Regnbueflagene har en af deres mest iøjnefaldende dage. Blæsten kommer høvlende østfra, bliver presset flad mod Christiansborg, slynget ind imod Kancellibygningen, der huserFinansministeriet, og derfra direkte ind i stoffet på Fredsvagtens spraglede flag, hvor ordet ’fred’ oversat til de europæiske hovedsprog står med hvid skrift over farverne. Det er ikke engang vejr for duer at være ude i, og da slet ikke for mennesker.
Det er 76-årige Eileen Mechlenburg og 71-årige Hanne Wiedemann Caesar imidlertid ligeglade med. Hvis hårdt vejr var et problem for dem, havde de nok givet op for mange år siden. Men de to kvinder er fredsvagter og kan på onsdag fejre et fælles jubilæum: Hver dag i 15 år har Fredsvagten stået som legemliggjort idealisme på Christiansborg Slotsplads for at fortælle alle, der gider lytte, at der er et alternativ til krig.
»Over for Folketinget har vi ikke opnået noget som helst, men det har vi over for resten af verden. Vi står på et af de steder i København, hvor flest udenlandske turister kommer forbi, og vi viser dem, at der også findes fredselskende mennesker i Danmark, og at vi ikke alle sammen er indforstået med regeringens og Folketingets krigspolitik«, forklarer Hanne Wiedemann Caesar, der er pensioneret gymnasielærer og cand.theol.
Men er det ikke naivt at tro, at I gør en forskel?
»Det er der mange, der synes. ’Det bliver jo hele tiden værre og værre, og det nytter ikke noget bare at stå dér’, siger de. Tja, det kan da godt være. Jeg er måske meget naiv, men hvis alternativet er at være kyniker og ligeglad, så vil jeg hellere være meget naiv. Det ligger ikke til mig at være inaktiv. Jeg synes faktisk, man som menneske har pligt til at engagere sig og kæmpe for sine synspunkter – ikke mindst for sine børn og børnebørns skyld«, siger Eileen Mechlenburg, som har været politisk aktiv i mange år og inden sin pension arbejdede inden for det sociale område, hvor hun har oplevet »meget uretfærdighed«.
Men stiller I jer nogensinde spørgsmålet, om det overhovedet er anstrengelsen værd at tage herind?
»Jo, der kan da være morgener, hvor man fryser så meget om tæerne, at de bliver helt stive. Men jeg har en stor Hanstholm-habit, hvor kraven går helt op, og så låner jeg min mands støvler, hvor jeg kan have to par sokker i, og så tænker jeg, at det fandeme er godt, at jeg i en alder af 76 år stadig har kræfterne og modet til at tage herind. Helt generelt synes jeg, at det er det værd. Alene her til formiddag har der været 5-6 personer forbi, som alle sagde ’godt, I er her’ og ’tak for indsatsen’«, fortæller Eileen Mechlenburg.
Pas på krigspropagandaen
Blæsten bekymrer sig ikke om idealisme og fnyser lige så hårdt mod fredsvagter som mod krigsmoguler. Det er umuligt at tale sammen på Slotspladsen, så vi søger i ly i Rigsdagsgården. Nogle skridt tættere på den stentrappe, som Folketingets kvinder og mænd bestiger, når de skal træffe ubehagelige beslutninger.
Er krig ikke en gang imellem et nødvendigt onde for at skabe fred og stabilitet?
»Det er der nogen, der påstår, men det mener jeg ikke«, siger Hanne Wiedemann Caesar og uddyber: »Det er krigspropaganda, og det er hjernevask. Det må og skal være dialog, der løser verdens konflikter«.
Men det er jo ikke altid, det virker ...
»Nej, men tænk nu, hvis vi brugte de mange milliarder kroner, vi i dag bruger på kampfly og krig, på konfliktløsning og på at støtte de mennesker, det går ud over, så ville verden se helt anderledes ud«, siger Eileen Mechlenburg.
Ja, det kunne være rart, men der findes nu engang væbnede konflikter og diktatorer, der begår uhyrligheder mod deres befolkninger, og som ikke er interesserede i fredelig dialog. Er I ikke også nødt til at se virkeligheden i øjnene?
»Jeg har ikke løsningen på alle verdens konflikter, men jeg er overbevist om, at man ikke løser dem med krig«.