Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lars Løkke ved godt selv, han er en fiasko

Lars Løkkes eneste overlevelsesstrategi består i patriotiske angreb på afvigende grupper og holdninger. Løkke mistænkeliggør kritik og tager patent på en demagogisk indskrænket sandhed, skriver Carsten Jensen, der her evaluerer Løkke-regeringen et år efter folketingsvalget.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen foretog i sin grundlovstale 5. juni en helt usædvanlig retorisk manøvre, da han sammenknyttede de to ord pligt og kærlighed. I et angreb på kritiske kunstnere, der i udlandet havde givet Danmark negativ omtale, gav statsministeren udtryk for, at ’det nærmest er en borgerpligt at elske sit fædreland og tale godt om det’. Endnu mere interessant blev Lars Løkkes tale, da han gjorde det klart, at pligten til at elske fædrelandet er synonym med pligten til at elske ham selv, hans regering og den politik, den står for.

Ordene pligt og kærlighed har de fleste danskere svært ved at forbinde med hinanden. De hører hjemme i en tid og en kulturkreds, hvor tvangsægteskaber var normen. I sin grundlovstale annoncerede Lars Løkke med andre ord, at den danske befolkning er bundet til ham og hans regering i et middelalderligt tvangsægteskab, som han blot for nemheds skyld kalder fædrelandskærlighed.

Man kalder normalt en regering, som kun et fåtal af vælgerne har stemt på, for en mindretalsregering, men måske ville det være mere antropologisk korrekt at betegne Lars Løkkes regering som en minoritetsregering, idet den i sin adfærd opviser en slående lighed med visse etniske minoriteter, der rutinemæssigt anklages for at udgøre uintegrerbare parallelsamfund.

DANIEL SKOVHUS

Regeringen og dets bagland i partiet Venstre har udviklet sig til et parallelsamfund, hvis normer og værdier er stærkt afvigende fra det omgivende flertalssamfund. Kritiske synspunkter, som er så almindelige i et demokrati, bliver her tolket som et svigt på grænsen til landsforræderi.

Det er i sig selv så barokt, at det er svært at tage alvorligt. Men man er nødt til at tage det alvorligt. Når magthavernes omgang med sprog og begreber bliver så løsagtig, at satire synes at være det eneste fornuftige svar, lever vi i farlige tider. Italiens tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi var en vittighed. De amerikanske republikaneres præsidentkandidat Donald Trump er en vittighed. Lars Løkke er bare en fuser.

Men de tre har det fællestræk, at de alle devaluerer de begreber, vi anser for bærende i demokratiet. De mistænkeliggør kritik, uenighed og afvigende holdninger, alt imens de tager patent på en demagogisk indskrænket sandhed, som ikke står til diskussion. I deres øjne har kritikere ikke argumenter, man kan afvise eller lytte til. Nej, kritikerne forråder med deres synspunkter det fædreland, som vi alle skylder evig taknemmelighed, men ikke selvstændig tankevirksomhed.

Da danskerne valgte Lars Løkke som statsminister, mindede det om en supermarkedskunde, der i køledisken udvælger sig en skinke, hvor datofristen for længst er overskredet

Da danskerne valgte Lars Løkke som statsminister, mindede det om en supermarkedskunde, der i køledisken udvælger sig en skinke, hvor datofristen for længst er overskredet. Det står stemplet i hans usikre ansigtstræk og besynderligt selvundskyldende mimik: Lars Løkke ved godt selv, han er en fiasko. Det er derfor, hans eneste overlevelsesstrategi består i angrebet på afvigende grupper og holdninger.

At en trængt statsminister retter sit patriotiske raseri mod landets kunstnere, burde nok få en gruppe, som ingen ellers gider tage politisk alvorligt, til at ranke ryggen. Det har amerikanske forfattere gjort. 400 af dem, bl. a. Stephen King, Jennifer Egan og Michael Chabon, har underskrevet et åbent brev til deres medborgere, hvor de advarer mod Donald Trump, fordi ’vi som forfattere er os særligt bevidste om de mange måder, hvorpå sproget kan misbruges i magtens navn’, og fordi ’en leders opgave er at bringe folk med forskellig baggrund sammen og ikke sætte dem op mod hinanden’. Snarere end at vidne om behovet for forfatteres stemmer fortæller det åbne brev om vigtigheden af, at vi alle lader vores stemmer høre. I et samfund så individualiseret og mangfoldigt som vort er vi alle afvigere og risikerer, hvis vi ikke står sammen, at ende i hver sin enecelle af angst og afmagt.

POLITIKEN MENER

Vi aner det alle sammen, og den britiske historiker Anne Applebaum stillede direkte spørgsmålet i en artikel i Politiken for ikke så længe siden: Er Vestens verdensorden, som vi kender den, på vej til at bryde sammen? Orlando, Paris, Bruxelles, Krudttønden. Akkurat som i Sarajevo i august 1914, da et dræbende skud mod ærkehertug Franz Ferdinand udløste Første Verdenskrig, er vi hele tiden kun et skud fra katastrofen.

Det vil ikke blive en ny verdenskrig, der hærger kontinentet, men den Europæiske Union er allerede ved at falde fra hinanden. Et skud mere, og sammenbruddet for EU er måske en realitet. Endnu et skud, og Storbritannien forlader EU. Et skud til, og Donald Trump bliver præsident. Teatret er i brand, og alle søger i panik mod nødudgangen, mens de tramper de nærmeststående ned. Washington er ikke længere verdens kraftcenter. Jordskælvenes epicenter ligger i ørkenen et sted mellem Mosul og Fallujah, et flimrende fatamorgana, skabt af ørkenheden, nogle få fanatikere og vores egen overophedede fantasi.

Islamisk Stat får aldrig oprettet deres verdensomspændende kalifat, men de har allerede verdensherredømmet, når det kommer til kontrollen over vores følelser. En enlig ulv midt i storbyernes vrimmel med en automatriffel i hænderne kan afgøre vores fælles skæbne. Den tilfældighed, der kan ændre verdens gang, bringe EU til fald og få en fascist valgt som præsident for verdens mægtigste militærmagt, hedder Islamisk Stat, og deres vigtigste alliancepartner er kaos og vores frygt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er op til os selv, om de kommende skæbneår signalerer en ny begyndelse for demokratiet eller afslutningen på det

Donald Trump sidder måske en dag med fingeren på den atomare aftrækker. Islamisk stat sidder allerede med fingeren på den aftrækker, der udløser vores indre eksplosioner. De politiske analytikere har ikke længere noget at fortælle os. Kun de, der tør kikke ned i følelsernes afgrunde, har i dag adgang til den krystalkugle, der afslører fremtiden. Nøgternhedens dage er talte. Vi er i vores følelsers vold. Den nationalisme, der lige nu hjemsøger den vestlige verden, kan sagtens komme til magten. Men den er afmagtens udtryk og ikke andet end et forstadie til kaos. Dens vigtigste drivkraft er ikke Lars Løkkes hule fædrelandskærlighed, men en ubestemt vrede, der som kuglen i en roulette snart lander i de røde felter, snart i de sorte. Vreden startede ikke med Islamisk Stat. Den startede med finanskrisen i 2008 og har langsomt vokset sig stærkere og voldsommere.

Det konstruktive ved vreden er, at dens kerne er en skærpet retfærdighedssans. Befolkningerne har fået åbnet øjnene op for afgrunden mellem politikernes ord og deres handlinger. Hele det bedrag, som en lang række af vores institutioner er nedsunket i, træder tydeligt frem. Det er, som om selve det løfte, vi som borgere i et demokrati fik i dåbsgave, om sikkerhed og en bedre fremtid er blevet brudt.

Det farlige ved vreden er, at den nyvakte skepsis ender i en forkastelse af demokratiets institutioner, ikke mindst dem, der skal beskytte mindretal, de være sig religiøse eller etniske. Et etnisk majoritetsdemokrati, baseret på institutionaliseret apartheid, er en nærliggende udgang på krisen.

Vreden kan blive en drivkraft i den nødvendige forandring og fornyelse af demokratiet. Og den kan resultere i ødelæggelsen af det. På den ene eller anden måde er vrede fra nu af en uomgængelig politisk kraft. Konfrontation bliver fremtidens sprog, og demokratiets fremtid afhænger af de fjender, befolkningerne udvælger sig.

PÆDAGOG

Det er blevet tabu at sige det blandt nærsynede politikere, hvis horisont er næste valg, men hvis den vestlige verden ikke samler sig, og Europa ikke formår at tale med en stemme, er demokratiets dage talte. Vi overlever ikke som demokratier hver for sig, alene med os selv bag illusoriske mure i vores egen værgeløse nationalisme. Desværre tyder meget på, at mange af det nuværende Folketings medlemmer med et skuldertræk er parat til at opgive demokratiet. Løkkes dystre næstkommanderende, den stadig mere vidtløftige grubler, justitsminister Søren Pind, taler om danskerne som ’en stamme’, et begreb, der normalt er forbeholdt junglefolk, der i nattemørke tramper rundt om brændende bål til lyden af trommer. Hvilke bizarre ritualer er det, vi skal hengive os til nu, hvor demokratiet ikke længere duer? Mens Lars Løkke er en punkteret ballon, aspirerer Søren Pind til at blive den danske Donald Trump.

Socialdemokraterne, der ikke fortjener navn af opposition, er ikke noget værn. De tror, at deres demokratiske alibi er sikret, blot de ved håndsoprækkelse tilkendegiver deres støtte til tæppebombardementerne af Islamisk Stat i det nordlige Syrien og Irak. Vidtløftigt henviser de til deres kamp mod kommunisterne tilbage i 1930’erne, men glemmer bekvemt, at det nok mest er for deres front mod nazisterne, de huskes med taknemmelighed. I dag parrer internationalismens forvildede arvtagere deres såkaldte kamp for demokratiet med et sværmeri for den yderste højrefløjs symboler, inklusive dyrkelsen af en tvivlsom danskhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det eneste parti, der i nogen meningsfuld forstand lever op til sit navn, er Alternativet, som ved valget for et år siden kom ind i Folketinget. Partiet taler et omgængeligt menneskesprog i stedet for spindoktorsprog. Venligheden er på en gang partiets styrke og svaghed. Vredens kræfter er sluppet løs, og den politiske vækkelse, der går gennem Europa, og som også Alternativet er en del af, er vakt af vreden, og hvis vreden ikke bliver vejledt, bliver den vildledt.

De kommende år bliver højkonjunktur for demagoger. Det kunne også blive højkonjunktur for dem, der omsætter vreden til en vision for fremtiden og nådeløst konfronterer magtens uansvarlige repræsentanter. Vi står ved en korsvej. Det er op til os selv, om de kommende skæbneår signalerer en ny begyndelse for demokratiet eller afslutningen på det.

En venlig tid bliver det under ingen omstændigheder. Pæne menneskers tid er forbi.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden