opgave.

På universitetet er den feedback, jeg har modtaget fra underviserne i afleveringsopgaverne ‘bestået’ eller ‘ikke bestået’. Vi får ikke at vide, hvorfor vi er ‘bestået’. Vi får ikke at vide, hvorfor vi er ‘ikke bestået’. Vi sidder 87 studerende, der ikke aner, hvad vi kan gøre bedre. Vi ved derfor heller ikke, om det, vi afleverer næste gang, er blevet bedre.

Da jeg afleverede min bacheloropgave, som jeg har arbejdet intenst med, er jeg endnu mere rystet. Jeg modtager et bevis, hvor der står 10. Intet andet. Min læsemakker og jeg ved endnu ikke, hvorfor vi har fået 10. Vi ved ikke, hvorfor vi ikke fik 12. Vi ved heller ikke, om vi er tæt på et 7-tal, og hvor vi er svage eller stærke. Vi ved ganske enkelt ingenting. Og det gør mig skuffet.

Det gør mig skuffet, at jeg har et bachelorbevis, som jeg ikke kan omsætte til praktisk information. Det gør mig skuffet, at jeg har et højskoleopholdsbevis, jeg ikke kan bruge til andet end at vise frem. Og det skuffer mig, at et højskoleophold på en måned styrkede min faglighed og mine faglige kompetencer inden for skriftlig og mundtlig kommunikation i langt højere grad end den bacheloruddannelse i Kommunikation og IT, jeg nu snart har færdiggjort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter mit højskoleophold er jeg mere selvsikker. Jeg tror på mig selv og tør søge de job, jeg ikke turde tidligere. En måned efter højskoleopholdet bliver jeg ansat hos TV 2 News, og et halvt år senere bliver jeg ansat som akademisk praktikant på Danmarks Radio. Efter højskoleopholdet stiger mine karakterer markant på min universitetsuddannelse fra 02 til 10 og 12-taller. Men hvorfor fik jeg ikke de kompetencer på en bacheloruddannelse på Københavns Universitet? Hvorfor udviklede jeg ikke min kreativitet på uddannelsen? Hvorfor er jeg mere selvstændig efter en måned på højskole?

Kære undervisere på humaniora: Jeg vil hverken tale ned til jer, den akademiske uddannelse eller de akademiske normer. Men bør I ikke ændre humaniorauddannelserne på universiteterne, så de også fokuserer på at omsætte teoretisk viden til praktisk viden? Bør I ikke netop styrke kreativiteten? Og bør I ikke give den feedback, der er nødvendig, så vi studerende kommer stærkere ud på den anden side?

Jeg står tilbage med en mærkelig fornemmelse i maven. De undervisere, jeg har på universitetet, er vanvittigt kompetente. Men jeg savner feedback fra jer. Jeg savner at producere, tænke nyt og blive bedre til at formidle. Jeg savner undervisere, der sætter sig ved siden af mig med kaffepausens ånde, river min aflevering fra hinanden og siger: ’Det her Jonas, det kan du gøre bedre. Skriv det om igen!’

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden