Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen foretog i sin grundlovstale 5. juni en helt usædvanlig retorisk manøvre, da han sammenknyttede de to ord pligt og kærlighed. I et angreb på kritiske kunstnere, der i udlandet havde givet Danmark negativ omtale, gav statsministeren udtryk for, at ’det nærmest er en borgerpligt at elske sit fædreland og tale godt om det’. Endnu mere interessant blev Lars Løkkes tale, da han gjorde det klart, at pligten til at elske fædrelandet er synonym med pligten til at elske ham selv, hans regering og den politik, den står for.

Ordene pligt og kærlighed har de fleste danskere svært ved at forbinde med hinanden. De hører hjemme i en tid og en kulturkreds, hvor tvangsægteskaber var normen. I sin grundlovstale annoncerede Lars Løkke med andre ord, at den danske befolkning er bundet til ham og hans regering i et middelalderligt tvangsægteskab, som han blot for nemheds skyld kalder fædrelandskærlighed.